skip to Main Content

Jungledage

I går var jeg til endnu en reception. At være til reception er også en slags jungledage, hvor alle kæmper om kun nogens opmærksomhed, hvor man ikke kan komme frem gennem menneske-lianerne, og hvis man ikke passer på og går tidligt hjem, kan man ende med at få mærkelige dyr med i sengen.

Sådanne jungledage har vi tilsyneladende i Danmark, og sådanne ægte jungledage havde skribent Knirke Egede i et helt år i en vaskeægte jungle i Costa Rica. Det har hun skrevet en ret vidunderlig bog, Jungledage, om.

Hun gjorde det, man ikke gør: Solgte alt, åbnede atlasset og tog derhen, hvor flasken pegede på, og det blev til et lille junglehus i Costa Rica; et hus der mest blev holdt sammen af myggenet og edderkoppespind. Og så tog oplevelserne ellers fart.

Forførende thriller

Det er forførende læsning. Egede skriver så vel, at det ligesom bliver bogens største problem. For jeg fortaber mig i de anekdoter, som hun så livligt deler, fra kaffebarejerne fra London, som hun hooker ubesværet op med i begyndelsen, til de meget zoologiske historier fra hendes senere ven, Karsten.

Hendes måde at blive venner med rotter og boaslanger er besnærende, hendes generøsitet over for mennesker, hun ikke rigtig kender, er misundelsværdig, og sine steder er bogen krybdyrs-spændende som en thriller.

Man aner en sorg, hun er rejst fra. Den udspiller sig en smule helt i slutningen, og det er bevægende, men også noget, jeg rigtig gerne ville have vidst noget mere om til at begynde med. For bogen skriger på et hvorfor. Egede deler det meste med os alligevel, så hvorfor går hun ikke skridtet videre? Man længes, længes, længes efter mere om det knuste hjerte, om udlængslernes dulmen af den indre uro, som siderne emmer af.

Og så kunne jeg godt tænke mig flere refleksioner over det, hun gør. Mere meta – ligesom noget af det, der kommer i begyndelsen: Det er som om, at de allerstørste beslutninger i ens liv, ofte træffes i løbet af et øjeblik.

Egede skriver virkelig forførende og flydende, og hun kunne bringe teksten helt op at synge ved at bruge greb fra autofiktionen, ved at skrive med mere på spil, selvom hun helt sikkert føler, at der er rigeligt her.

Voksen-backpackere

Jeg er ikke typen, der læser rejseberetninger. Jeg er ikke i Hjalte Tin og Nina Rasmussen-fanklubben, og i går til forlagets jungledag forstod jeg hvorfor.

Jeg fik et nyt begreb foræret – tak til forfatter Jonas T. Bengtsson: Man skal påtage sig sin borgerlighed. Det vil sige, at man skal droppe voksen-backpacker-drømmen, smide læderjakken ud og holde op med at tro, at man er med i en rocksang.

Det er Jungledages problem, at den kan emme lidt af voksen-backpacker drømme, for det vigtige i den slags dannelsesrejser er jo ikke rejsen, men hjemkomsten. Hvad så når man har solgt alt og kommer hjem uden boaslangerne? Det er jo DET, vi gerne vil vide, før vi selv hopper med på den.

Egede skriver langt mere indfølende for sådan en som mig til kun at være en anekdotisk rejseberetning fra de varme lande. Men hun er dæleme for tæt på. Eller også er jeg bare en, der aldrig siger tak men bare beder om mere, mere, mere!

Hvis du vil vide mere, så blogger Egede her, og hun sælger løs af sit værk samme sted. Gør det, hvis det er lykkedes mig at pirre din nysgerrighed.

Fik jeg nævnt, at det er en selvudgivelse? En del af min uddannelse inden for feltet. Skal i ilden i næste uge i Dansk Forfatterforening. Mere om det senere.

This Post Has One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top