Jeg deler ikke det, jeg skriver på

Jeg kan ikke gøre det – lade jer komme med ind i skriveprocessen. Jeg kan lege det, jeg kan lade som om, jeg kan vise jer flige, men jeg deler ikke gerne.

Når min mand kommer hjem om aftenen og spørger, om jeg har haft en god dag, bliver jeg mundlam – siger “ja” og fortsætter med at hakke løg. Egentlig vil jeg gerne dele – jeg tror på det!, Og jeg ville også gerne dele det, jeg skriver på, men jeg kan ikke.

I begyndelsen af mit ægteskab troede jeg, det var en måde ikke at tabe sig selv på, at jeg ikke delte alt. At hvis jeg holdt noget for mig selv – mine veninder – min dagbog – så kunne jeg dæmme op for det grænseoverskridende i parforholdet.

Jeg fandt efterhånden ud af, at hvis jeg delte det, der var derinde, også det mærkelige og det urimelige, og det næsten kriminielle?, så kom vi tættere på hinanden.

Det gælder bare ikke det, jeg skriver.

I dag skal jeg skrive om tånegle

Jeg har haft en fortræffelig skriveuge, som nu her fredag kl. 17.30 er ved at være slut. SMS’erne tikker ind – alle mine mænd er på vej hjem, og hovedbudskabet er: WEEKEND. (Et koncept forfattere hader, ligesom ferie, men jeg har vænnet mig til det). Jeg skal nok sige, at det går godt. Men dagens stikord så sådan her ud:

Han mister sit job til en kvinde
Tånegle. Når han klipper dem
At røre ved sine læber efter et kys

Det kan man jo ikke sige højt, vel? Men fotoet. Den er god nok, det er mit skrivebord. Jeg skal lige have flettet lidt arabisk-algiersk noget ind. Man er vel i Frankrig.

Forfattere skal altid fortælle om deres proces. Jeg plejer at lyve, når jeg ikke kan slippe afsted med at sige, at jeg ikke kan dele. Fremover vil jeg nok citere Alice Munro – et citat, jeg har scoret fra Politiken:

»Fordi der er sådan en udmattelse og forvirring, når man ser på sit arbejde … Det eneste, man virkelig har, er det, man er i gang med lige nu. Så man er meget tyndere klædt på. Det er, som om man er gået udenfor i bare en lille bluse eller noget, som er det arbejde, man er i gang med i øjeblikket, og den mærkelige identifikation med alt det, man har gjort før. Og det er sikkert grunden til, at jeg ikke har påtaget mig en offentlig rolle som forfatter. Fordi jeg ikke kan se mig selv gøre det undtagen som et gigantisk bedrag«.