Jan Sonnergaard uden Blachman

Det er sådan, at jeg er gået hen og er blevet mere end bare på nik med forfatteren Jan Sonnergaard. Det begyndte som så meget andet i den danske litterære verden i gården til Gyldendals store efterårsreception, og siden er det gået fra Michelin til smørrebrød og nu altså også på bodegaen Det hvide lam på Kultorvet i København.

Men jeg har også været så heldig, at jeg var til litteraturfestival med ham i Frankrig i efteråret. Det var en kold weekend i atlanterhavsbyen Saint-Nazaire, og litteraturfestivaler er ligesom i Danmark: Lidt for få tilskuere til at arrangørerne er ellevilde, lidt for få superstjerner til at få det til at skinne, og lidt for lidt mænd, kun disse kvinder i flok, der altid finder vej til kulturen. Denne gang bare med færre tørklæder og mere pudder.

Saint-Nazaire er en grim by

Saint-Nazaire ligger ved udmundingen af Frankrigs største flod, Loire, og kysten leverer 8 km rigtig fornuftig sandstrand. Det er en grim by. Det bliver de kede af at høre, men den er genopbygget aldeles efter krigen, og byer er sjældent kønne, når de bliver slået op af den samme dej i løbet af næsten den samme nat. Det grimmeste og væmmeligste er der, hvor litteraturfestivalen afholdes: en betonbygning på størrelse med fem gange tennishaller, og den er lige så høj som en katedral.

Det er en bunker. Det er der, hvor tyskerne ræsede hen efter besættelsen af Frankrig for at bygge ubåde. Det kunne de allierede ikke lide, og rygtet går, at mens RAF bombede, rystede tekopperne inden for i bunkeren, men ellers skete ingenting. I stedet ryddede vores engelske venner hele byen for at ødelægge infrastrukturen omkring ubådsbygningen, lavet af dansk beton, mørkegrå og lidt slimet af alger. En tur langs den smukke strand viste mig mange mindesmærker, ikke mindst det, der er rejst for at mindes de amerikanske soldater, der mistede livet i en bombemission her. Krigen er overalt her. Og ikke bare den anden, men også den første.

Vi sad inde i bunkeren og hørte om det at skrive i udlandet. For det er derfor, jeg tog derned, velvilligt inviteret af Søde-Jan, der har været så heldig at være på skriveophold i byen af flere omgange. For selvom her er grimt, er her simpelthen megasejt. Og chokoladen og Guerande saltet er jo fantastisk.

Patrick Deville styrede festivalen, og han er en vældig fin forfatter, der modtog FEMINA prisen for sin roman “Pest og kolera”, men han er så typisk fransk-forfatter, at jeg ikke vekslede et ord med ham (det vil sige: lidt for langhåret, lidt for mange Gauloises på læberne, lidt for sort tøj, lidt for meget elevatorblik).

Barbara, bunker og Blachman

Til gengæld spiste vi middag med to råbende irlændere, der mente, at den sjette republik er på vej, og slagets gang bliver styret af muslimerne, og ikke mindst mødte jeg en oversætter, der er nemmere at hoppe over end at gå udenom, og hun bor midt i Paris og tilføjede mig på Facebook under forretten, lærte mig at synge Barbara sange, og grinte så højt, at alle kiggede. Hun er mindst 70. Nok mere. Jeg blev forelsket og bliver inviteret til alt det vilde, hun laver i byen hele tiden.

Nu er er jeg i Danmark og efter jeg tidligere har spist trøffelsmør sammen med Jan i Paris, har vi indtaget snaps og sild på Restaurant Schønnemann, hvilket også er godt, og selvom vi sladrede, var det faktisk ikke om Blachman.