skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Indlæg Fra Skønlitteratur På P1 I Dag

Indlæg fra Skønlitteratur på P1 i dag

I dag har jeg læst den nedenstående tekst op i Skønlitteratur på P1. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg havde så meget på hjerte efter weekendens tragedie. Her kommer den:

Da London om morgenen d. 7 juli for ti år siden var udsat for et terrorangreb, hvor tre bomber sprang i undergrundsbanen og 1 på en dobbeltdækkerbus, reagerede befolkningen dagen efter på en meget stærk måde, som jeg husker det: De kørte med bus og undergrundsbane på vej til arbejde, som de havde gjort dagen før, og som de ville gøre igen dagen efter. De fortsatte. Sammen. Tragedien var kollektiv, og svaret var forenet: Vi vil ikke være bange.

Det bevægede mig. Udover det åbenlyse mod, kaldte reaktionen på en fælleskabsfølelse, som jeg tror, vi indtil nu har manglet i Danmark. Indtil nu har debatten om retten til at skrive, tegne, sige, hvad man vil, overvejende holdt sig inden for det intellektuelle reservat, og det er ikke fællesskabet herinde, der har hersket.

Her i stilheden efter weekendens rædsel, tænker jeg på, om vi sammen i Danmark har fået overskredet en tærskel. En tærskel, der en gang for alle har ført os ud i den store, farlige verden, som er den, vi har været så længe om at tilpasse os – den verden, som har terrorangreb som en mulighed. Den verden, som ikke lader frihedsværdier som forsamlings- og religionsfrihed være noget, vi diskuterer i Deadline, men værdier vi praktiserer som noget naturligt hver dag, som da englænderne dagen efter tog den bus på arbejde. Igen.

Da tegningerne af Muhammed ramte os, var vi ikke en del af den store verden. Vi levede i andedammen, hvor ænderne blev fulgt over fodgængerfeltet. Vi kunne ikke håndtere det, for vi vidste ikke, hvad det egentlig var, der ramte os. Selv har jeg skullet stå på mål for en aldeles fraværende opbakning til Kurt Westergaard, dengang jeg var formand for forfatterforeningen, også selvom det ikke var mig, der ikke engang sendte en pressemeddelelse om hans naturlige krav på støtte.

Den andedam har været meget svær at forlade. Den har bestemt haft sin funktion – og ikke mindst givet frit spillerum for meningsdannere med stærke, skråsikre dagsordner, men den har også taget forfatterens vigtigste trumfkort fra os – nemlig tvivlen.

Den tvivl, der gør, at man må løbe efter sin hovedperson af mere og mere kringlede veje, fordi man gerne vil forstå og forløse, og selvom man er ophavsmanden altid er usikker på om lykkes. Fordi tvivlen, undren, undersøgelsen er vores benzin – for kender vi svarene på, hvorfor Jeppe gør, som han gør i baronens seng, bliver vores personer ikke interessante for andre end de allerede omvendte.

I mange år har debatterne om ytringsfrihed snoet sig mere og mere indad i en medie-indslags-skabende spiral. Hvad synes du, Lotte: Er du for eller imod? For eller imod Stjernfeldt / For eller imod Lidegaard /For eller imod Henrik Dahl / For eller imod Carsten Jensen?

En forfatter skal gerne kunne bevare muligheden for både og. Alligevel er vi inde i reservatet blevet skubbet i båse – et for eller imod.

Jeg tog ikke ind i Krudttønden i lørdags til debatmødet. Lige med det møde var det, fordi jeg var blevet træt. Træt af behovet for at postulere kravet om, at Lars Vilks må tegne lige så mange forkølede hunde, som han vil. Træt af behovet for at demonstrere retten til en ytringsfrihed, som jeg personligt ikke har følt har været truet. Jeg har heller aldrig haft Muhammed-hunde på hjerte, men ved ikke at have det har jeg automatisk valgt side i en debat, som fremmer skråsikkerhed og ødelægger tvivlen.

Var jeg kommet, hvis det havde været Rushdie? Under hans fatwa var der ingen diskussion om retten til i en bog at antyde, at koranen var skrevet af satan selv. Måske er det så snævert, for han er jo en god kunstner.

Det er kun fem uger siden, at et angreb fandt sted i Paris. Et angreb, der på mange måder blev efterlignet i lørdags. Alligevel sagde en kunstnerkollega til mig om magasinet Charlie Hebdo, at “deres humor er for grov til mig, så “jeg er ikke Charlie”.”

Den relativisme tror jeg sluttede i lørdags. Vi blev skudt ud af vores andedamsdiskussioner, og truslen på vores frihedsrettigheder blev omsider et allemandseje, fordi det ikke blev Lars Vilks, der fik det sidste ord. Andedammen sluttede inde ved synagogen, og nu er det ikke længere meningsdannernes konflikt, hvor modsætningen ligger i, om man siger “MEN” efter man siger:  “JP må trykke, hvad de vil”.

Nu er det vores alle sammens tragedie. Nu kan vi endelig holde op med at diskutere, hvorvidt danske forfatteres påståede manglende romaner om radikaliserede muslimer er et udtryk for selvcensur, eller om Lidegaard lider af fortrængning, når han siger, at ytringsfriheden ikke er truet, mens han klikker sig igennem sit kontors dobbeltsikrede døre.

Det kan få en vigtig betydning for kunsten, her i skyggen af tegningskrisens æra og midt i såret fra i lørdags.

Kunsten bliver fri igen. Den SKAL ikke noget. Ikke andet end det den plejer: At spejlvende og retvende vores samfund og give os dyb undren og hurtig forbløffelse. Den skal ikke vælge side.

Vi som forfattere skal ikke gå til ytringsfrihedsmøder for at markere, at vi må; vi skal bare gøre, som vi gjorde i sidste uge. Vi skal skrive, hvad vi kan og har på hjerte, og det er lige meget, om det er de fortættede, skandinavisk-klassiske familiedramaer, eller om vi brænder for at skrive om terror, religionskrig og værdikamp. Vi fortsætter igen i næste uge – ligesom de gjorde i London.

Vi skal igen skrive om mennesker blandt mennesker, fordi det er det, vi kan.

Jeg ved, det virker absurd i denne tid at sige, at noget kan blive bedre efter det, vi oplevede sammen i weekenden. Men måske har vi fået kunstens undren, tvivl og nuance tilbage. Vi har i hvert fald aldrig haft brug for kunsten, som vi har lige nu.

 

This Post Has One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top