skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Indhentet Af Egen Kritik

Indhentet af egen kritik

Jeg skal være Kulturknuser på P1. Det er sådan set meget almindeligt, at man er det, når man er sådan en forfattertype som mig. Det, der måske ikke er så almindeligt er, at det er et program, jeg har givet en sønderlemmende kritik. Så meget endda, at den tidligere vært måtte ud og forsvare sig. Det kan du læse mere om her.

Pointen i min kritik var, at jeg ikke er helt pjattet med, at man udtaler sig om noget, man ikke ved noget om. Rammen forstyrrede mig meget, fordi en knuser ikke kun er en, der kejtet knuselsker al kultur, men også en, der knuser problemerne for kulturlivet – men kan man knuse et problem, man ikke rigtig ved noget om?

Som forfatter inviteres man hele tiden inden for i debatter. Og som forfatter har man også altid en konkurrencefordel – forhåbentlig  – nemlig sproget. Skal man ikke bruge det så? Er det ikke det, der er vores Spiderman-forpligtelse: with great power comes great responsibility?

Er det kun mig selv, der får øje på en mulig kritik?

Sidste uge skrev jeg en tekst til Skønlitteratur på P1 om terrorangrebet i forrige weekend i København. Jeg ved ikke noget substantielt om terror, og alligevel skrev jeg om det. Og jeg har – i den anden ende af spektret – været både Smagsdommer og tilbagevendende paneldeltager i Go’ Aften Danmarkspanelet.

Jeg udtaler mig altså hele tiden om noget, jeg ikke ved noget om. Jeg rammes da af min egen kritik. Men hvad ved en forfatter egentlig noget om?

Når jeg skriver min egen fiktion, skriver jeg kun, hvad der for mig er sandt for de personer, jeg nu engang skriver om. Men jeg ved faktisk ikke noget, jeg prøver blot desperat at give min uvidenhed om de mennesker, jeg skriver om, et sprog; jeg er i færd med at undersøge deres problematikker, at fange et eller andet ind, som måske er væsentligt for andre end mig selv.

Måske er forfattere derfor de mest uvidende mennesker i verden, fordi vi altid er på udkig efter at blive klogere på det liv, der er omkring os. Det gør os til alt andet end eksperter. Til gengæld gør det os til nogen, der har sprog dér, hvor andre måske kan mangle det.

PS. Det Spiderman-citat jeg bruger er netop et spejl på problematikken med ikke-eksperter, der kloger sig i medierne. For det er selvfølgelig hverken Spiderman, Roosevelt eller Churchill, der sagde det. Det var selvfølgelig Voltaire. En forfatter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top