I morgen stemmer jeg på en mand

Jeg ved godt, at det er helt galt, at en kvinde stemmer på en mand. Jeg har i hvert fald ikke stemt på andet end kvinder i de 30 år, jeg har haft stemmeret. Men Martin har brug for min stemme i morgen, og det er ikke kun, fordi vi er gymnasievenner. Det er fordi, han har fat i den lange, måske endda i nogens øjne kedelige, fornuftige, resultatorienterede, alt-det-vi-ikke-rigtig-gider-at-sætte-os-ind-i og ikke mindst anstændige ende.

Jeg kan se på mit nyheds feed, at jeg burde stemme på en anden mand, en grøn mand, en fra Alternativet (som har foruroligende få kvindelige kandidater i min kreds). Det er befriende, at et parti kan komme fra ingenting og materialisere sig med formodentlig værdige politikere. De er faktisk ikke rigtig til at stå for.

Firsernes hipstere

Men det kan jeg godt. For dengang Martin og jeg (undskyld, men jeg låner lige hans shine) gik i gymnasiet, var der mange visionære, vilde, kreative hoveder omkring os. De spiste brune ris, de dyrkede spirer i mærkelige beholdere, de brugte ikke sulfo, de nægtede at klippe på deres klippekort, for al offentlig transport burde være gratis.

De påvirkede mig enormt. De var de smarte, de var firsernes hipstere. Men jeg var slet, slet ikke som dem, og det vidste jeg dengang, og det ved jeg nu.

Det vilde ved dem, ved de alternative, er eller var, at de havde ret. Brune ris er bedre. Offentlig transport er vejen frem. Og så videre.

Men sådan kan man ikke lave politik for et helt land. Vi er en stor, broget flok, hvoraf nogle bare ikke kommer til at spise brune ris. Den slags skal komme i små bidder, ligesom rygelov og økologisk mælk. Vi skal ikke være vilde og kreative, når vi forhandler om Ukraine-embargo, eller når vi reformerer dagpenge. Vi skal være snedige, kedelige og være sikre på, at vi når et resultat, der var bedre end i går, i stedet for at holde en vild, fri alternativ fane højt.

Det kommer der nemlig sjældent nye beslutninger ud af, kun noget selvfedt selvfedme.

Læs f.eks. et virkelig fint, kedeligt, fornuftigt, resultatorienteret, alt-det-vi-ikke-rigtig-gider-at-sætte-os-ind-i interview med Morten Østergaard her i altid kloge Ræson.

Og bak op om denne fantastiske kampagne: #EngangVarJegFlygtning, initieret af radikale Samira Nawa Amini