Skip to content

I dag græd jeg næsten i radioen

Jeg var kulturknuser igen i dag. Jeg græd næsten inde i radioen på P1. Det var Nordbrandts skyld.

Vi debatterede det pludselige engagement hos kunstnere og kulturpersonligheder i lyset af det historisk store antal mennesker, der er drevet på flugt. Er det et krav, at kunstnere skal blande sig i den debat? Er det ikke for galt, hvis kunstnere bare putter sig? Eller er det selvpromovering, hvis de ikke gør?

Jeg sagde noget a la det her, men du kan selvfølgelig bare høre det selv; Kulturknuserne på P1 fra i dag. Kunst og kunstnere SKAL ikke noget. Der er ikke grænser for, hvor ofte det sker, at vi skal spændes for vogne: så skal vi skrive om islamisme, og hvis vi ikke gør det, er det selvcensur. Så bliver den store samtidsroman også altid efterspurgt og så videre.

Men omvendt er det i mine øjne naturligt, at når man har en platfom at tale ud fra, så skal man da bruge den, hvis man selv synes, man har noget at bruge den til. Det er ligesom, når de store virksomheder går ind i debatten og markerer deres holdninger, som når Dansk Supermarked modtager nytilkomne flygtninge som sprogpraktikanter.

Vi har brug for et moralsk kompas

Det bliver ekstra smukt, når det som hos Nordbrandt – lejlighedsdigtet øverst på siden – er et budskab, der stråler ud af værket, altså digtet, og ikke bare ud af munden på ham i et debatprogram. Nordbrandt er jo et brand, og det er da så smukt, at han bruger det til noget. Han kan formodentlig samle flere, end han kan skille, og er det ikke det, vi alle savner? Moralske kompas i en grum verden?

Politisk kunst er ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt i sig selv, men når stillingtagen er uundgåelig, som i de eksistentielle dramaer, vi ser omkring os i disse år, så bliver det politiske budskab så tydeligt, at selv medierne får øje på det og kalder det en tendens. Når ikke-politiske kunstnere som Medina blander sig, så er det vel et udtryk for, at det her, det er større end næste finanslov; det her rammer os på det eksistentielle plan, hvad det vil sige at være menneske, og her har popdronninger altså også en styrke.

Jeg græd næsten, fordi jeg skulle referere Nordbrandts digt. Den sidste sætning kommer jeg aldrig til at glemme.

Comments (0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top