I dag er vi mange, der skammer os

Jeg skal skrive. Jeg er på vej i skrivehi. Jeg skal have fred i hjernen. Alligevel råber en stemme Je suis Charlie hele tiden i mit hoved.

Det er forfærdeligt, det er trist, det der skete i går i Paris. Det kommer til at få sådan nogle tragiske konsekvenser.

Da jeg var til en litteraturkonference i Saint-Nazaire, udtalte jeg bramfrit, at Frankrig var ved at gå midt over, og at det måtte ende galt. Franskmændene var uforstående og rystede over min bombastiske udmelding. Men det er lige det her, der kan ske. Og det sker lige nu.

Skammen, vi alle sammen kan mærke i dag

Jeg kan ikke skrive, for jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at jeg i går debatterede Facebook exits. Jeg skammer mig over, at jeg skriver en roman om overforbrug. Jeg skammer mig over, at jeg sammen med så mange andre har været for revisionistisk i alle hidtidige debatter om vores ytringsfrihed.

Jeg har lige genhørt et interview med mig fra 2010 i Krause på tværs på P1. Det handler om ytringsfrihedens vilkår efter Muhammed-krisen. Jeg siger ikke noget, jeg ikke mener længere. Men jeg taler ikke med den vægt, jeg kan tale med i dag.

Jeg skammer mig naturligvis over det, men jeg skammer mig mest over det, vi kan gøre mod hinanden, fordi vi ikke kan være mennesker mellem mennesker.