Skip to content

I bil rundt om Triumfbuen

Denne lækre kvinde vil have, at vi skal køre rundt om Triumfbuen i vores bil, og så skal jeg fortælle hende om mig og min bil, mens vi bliver filmet.

Det bliver lidt trist. Jeg er pige-pige med hensyn til biler; det vil sige, jeg er ligeglad, med mindre det er en Jaguar. Hun siger, det bliver en fest.

Christina har jeg mødt, fordi hun er så meget mere end giga bilnørd. Hun er i øvrigt også stylist. Og hun har givet mig blush på, mens vi har haft de vildeste private samtaler, fordi Christina æder en med hud og hår, og jeg får lyst til at gøre alt, hvad hun siger – og dele løs. Derfor har jeg spurgt hende en del om det her med de biler, inden vi skal det der farlige rundt om Triumfbuen. Og måske også fordi jeg er en research-taber, der forlængst burde have spurgt hende til råds om min nye roman, hvor en bil spiller en hovedrolle.

Kvinder, der ikke kan køre, kan heller ikke danse

For hvad er det med kvinder og biler? Christina siger:

– Den skal i hvert fald kunne virke med telefon (vi har haft en del problemer med at få det til at lykkes at tale, mens hun sad i en bil, hun skal prøvekøre, og mig i et andet land), men flere og flere almindelige kvinder tænder faktisk på en lækker bil og ser Top Gear, fordi det synes, det er fedt.

Hvorfor lægger folk hele tiden fotos op  på nettet af kvinder, der ikke kan parkere, ikke kan køre?

– Fordi det kan 80 % af dem heller ikke. Vi lytter ikke til bilen. Vi hører ikke motoren. Vi forstår ikke, at bilkørsel handler om at lade det glide, at man mærker, hvornår man skal skifte gear; i stedet kigger vi på speedometeret. Jeg leger med motoren og undervognen; jeg har mine følelser med helt ned i fødderne. Jeg sætter mig til rette og forholder mig til afstand mellem stang og ret, og hvor jeg skal lægge læbestiften. Min påstand er, at kvinder, der ikke kan køre, kan heller ikke danse. De er slet ikke sanselige på den måde.

Kend dit koblingspunkt

– Kvinder bliver befippede, de har børn i bilen, de opdrager på, de kigger på kort, svarer på sms’er. Den går ikke. Det kræver stort overblik og respekt både over for trafikken men også over for motoren; man skal kende sit koblingspunkt. Kvinder kører på gearet, og man ender med at sidde oppe i radioen, hver gang der skiftes gear eller bremses op, fordi hun ligger oppe i røven på bilen foran.

Mercedes i min nye roman LAUST

Jeg har en Mercedes CLS 63 AMG, i mørkegrå i en af hovedrollerne i min nye roman, der kommer til september. Hvad siger Christina om en, der ejer sådan en bil?

– Det er en med ben i begge tidsaldre, som holder af gamle dage. Har garanteret haft en gammel, rig farmor, der kørte Mercedes. Han er nok lidt fisefornem; han gider i al fald ikke være mainstream.

Og i det har hun intet mindre ganske ret. Christina er nu min nye bilgudinde. Hvis jeg sprang ud af de der 80%. Jeg gider jo heller ikke være mainstream.

Tjek hende ud på christinawedel.dk – eller vent til august, hvor der kommer lækre biler!

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top