skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Hvornår Bliver Min Mands Venner Mine?

Hvornår bliver min mands venner mine?

Jeg har kendt ham i ret præcist 26 år, og det er ikke min mand. Det er en af min mands venner. Men giver den sætning overhovedet mening, når jeg har kendt ham i 26 år og ved, hvordan han ser ud, når han er i krise, glad, langt ude, for fuld, for sporty, for rygende? Er han så ikke også min ven?

I går spiste vi mad sammen, bare ham og mig – min egen mand kommer pt. kun hjem i weekenden (hvilket får mig til at skrive under på, at jeg ikke er til weekendforhold); hans hustru var ude at lege med sit netværk.

Det er første gang nogen sinde, at vi var alene en hel aften.

Det er noget mærkeligt noget. Selvfølgelig ikke hvis jeg syntes, at han er en klaphat, og som min mand hellere end gerne må have for sig selv. Faktisk så synes jeg man skal bestræbe sig på, at man ikke går i parforholdsfælden og skal dele alting, også venner. Det er rart at have et helle, et sted, man ikke deler, og der skal også være et sted at tale om dem, der ikke er der, jo.

Men sådan har det ikke været med ham. For han er jo min mands ven, og jeg har en mand, der helst vil have, jeg er med til alting, fordi jeg er så awesome. Eller fordi han rent faktisk bare gerne vil dele.

For man vil jo gerne dele alting

Min veninde og jeg havde altid en plan, da vi var nye ud i familielivet. At når vi var færdige med denne her snak, så kunne vi mødes med vores mænd og rigtig dele det hele. Det blev ikke til ret mange gange, inden hun blev skilt – nok fordi vores talepres ikke blev afhjulpet. Og i dette tilfælde bekvemt for mig, fordi jeg ikke havde fået to meget tætte venner, der gik hver deres vej, og hvilken en af dem skulle jeg så slå følgeskab med.

For der er jo det med parforhold. De holder ikke nødvendigvis lige så længe som venskaber. Og hvad gør man så, hvis det er blevet en berigende vane at være sammen med dem begge hver for sig?

Den problematik har jeg ikke løst. Jeg har i visse tilfælde bare ladet se, hvordan det udviklede sig, og det har så resulteret i, at det ituslåede forhold har besluttet på mine vegne ved enten ikke at invitere mig eller bare over-invitere mig. Andre gange har jeg aktivt nægtet at tage stilling, og det har skabt problemer for mig selv og ikke mindst for dem, der i forvejen havde deres at døje med. Ikke nemt.

Og så er der dem, hvor jeg åbenbart ikke indleder mig på en en-til-en relation. 26 år uden en eneste aften alene er alligevel også en præstation.

Slapt ikke at melde klart ud

Men jeg sidder her og synes, det er en slap præstation. Vi ved jo alle sammen godt, når vi er alene med os selv, hvem vi gerne vil være sammen med af vores venner, nogle gange den ene, nogle gange den anden og i de lykkelige situationer dem begge.

Skal vi ikke tage os sammen og bare forfølge de fornemmelser? Det bliver venskaberne lidt mere sande af og måske lidt mindre parforholdsdominerede af.

For aftenen i går var slet ikke akavet, fordi vi var alene. Det var rasende hyggeligt og interessant. Jeg tror, jeg vil foreslå, at jeg fremover besøger ham uden påhæng. Hans kone er desværre ret sød, så jeg håber sgu ikke, de bliver skilt. For hende har jeg heller aldrig været sammen med alene. Det bliver min næste udfordring.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top