Hvordan det er at dække sig til

Jeg sidder i flyveren på vej ind over saudi-arabisk luftrum. Om lidt vil stewardessen sige, at al alkohol skal samles ind, og de ikke tildækkede kvinder vil begynde at dække sig til – i alt fra løsthængende Puk Damsgaard-tørklæde til fuld burka med net foran øjnene.

Selv har jeg min abaya i håndtasken. En abaya er en sort, gulvlang kåbe, der går til håndled og hals. Jo mere frigjort (og rig, tror jeg), jo mere farvestrålende er den. Det er 3. gang, jeg er her, og jeg ved, at det er rarest for mig at tage den på, inden jeg står af flyet.

Første gang jeg kom, havde jeg ingenting i håndtasken. Min mand og jeg havde siddet på samme flyrække som to teenagesøskende – en dreng og en pige – der pjattede hele vejen fra Europa og så “Sex and The City”, og da advarslen om, at vi nærmerede os Riyadh lød, forvandlede den unge pige sig foran os og hyllede sig selv helt ind i sort. Også foran øjnene. Det gjorde indtryk.

Første gang vi kom, røg vi i den lange kø i “immigration”, fordi vi lige skulle ses an med fingeraftryk og visum og stempler med kryds og slange, og foran os i køen stod 10 asiatiske kvinder i farvestrålende tøj med masser af plasticposer i hænderne med alle mulige godter. De kendte hinanden og stod og snakkede løs, mens de klædte om i køen og blev sorte og tildækkede.

Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til

Efter det kiggede jeg mig omkring, grundigt. Der var vel 300 mennesker. Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til. Jeg havde relativt tækkeligt tøj på, men jeg bad instinktivt om min mands sweater. Jeg var højere end de fleste kvinder, og jeg er meget sådan blå øjne og lyshåret i det. Min trang til at blive sort og tildækket var instinktiv, intuitiv. Væk var holdninger for og imod tildækkethed, islam og kvindesyn. Det handlede for mig om, at man kun ønsker at være unik, hvis man selv vælger det. Det er meget lammende, denne følelse af ikke at være med i fællesskabet. Som at komme til fastelavnsfest og have glemt sin udklædning. Men på en måde værre end det.

I det øjeblik, hvor vi trådte ud af tolden, stod der et hav af chauffører med skilte. En af dem var til os. Han havde en lille, delikat pose i hånden, som han med det samme rakte til mig. Jeg troede, det var en “welcome to the Kingdom”-chokolade eller nok snarere dadler, men det var en abaya. Tag den på nu, sagde han. Der var intet, jeg hellere ville.

Foran de måske 50 ventende chauffører med deres skilte tog jeg abayaen omvendt på. De råbte alle sammen: – nok ikke sandt, men nogen af dem – “turn it around!”. Det gjorde jeg. Og passerede det religiøse politi lige bagefter. Dem har jeg ikke set siden.

Abayen er på i alle offentlige rum. Det er virkelig ikke der, min frigjorthed sidder. Det er bare lige meget. Det er mere sådan: sådan er det. Det er fristende at sammenligne det med, at alle unge mænd har sneakers på, også selvom de ikke har aftalt det, men forskellen ligger i, at de har et valg.

Når man lander 3. gang, vimser man gennem “immigration” og er ude af lufthavnen i samme tempo som var det i Kastrup. Nej. Det er lidt bedre. For der står mænd i thobe og keffiyeh – hvid skjorte til gulvet og rødt og hvidt tørklæde som vi kalder et palestina-tørklæde – og byder dig “most welcome”. 

Hvem vil træde på andres følelser, bare fordi man ikke selv føler dem?

I morgen skal vi til kamel-væddeløb i ørkenen. Kongen kommer også, vistnok. Der står eksplicit i invitationen, at jeg skal have abaya på. Man bliver hjulpet her. Det sidste jeg vil er at træde på nogen følelser, jeg ikke ser, fordi jeg ikke selv har dem. Sådan har vi det forhåbentlig i alle relationer, og nu skal jeg praktisere den slags sensitivitet i meget stor skala.

Men lige nu er abayaen det mindste. Den har jeg vænnet mig til. Nu skal jeg se min mand, som jeg har kendt siden 1988. Jeg er helt nervøs. Jeg har ikke set ham i over tre uger.

Her kommer en ret relevant artikel om abayaer og kvinder og det hele: