Hvordan det er at dække sig til

11 feb

Foran Masmaq-fortet i Riaydh. Den ældste ting i byen

 

Jeg sidder i flyveren på vej ind over saudi-arabisk luftrum. Om lidt vil stewardessen sige, at al alkohol skal samles ind, og de ikke tildækkede kvinder vil begynde at dække sig til – i alt fra løsthængende Puk Damsgaard-tørklæde til fuld burka med net foran øjnene.

Selv har jeg min abaya i håndtasken. En abaya er en sort, gulvlang kåbe, der går til håndled og hals. Jo mere frigjort (og rig, tror jeg), jo mere farvestrålende er den. Det er 3. gang, jeg er her, og jeg ved, at det er rarest for mig at tage den på, inden jeg står af flyet.

Første gang jeg kom, havde jeg ingenting i håndtasken. Min mand og jeg havde siddet på samme flyrække som to teenagesøskende – en dreng og en pige – der pjattede hele vejen fra Europa og så “Sex and The City”, og da advarslen om, at vi nærmerede os Riyadh lød, forvandlede den unge pige sig foran os og hyllede sig selv helt ind i sort. Også foran øjnene. Det gjorde indtryk.

Første gang vi kom, røg vi i den lange kø i “immigration”, fordi vi lige skulle ses an med fingeraftryk og visum og stempler med kryds og slange, og foran os i køen stod 10 asiatiske kvinder i farvestrålende tøj med masser af plasticposer i hænderne med alle mulige godter. De kendte hinanden og stod og snakkede løs, mens de klædte om i køen og blev sorte og tildækkede.

Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til

Efter det kiggede jeg mig omkring, grundigt. Der var vel 300 mennesker. Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til. Jeg havde relativt tækkeligt tøj på, men jeg bad instinktivt om min mands sweater. Jeg var højere end de fleste kvinder, og jeg er meget sådan blå øjne og lyshåret i det. Min trang til at blive sort og tildækket var instinktiv, intuitiv. Væk var holdninger for og imod tildækkethed, islam og kvindesyn. Det handlede for mig om, at man kun ønsker at være unik, hvis man selv vælger det. Det er meget lammende, denne følelse af ikke at være med i fællesskabet. Som at komme til fastelavnsfest og have glemt sin udklædning. Men på en måde værre end det.

I det øjeblik, hvor vi trådte ud af tolden, stod der et hav af chauffører med skilte. En af dem var til os. Han havde en lille, delikat pose i hånden, som han med det samme rakte til mig. Jeg troede, det var en “welcome to the Kingdom”-chokolade eller nok snarere dadler, men det var en abaya. Tag den på nu, sagde han. Der var intet, jeg hellere ville.

Foran de måske 50 ventende chauffører med deres skilte tog jeg abayaen omvendt på. De råbte alle sammen: – nok ikke sandt, men nogen af dem – “turn it around!”. Det gjorde jeg. Og passerede det religiøse politi lige bagefter. Dem har jeg ikke set siden.

Abayen er på i alle offentlige rum. Det er virkelig ikke der, min frigjorthed sidder. Det er bare lige meget. Det er mere sådan: sådan er det. Det er fristende at sammenligne det med, at alle unge mænd har sneakers på, også selvom de ikke har aftalt det, men forskellen ligger i, at de har et valg.

Når man lander 3. gang, vimser man gennem “immigration” og er ude af lufthavnen i samme tempo som var det i Kastrup. Nej. Det er lidt bedre. For der står mænd i thobe og keffiyeh – hvid skjorte til gulvet og rødt og hvidt tørklæde som vi kalder et palestina-tørklæde – og byder dig “most welcome”. 

Hvem vil træde på andres følelser, bare fordi man ikke selv føler dem?

I morgen skal vi til kamel-væddeløb i ørkenen. Kongen kommer også, vistnok. Der står eksplicit i invitationen, at jeg skal have abaya på. Man bliver hjulpet her. Det sidste jeg vil er at træde på nogen følelser, jeg ikke ser, fordi jeg ikke selv har dem. Sådan har vi det forhåbentlig i alle relationer, og nu skal jeg praktisere den slags sensitivitet i meget stor skala.

Men lige nu er abayaen det mindste. Den har jeg vænnet mig til. Nu skal jeg se min mand, som jeg har kendt siden 1988. Jeg er helt nervøs. Jeg har ikke set ham i over tre uger.

Her kommer en ret relevant artikel om abayaer og kvinder og det hele:

 

3 svar til “Hvordan det er at dække sig til”

  1. Liselotte 11. februar 2017 klokken 16:05 #

    Det er en anderledes verden du oplever lige nu. Og tusind tak for, at du deler den med os!

    Jeg forstår følelsen af ikke at ville træde på følelser, som du ikke kender, men som er der.
    Og abaya’en giver vel også en form for ro til se, hvor du er, uden at du er en rød klud i ansigtet på alt og alle.

    Der, hvor jeg har stor respekt for, at folk ikke har den på, er ved officielle besøg eller andre professionelle situationer, hvor en dronning, en præsidentfrue, en statsminister eller en kronprinsesse, en direktør, en embedsmand (her hunkøn …) er ligeværdige som repræsentanter for en nationen, virksomhed, en organisation eller lignende. Der skal de ikke pakkes ind ud over efter eget valg.

    Et er privatpersonen, noget andet er rollen …

    Med en overraskende kærlig hilsen til Folketingets formand for hendes valg i den forgangne uge:)

    • Lotte Garbers 12. februar 2017 klokken 07:24 #

      Kære Liselotte, ja, jeg oplever klart abayen som et godt sted at stå, så jeg kan se, hvor jeg er, uden at man er en rød klud, det er en meget god formulering. Med hensyn til ikke at ville tage den på, når man er afsted officielt, da må man gøre op med sig selv, hvad det er, man vil opnå i et møde: Er det at se, om der er en fællesmængde, er det at nærme sig en dialog, hvor der er gensidig respekt, eller vil man alene markere sine egne kulturelle synspunkter? Og hvordan ændrer man andres verdensopfattelse? Ved at vise dem et godt eksempel, ved at demonstrere forskellighed? For tag ikke fejl: Når jeg går rundt på en stor festival, som jeg gjorde i går, (Janadriyah-festivalen http://iinanews.org/page/public/news_details.aspx?id=180786#.WJ_xVRKLRA4) hvor der er hundredevis af saudere, så er jeg forskellig. Helt enormt. Men jeg møder kun smil, fordi – tror jeg – de anerkender mit forsøg på at udvise respekt. Jeg er gæst her. Det vil jeg gerne vise. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var kronprinsesse.

  2. Liselotte 12. februar 2017 klokken 18:25 #

    En god pointe, du har til sidst.

    Men de fleste officielle gæster tænker da heldigvis også nøje over deres påklædning, så de viser et niveau af respekt – også selv om det er indenfor egen kulturel ramme.

    Det sødeste eksempel er stadig Michelle Obama i cardigan med en kærlig arm rundt om ryggen på Dronning Elizabeth. Det var åbenbart helt uden for reglerne, men på ingen måde respektløst, og derfor smilede den ældre dame også helt efter bogen på billederne.

Svar

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg