Hvor fedt er det at faste?

Jeg har været derinde igen. Inde på Kropsinstituttet. Nu er det fire perioder (ja, de der) siden, at mit skæve skamben, som jeg har skrevet om tidligere, blevet rettet ud.

Jeg har ikke haft migræne siden.

Alligevel skal jeg komme igen. Fordi det kan jo være, at det ikke er i orden endnu. Jeg får ikke ros. Det tror jeg ikke, de bruger, men jeg fornemmer, at jeg er dygtig nok. At jeg får trukket vejret helt ned i tæerne. At jeg er en lillebitte smule mere i min krop end i mit hovede.

Han taler virkelig meget. Måske fordi det gør det mindre kejtet, at jeg ligger dér uden tøj på, mens han hiver i mine legemsdele. Så siger han: “du trækker bare fra, Lotte; jeg siger mange ting, og du tager bare det, du kan bruge til noget. Resten lader du passere”.

Den bemærkning trængte jeg til. For jeg synes ikke, jeg fejler noget. Og jeg gemmer heller ikke på noget inde i maven, hvor jeg ikke trækker vejret dybt nok ned.

Så begynder han på alt det med kosten. Om affaldsstoffer og så videre, og så lytter jeg ikke. Jeg koncentrerer mig i stedet om at slappe af, når han gør noget, der virkelig gør ondt, og det gør han stadig. Det kan jeg overhovedet ikke lide. Jeg er bare vægtløs og kraftfuld i timevis bagefter, og det skal jeg tænke på, når jeg skal derind igen til marts. For det er faktisk ret fedt.

Hans nakke-makker har skrevet en bog om at faste, som jeg får med hjem.

Faste? Mig? Jamais!

Det kommer aldrig til at ske i mit liv. Når dette indlæg rammer min blog, er jeg på ski. Sandsynligheden for, at jeg har pommes frites, fadøl, Tyroler Gröstl inden for en radius af 40 cm er overhængende. Eller en iskold gin&tonic – eller bare en varm chokolade med rom i. Åh! Ski, vi elsker at stå på ski!

Når vi kommer hjem fra 7 dage med høj sol, masser af ilt i årene og virkelig mange mættede fedtsyrer i maven, så plejer vi helt af os selv at få lyst til grøntsagssuppe kogt på vand. Det er her, min mand kommer ind – hans overjeg er måske 1.000 gange større end mit.

Skal vi ikke prøve? siger han så, da han ser bogen. Jeg begynder at læse den, er jo nysgerrrig, det er mit arbejde!

Og ved I hvad? Det virker ret nemt. Lige lovlig mange kosttilskud, som jeg sådan principielt er imod, fordi jeg er dovent anlagt, men sådan en lille quickie efter pommesfrites hver dag i en uge, det er nok en meget god ide. Jeg dropper nok det med tungeskraberen og tarmskylningen, men det her, det er for alle. Og jeg skal drikke vand med citron og ingefær hver morgen, gerne som te, til min havregrød. Det gør jeg jo allerede, så nu prøver vi. Og man kan vælge mellem 3, 7, 14 eller 24 dage. Det bliver den med 7. Vi skal jo have vores confit de canard på bistroen om lørdagen.

Og jeg skal nok fortælle jer, hvordan det gik.