Hvis man ikke var forfatter

Jeg skal ikke ind i debatten om forfatter Henrik Dahls tænkte forslag om ankenævn over inhabile, uprofessionelle og uetiske anmeldelser. Slet ikke. Jeg har lært et trick, nemlig. I øvrigt af en kollega, der altså er forfatter: man skriver sin statusopdatering på et socialt medie, eller man skriver sin kommentar til kommentaren, og så går man ud og tisser – og så går man ind igen og sletter den.

Livet er blødere på den måde.

Kan nu ellers godt lide den lette hyperventilation, der sker i kroppen, når man engagerer sig i debat. Men jeg tror ikke, det er godt for mit blodtryk på længere sigt bare at trykke udgiv en gang i timen/minuttet/sekundet.

Og hvad værre er: det er ikke godt for debatten.

I går hørte jeg mit elskede radioprogram, Elektronista, fra sidste uge. Det handlede om trolde. Trolde er dem, der driller på internettet. Dem, der skaber en debat, bare ved at sige det modsatte. De mener sjældent det, de siger. Eller: de mener det ikke længe. Scoopet i Elektronista denne gang var, at der var en ægte trold i studiet. Men det, jeg fik med mig, var, at vi almindelige mennesker, der bliver debativrige, kan agere trolde i nogle debatter. Og nogle gange kommer vi til at modsige os selv, og den begyndende hyperventilation kan f.eks. ses på, hvor mange gange et ord som perfid bliver brugt om andres kommentarer (aldrig en selv jo, for man er ren for herren).

Debatten om anmeldernes etik og inhabilitet blev besat af trolde. Hvis man ikke var forfatter, og ikke kendte nogle af de enkelte debattører godt, og ikke vidste, at de ikke var bindegale eller tæt på diagnoser, så ville man måske skamme sig.

Sådan her kan man afspore debatten

Okay. Jeg mener én ting: Henrik Dahl sagde i Deadline på DR2, at forfattere var selvstændige erhvervsdrivende, og at det ikke nyttede noget, at man løj om vores produkter, når de kom på markedet. Jeg kan mægtig godt lide, at vi tænker på os selv som nogen, der er så professionelle, at vi kan kaldes erhvervsdrivende.

Men er vi det, så er vi altså underkastet markedets betingelser. Og så må man desværre også godt lyve. Hvad skulle ellers de stakkels margarine-fabrikanter gøre? Jeg tror, jeg har læst 1.000 gange, at det er bedre at bruge smør i en eller anden opskrift, fordi smørret gør kagen mere luftig/sprød/økologisk/velsmagende/svampet/perfekt, end margarine gør.

Det passer jo bare ikke. Margarine er blot et outdated produkt, som skal tage sig sammen, hvis det skal overleve på markedet. Og skal det virkelig være DET krav, vi stiller til kritikken i de sygnende dagblade? At vi vil kunne klage, hvis vi bliver behandlet som margarine og gjort til noget, vi ikke er? Hvad med alle dem, der ikke bliver anmeldt, f.eks., for bare at åbne en ny flanke i debatten?

Det argument har jeg ikke mødt i mit feed, men det har helt sikkert været berørt. Jeg ved kun, at nogle af mine flittigt og dygtigt debatterende cyber-venner har været rystede over debatniveauet.

Måske har forfattere for meget tid? Hvis man ikke var forfatter, ville man da klart tænke det, så mange kommentarer der er i os, når det gælder egne rækker: anmeldelser, kunststøtte og den slags. Hvis man ikke var forfatter, ville man forhåbentlig kaste sig over de bøger, vi skriver, for dér er niveauet højere – debatterne på de sociale medier er vi lidt for troldeagtige til.