skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Hver Mandag Er Litteraturens

Hver mandag er litteraturens

Det er gratis, det er nyt, det er automatisk. Hvad sker der for det? Og så hver mandag?

Det er hvermandag.dk, som er et superinitiativ taget af Kamilla Löfström, Peter Adolphsen og Boris Boll-Johansen. Du får en spritny tekst hver mandag kl. 6 om morgenen, fra etablerede og nye navne. Den skal være kort, den skal være uden dikkedarer med layout og andre fancy-heder, og jeg fik lov at skrive den til i går, og faktisk er første linje noget fra en fest med en af de tre redaktører. Mere siger jeg ikke. Den så sådan her ud – uden titel:

– Jeg fejler noget med s.
– Den lader jeg gå videre. God bedring.
Han slugte sin tudse i halsen, den han havde bygget op, så den kunne lyde som streptokokker. Hed det ikke sådan, hvis det var i halsen? Det hed i hvert fald strepsils, de bolsjer hans far altid havde spist, fordi han sagde, de hjalp mod dårlig hals, men alle i familien vidste, at det var hans måde at snyde sig til at spise slik på.
Han stod der i den smalle entré, ganske vist omklædt og med jakken over den ene skulder, sådan som han havde set, at sælgerne altid gjorde, og konstaterede, at det var lykkedes ham at ringe til kontoret. Så manglede han bare ugens øvrige aftaler. Ikke at der var mange, det var ikke det.
Han kunne ikke finde nummeret til badminton-makkeren, fordi han altid kaldte ham Petersen; han var en rigtig Petersen med tydeligt t. Han var gemt i adressekartoteket under W, fordi det var et pænere bogstav, og fordi han vitterlig hed Wilder til mellemnavn, og hvem ville tage et navn med P, når man kunne få et helt for sig selv under W.
Mens telefonen ringede op til badminton-Petersen, blev han i tvivl igen, men det var gået godt før, da han meldte sig syg på kontoret. Skulle han egentlig overhovedet sige noget om, hvad der var i vejen?
Han rømmede sig fire gange hurtigt efter hinanden og lod være med at synke spyttet, og han havde en fin, sej klat i munden, da telefonsvareren gik på.
– Ja hej, det er mig, du, jeg bliver nødt til at aflyse i morgen.
Så blev han nødt til at synke klatten, spyttet, slimen.
– Som du kan høre, er den ikke helt god. Ja, jeg er gået hen og er blevet syg. Jeg tror, det er det med s.
Han lagde på, og mens han aflyste noget mere, kom en sms fra badminton-Petersen, hvor der ud over god bedring også stod noget mere indfølende om, at det var noget værre noget, nærmest en epidemi, og om han fik god hjælp?
Under H lå hjælpen. Hende der gjorde rent i hans rækkehus om fredagen, hvor han gik senere, fordi han godt kunne lide at komme som en af de sidste til fællesmorgenbrødet i afdelingen, så det ikke var ham, der skulle skære brødet ud.
Der var altid købt forskellige brød ind, og han vidste ikke, hvilke brød folk gerne ville have meget af, og hvilke brød de ville have lidt af, så han tænkte for længe over, hvor mange skiver, der kunne gå til spilde, hvis han skar for meget, og værre endnu: Hvis nogen sagde lidt henkastet, men dog beordrende: – Skær lidt mere af det koldthævede. Poserne fra bagerne var aldrig med navneskilte, og han anede ikke, hvilket der var koldthævet, hvilket der var spansk landbrød eller hvilket der var med softkerner.
Da han engang havde foreslået, at de lagde brødene op i alfabetisk orden, havde de grinet som de gjorde, når nogen af de sjove sagde noget.
Derfor foretrak han at komme dumpende, som det hed, som også var ganske ubehageligt, men klart at foretrække.
Hjælpen svarede ikke på telefonen. Måske var det et mærkeligt tidspunkt at aflyse rengøringen her fem dage før, men han vidste, at med al den slim, som han nu var blevet ganske ferm til at fremstille, at han ikke ville blive klar med alt det, der skulle ordnes og tørres af og lægges på plads og fejes sammen, før han kunne være bekendt at lukke døren op for hende, med hendes citronduftende spand, som hun stillede fra sig, mens han fandt hendes penge frem.
Så samlede hun sit lange sorte hår op på hovedet, og så smilede hun og bukkede nærmest. Og smilede igen.
Han kunne ikke sende hende en sms, for hun havde ikke den app, sagde hun. – Se, min telefon har ingen apps. – Så siger vi det, havde han sagt. Han havde set på hendes tastatur, der bestod af rigtige knapper. Den med s’et var mest slidt. Det var det første tal i hans telefonnummer. Han ville ikke aflyse hende og citronspanden. Ikke endnu.

Dagen efter kom han til at køre på arbejde. Han havde også taget sin badmintontaske med.
Områdechefen var den første, han mødte.
– Er det nu en god ide, at du kommer ind i dag? Jeg har nemlig hørt det, det med s.
Siden morgenen før havde han fået den vane, at han hver gang han bare tænkte på et af de mennesker, der var i hans liv, dannedes der slim i mundhulen. Så han kunne ikke andet end at mumle til chefen, der allerede var på vej videre.

– Hej med dig.
Sådan plejede de ikke at sige godmorgen til hinanden i afdelingen. Hans slim forhindrede også svar hér.
– Har du booket hende? Spurgte afdelingens projektassistent, som det hed, hende der var chefens sekretær.
Han rystede på hovedet, og lidt efter kom hun ind igen og sagde, at hende med M kom kl. 14.
Han spiste ikke noget til frokost, faktisk forlod han ikke rigtigt kontoret, og måske skulle han ikke engang tisse; måske var det slimen, der trak al væsken ud af ham, og kl. 14 kom hende med M ind og spurgte, om han kunne sætte ord på det, han følte indeni.
– Det er det med s, fik han sagt, før savlen flød ud over, fordi hun havde talt så længe, at mængden af spyt og slim og de strepsils, han også var begyndt at sutte på, blev for meget for hans mundhule.
Hun nikkede uden at sige noget og lagde en sygemelding på hans bord. Det næste der skete var, at han åbnede døren fredag morgen til citronspanden og det lange, sorte hår.
– Du ser ikke godt ud, sagde hun, og han forsøgte det med s, men hun ville ikke høre. Hun lod håret hænge og smed hans jakke over begge hans skuldre.
– Du kommer med mig hjem. Og så er der ikke flere bogstaver til dig for en tid.

Lotte Garbers, født 1967, debuterede i 1999 med romanen For egen vinding. Skriver mange forskellige slags tekster, bl.a. klummer til BT og Ekstra Bladet samt ugebladsnoveller til Ude og Hjemme. Hendes seneste roman er Laust, der udkom i 2013.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top