Hvem kender sin hovedstol?

Når du læser dette, står jeg nok i en bank i Madrid og forsøger at hæve 500 euro i én seddel. Det er ikke fordi, jeg er begyndt at tage af hovedstolen, altså den der er lavet af penge; det er den litterære hovedstol, jeg tænker på – den der er mig, mit, mine.

Jeg vil hæve sedlen, fordi jeg har brug for at dokumentere, at det er rigtigt, at man er holdt op med at bruge den store seddel i både Spanien og Italien (og ikke mindst i Sydfrankrig, som meget af min næste roman foregår i). Jeg researcher (og drikker cava, men det er først senere. Og dog?).

Jeg skriver måske om min bankoplevelse, eller vigtigere: jeg skriver måske om min mands reaktion, da han ikke kunne få en 500 euro-seddel, fordi han ikke var kreditværdig nok. Eller jeg skriver om et skænderi, vi måske skal have senere i den botaniske have ved siden af Prado-museet.

Eller hvad hvis jeg lader mig inspirere af en dyb samtale over cavaen med bedstevennerne senere? Og bruger den i næste roman, og at det i virkeligheden er i den samtale, at alle vi andre opdager, at han egentlig er til mænd, og at det ikke var meningen, at nogen skulle vide det?

Med andre ord: måske bruger jeg min Madrid-tur direkte, en-til-en i næste roman. Og ikke bare til baggrunds-research.

Det tror jeg ikke. Så skulle det netop alene være bankoplevelsen med detaljer og det hele. Mine skænderier med min mand er ikke litterære nok. Det er mere noget med at kaste med grapefrugter. Men det er selvfølgelig også en god scene, så måske? Hvad så hvis jeg skifter grapefrugten ud med jordbær? (note til mig selv: så bliver han faktisk mere gal, fordi de sviner mere, og det er vel hensigten?)

At holde et menneskes skæbne i hænderne

En kollega sagde det så smukt engang: Når man skriver om et andet menneske – fiktivt eller ej – så holder man dette menneskes skæbne i hænderne. Det skal man være varsom med.

Sådan har jeg det med autofiktion. Jeg kunne ikke drømme om at lave en Knausgård, som jeg har skrevet om tidligere. Jeg kunne ikke drømme om at insistere på, at forfatter-jeget er mit jeg, sådan som en hip og virkelig dygtig forfatter som Asta Olivia Nørgaard Sanvig Nordenhof gør, og jeg kunne heller ikke finde på at mine real relationships for literary material, som to forfattere skrev om i en skøn artikel i New York Times skrev i sidste uge.

Men jeg kan komme til det uden at vide det. For kender man sin hovedstol? Kender man sig selv? Ved man virkelig altid, hvornår man lyver? Ved man altid selv, hvornår man slører, eller hvornår man i virkeligheden afslører ALT? Ved man, hvor den følelse, man skriver frem, kommer fra? Kan jeg komme til at lave en copy-paste en til en? Måske.

For det vil jeg gerne for evigt undskylde.

This Post Has 6 Comments

  1. Jeg tror du bruger af din hovedstol. Uanset hvad, så er det derudfra dine ideer udspringer. Hvis du ikke tror du gør det, tror jeg det er ubevidst for dig. Jeg elsker – selvafsløring (til en vis grænse). Jeg tror det handler om at turde uden at man bliver grænseoverskridende for sig selv på en ubehagelig måde. Du skal da slet ikke undskylde for at bruge af hovedstolen, tværtimod. Er det ikke der hvor det VIRKELIG giver nerve i en historie? Jeg ville ønske alle ville lette meget mere af sig selv og især vores skygger. Det gør livet lettere og mindre ensomt at leve. Lad os hylde hemmelighederne og det skamfulde:-)

    Svar

    1. Jeg elsker din kommentar, Louise. At hylde det hemmelige og skamfulde, ja, lad os det! Og jeg tror, du har ret. Vi gør det alligevel, selvafslører. Bare i denne kommentar.
      Jeg tænker faktisk ikke så meget over egne afsløringer, dem er jeg sært ligeglad med. Det er mere alle dem, der tror, man skriver om dem, alle dem man ikke troede, man skrev om, men gjorde, alle dem der i det virkelige liv finder fiktionens præmis svær. Dem synes jeg man har et ansvar over for. Allermest mine børn. Dem skriver jeg stort set ikke en stavelse om, før det er clearet med dem.

      Svar

  2. Hej Lotte.
    Jeg synes, det er et meget spændende spørgsmål, du lægger op til i denne blog og noget, jeg har tænkt over i årevis. Hvor går grænsen for, hvad man kan fortælle af private ting, man hører eller oplever med sine nærmeste?

    Jeg kan huske en debat med Suzanne Brøgger og Peter Høeg for mange år siden på Bogforum, hvor PH talte om, at nogle mennesker var blevet såret over det, han havde skrevet i en roman. Det havde ikke været hans hensigt, så i fremtiden ville han være mere forsigtig med, hvad han skrev.

    Jeg tror, det er bedst, hvis man kender sit inderste så godt, at man er bevidst om, hvad man bruger, og hvad man ikke vil bruge i en roman. De gange, jeg har skrevet om nogle, jeg kender, har jeg forsøgt ikke at såre nogen. Det er også skrevet i bearbejdet form, så det passer til den historie, jeg vil fortælle. Og for at kunne gøre det, må man være afklaret med det, man skriver om.

    Jeg kan godt lide at læse historier, hvor det private er med i passager. Som Louise Ariesen Rams skriver, giver det nerve til historien.

    Venlig hilsen Anita

    Svar

    1. Jeg synes, du kræver noget af forfatteren, som vi måske ikke har. At være afklaret og at kende sit inderste så godt, at man er bevidst om, hvad man bruger og ikke bruger. Jeg tror netop ikke, det er sådan. Forleden sagde Jørgen Leth på DR1 om sygdomme i sindet, at hans depressioner ikke er en bagage men en omstændighed i hans kunst. Det synes jeg er en vigtig pointe. Det kan med andre ord ikke være anderledes. Og Brøgger er jo kendt for at mene, at det kræver sin mand at kende en forfatter…

      Svar

      1. Jeg ‘kræver’ ikke noget af forfatteren, men skrev i stedet “Jeg tror, det er bedst, hvis man kender sit inderste så godt, at man er bevidst om, hvad man bruger, og hvad man ikke vil bruge i en roman.”

        Er man ikke så bevidst, og det kan der være masser af årsager til, så springer det ubevidste frem og fortæller læseren nogle historier, som forfatteren måske ikke er bevidst om. Det er der intet galt i, for mig er det bare bedre, når jeg ved, hvad der foregår i mit indre og bevidst bruger det i en roman.

        Du har ret i, at Suzanne Brøgger har udtalt det med at kende en forfatter. I den debat, jeg nævnte, talte hun også om det samme. Jeg er så mere på linje med Peter Høeg, da jeg gerne vil vise hensyn til mine nærmeste. At nogle kan føle sig trådt på, det kan man ikke tage på sig, med mindre man bevidst har skrevet om noget personligt og ubehageligt. Hvis personen ikke lever mere, gælder der andre regler, for så kan det ikke længere såre, det man fortæller.
        vh Anita

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Læs også

Back To Top