skip to Main Content

Hvad skal jeg nu gøre? Hjælp, tak

Jeg har mistet mit alibi for at blogge. Jeg er kommet til at elske at blogge. Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har brug for jeres hjælp, tak.

Mit alibi var, at nu var jeg sådan en forfattertype, der var flyttet til Frankrig, og så kunne jeg rigtigt sidde dernede og skrive om alt det, jeg så derfra.

Men nu er jeg retur. Hvad så?

Har det en berettigelse at blive ved? Eller er det bare endnu en side med navlepilleri og slet skjult reklame for det, jeg går og laver? For hvis jeg skal gøre det, burde alle forfattere så ikke også gøre det?

Jeg kan se på statistikkerne, at lige så snart jeg skriver meget tæt på det private, så boomer besøgstallene. Og lige så snart jeg skriver om en bogbranche i krise eller en smal, ukendt forfatter, så falder tallene.

Men jeg vil faktisk gerne blive ved med at skrive om det hele. Jeg kommer aldrig til at forlade det kulturpolitiske, det rettighedspolitiske, det alt muligt politiske, men jeg kan godt tone det ned, hvis I synes.

Jeg kommer heller aldrig til at smække mange fotos af mine børn op, og fortælle om DET HELE, men måske lidt mere, end jeg gør, fordi jeg er den eneste i hele verden, der vægrer mig ved det.

Og ja, jeg skriver ofte om min mand, men jeg skriver aldrig, aldrig, aldrig noget, som er VIRKELIG privat. Uanset hvad det ville give af trafik.

Jeg siger ude i siden her på skærmen, at jeg skriver om følgende:

  • Blogging – det er bare, når jeg ikke ved, hvad jeg skal kalde det – og sådan et indlæg som det her
  • Andres værker – det giver vist sig selv, flest positive anmeldelser, men her ligger bestillingsanmeldelser også. Så du er selv ude om det, hvis du sender mig en bog
  • Eksil – bliver ved med at være her, for forfattere har om ikke andet deres indre eksil, og det er det bedste og ensomste sted på jorden
  • Erotik – ikke OM erotik men rundt om det erotiske i litteraturen, som er et emne, jeg hele tiden bliver kaldt på til at mene noget om. Og det gør jeg så
  • Feminisme – det emne, jeg farer i blækhuset over. Og som andre farer i mit blækhus over. Sjovt
  • Frankrig – det holder nok lige så stille op – snøft
  • Litteratur – her gemmer sig nok noget politik, så trykker du her, er du hermed advaret
  • Medier – samfundskritik med Lotte på. For det meste uvederhæftigt fra hoften
  • Relationer – uh, det burde jeg skrive noget mere om, for det er det, mine bøger handler om, det er det mit liv handler om, og uh! det er så følsomt!
  • Skrivekunst – giver vist sig selv… men mest noget med hvordan. Et blik i maskinrummet, tror jeg, min webredaktør kalder det.

Det du skal gøre nu er:

Skriv til mig, hvad du gerne vil have MERE af, og hvad du vil have MINDRE af. Hvis du ikke gør det, fortsætter jeg som hidtil, bare med mindre Frankrig.

Og lige meget hvad du gør, så elsker jeg dig for at have læst helt hernedtil. Tommel op til dig!

This Post Has 6 Comments

  1. Hej Lotte.
    Jeg må være en af dine atypiske bloglæsere, for jeg synes det er mest interessant med et blik i maskinrummet. Jeg elsker at høre om forfatteres måder at arbejde på, hente inspiration på, skrive på, opture og nedture. Helt ned i detaljen

    1. Hej med dig! Jeg kan godt lide de atypiske :) Og jeg vil glæde mig til at gå helt ned i detaljen, der er så langt flere nedture at tale om end det modsatte. Har allerede nu fået en ide eller to :) Tak for indsparket!

  2. Til en start – jeg startede slet ikke med at læse dine indlæg, fordi du skrev fra Frankrig.

    Jeg læser både dine maskinrumsindlæg og dine betragtninger af dagligdagen med lige stor fornøjelse. Og når jeg møder en forfatterspire henviser jeg dem altid til din blog, så du kunne komme til at skuffe en del relativt nye læsere, hvis du holder op lige pludselig.

    Du er alt det jeg ikke selv er som blogger, nemlig en der husker at blogge om det dagligdags eller om dit arbejde. Jeg glemmer bare at blogge, når jeg arbejder.

    Så hold endelig ved uden at sætte dine intentioner under lup, tak!

    1. Hej Liselotte (som jeg jo nok i virkeligheden også hedder) – det er nogle dejlige betragtninger, du har, og nu kan jeg se, der er et mønster i jeres tilbagemeldinger – det har ikke en fis med Frankrig at gøre. Jeg bliver ved – om det hele :) TAK

  3. Kære Lotte,
    Sådan som jeg ser det, er det alibi nok (mere end nok!), at du elsker at blogge.
    Jeg har det sådan, at jeg vil læse næsten hvad som helst, hvis bare det er godt skrevet. Da du jo ikke kan andet end at skrive godt, vil jeg derfor læse hvad som helst, du blogger om. Jeg kan godt lide at blive overrasket (måske fordi jeg aldrig selv er overraskende?), så derfor holder jeg af dit mix af posts fra maskinrummet og posts om sønner og mand, der køber dig kjoler.
    Jeg har blogget cirka 5 gange ugentligt i mere end 5 år. Det kan jeg kun, fordi jeg efterhånden er holdt op med at tænke på, hvad der giver likes og læsere og i stedet bare skriver, hvad jeg bloody vil. De første år var jeg meget optaget af at opbygge et brand og at fastholde det. Det var vigtigt i den periode, men som al anden ego-centreret aktivitet bliver det efterhånden uendeligt kedsommeligt for alle parter.Derfor er jeg begyndt at være en lidt mere loose blogger. Det koster læsere, men alternaivet koster engagement.Og så kan man ikke fortsætte. Tænker jeg.

    1. Anna, jeg er rigtig glad for at høre fra en mother-blogger – og ja, det er vel det med, at selv kommentarer til en vejrudsigt er interessant, hvis de er godt skrevet.
      Måske er det fordi blogger-miljøet er blevet “opdaget” som et sted, man kan lave forretning, at der kommer et åndssvagt statistik-kiggeri. Det er det bedste råd, du kan give videre, Anna – vær autentisk og vær ligeglad med likes. Så må vi se. Måske er det det ENESTE råd man skal bruge til alting i hele verden. Så den lader vi lige stå et øjeblik…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top