Hijab humor

Don’t worry, I am from Denmark, siger jeg og smider kjolen og har nu bare babbelulaer. Hijab humor redder mig, for nu griner vi sammen, radiologen fra Filippinerne og mig. Hun har nemlig hijab på, står på et stort hospital i Riyadh og har altså det, jeg vil definere som hijab humor.

Jeg skal røntgenfotograferes til min opholdstilladelse i Saudi-Arabien. Et af virkelig mange besværlige skridt. Radiologen har bedt mig tage bh’en af og så alt tøjet på igen, så der ikke kommer noget metal med på billedet fra min bh’s bøjle. Hun er gået ind i et andet rum, imens jeg klæder mig af. Men der er en lynlås i min kjole, der driller røntgenstrålerne, så jeg lader kjolen falde, imens hun står der. Og siger altså, at hun skal tage det roligt, fordi jeg er fra Danmark. Hun flækker af grin.

Næste skridt er, at jeg skal lave pølser i en kop. Og tisse i en anden. Kvinden, der hjælper mig, er ikke kun i hijab men i niqap. Altså man kan kun se øjnene. Hun taler meget dårligt engelsk, og jeg laver fis med hvilken kop, der er til hvad. Og siger til sidst: Bliver jeg smidt ud af landet, hvis jeg gør det forkert? Så flækker hun af grin. Hvordan kan jeg vide det? Fordi det er øjnene, der smiler, og jeg kan se, at hun trækker vejret dybt ind, for tørklædet følger med ind i munden. Hun holder mig kærligt om armen, da jeg afleverer mine prøver.

Du kan næsten altid smile dig til kontakt

I Saudi kan du næsten altid få kvinderne til at smile, og de rører også ved dig, hvis det skulle være. I køen i supermarkedet, på rulletrappen. De kigger på mig, fordi jeg er blond og uden tørklæde, og så kan man smile sig til kontakt. Det er meget dejligt og langt fra europæiske måder at være i det offentlige rum på. Og så kan man altid få dem til at grine.

Jeg glæder mig til de næste hijab humor historier. Jeg ved, det er en ting.

Næste skridt for at få min opholdstilladelse er en rejse til flere offentlige kontorer. Her er der ingen hijab humor. Her er mænd i uniformer, og deres offentlige kontorer ligner lidt burgerbarer uden mad eller som her på billedet: et postkontor. Jeg troede, jeg skulle ind i et palads. Desværre.

Processen med at få min opholdstilladelse har varet i et par måneder. Den begyndte med, at jeg skulle have oversat min vielsesattest til arabisk. Så skulle den stemples i udenrigsministeriet. Det er nemlig sådan, at det er min mand, der er min sponsor – jeg er faktisk blevet tinglyst nu.

Jeg har fået meget god hjælp fra Visumservice, og jeg har også råbt lidt ad dem, når det ikke var let. Det er jeg stadig flov over. Undskyld.

Til gengæld fik jeg mit iqama i går, og iqama er opholdstilladelsen, og det er det allermest værdifulde i Saudi-Arabien, hvis man altså ikke ejer et oliefelt.