Har du vinket til en ven i dag?

I dag skal jeg vinke til en ven. Jeg skal nemlig runde et langt Danmarksophold af, og jeg har faktisk vinket til venner hele ugen, hver gang jeg har sagt farvel, og vi ses, og skriv lige, og husk det med nogle datoer for besøg i Paris, og hvad med den bog, og så videre.

Jeg har før skrevet om venner her og her, for det optager mig – det er, som om min venne-linse er blevet stillet skarpere af, at jeg hele tiden flytter mig.

Til jul lavede jeg så en virkelig flot tre-kategorisering af venner. Jeg kan bare kun huske to af dem: Livsvidnevenner og netværksvenner. Måske var den sidste bare affaldsvennerne, altså ikke at vennerne er affald, men dem som man ikke kan få til at passe ind i de andre kategorier. Sådan er lister og kategorier jo.

Livsvidnevenner

Det er dem, der har været med hele vejen. Dem, der ved, hvornår man kyssede første gang/kastede op mærkelige steder/ved, at det ikke er sandt, når man siger, man er virkelig god til at sige undskyld.

Sådan en var jeg sammen med i et splitsekund i går over vedkommende asiatisk fast food. Sådan en der faktisk ved mere, end jeg gør, og husker det. Røvirriterende men vigtigt, når man er på vildspor. Det er kærlighed over forårsrullen, og man når fra tilknytningsforstyrrelser til vinterfrakker på den tid, det tager at bunde en mangojuice, som man i øvrigt får at vide er teenageagtig. Point taken. Tåler bare ikke mere alkohol i 2014. Og jeg er elsket alligevel, og der er en favn lige meget, hvilken positur jeg kommer hjem fra; lige meget hvor kort vores stund var i går, og vinket var et gensynsvink.

Netværksvenner

Det er de famlende, nye. Dem man kender på grund af noget. Dem man godt kan risikere at miste, hvis man flytter sig fagligt, for eksempel. Forfattermiljøet er ret inkluderende i Danmark, fordi vi nok ellers er lidt ensomme i det, selvvalgt dog. Vi kender ikke alle historierne, men vi er gamle nok, til, at vi efterhånden har styr på os selv. Så historien om første gang bliver nuanceret, fortættet, perspektiveret og derfor umiddelbart meget tiltrækkende – fornemmelsen af at man bliver klogere pr. sætning, der bliver sagt, er forjættende.

Det er som at være forelsket. Dramaet ligger så i, når forelskelsen hører inde. Hvad så? Kan netværksvennen vokse ind i livsvidnekategorien, eller bliver man drænet, tømt for historier og så må alle videre til næste netværk? Det er det sårbare, men også her, at noget nyt i livet kan ske.

Sådan en skal jeg vinke til om en time. Jeg er nu efterhånden ikke nervøs. Hun er der også næste gang.

Boblevenner eller måske de uundgåelige?

Så var der den tredje kategori. Det er nok boblerne, dem der står og venter på en kategori – enten brandnye eller nogle, der flytter sig mellem kategorierne. Eller også er der de uundgåelige. Både livsvidner og netværksvenner kan udvikle sig til nogen, der bare skal være der. Familie, naboer, folkeskolevenner, virkelig gamle venner, der ikke plejes så dygtigt, men som render rundt og har en luns af én, om man vil det eller ej.

Nej, jeg tror, det er boblerne, og måske fik jeg en i tirsdags. En spritny en. En jeg ikke engang ved, hvad hedder. Hun kom til mit foredrag, og hun kom lige inde fra Kvinfo, hvor hun havde mødt en masse unge kvinder, der talte om den nye Kvinde, kend din krop. Hun var lad os sige det ret meget ældre end mig. Men hun sagde så hurtigt så kloge ting om den nye generation, mens hun virkede så varm, menneskelig, og humorfyldt, at jeg gerne ville se hende igen.

Hun vinkede faktisk, da hun gik. Det vil jeg også gøre fremover.