I går vandt litteraturen

Alice Munro fik Nobelprisen i går, og det er fantastisk. For det var nemlig litteraturen, der vandt i går, ikke bare den smukke, canadiske kvinde og hendes tindrende klare novellekunst.

Det er ikke fordi hun vandt fremfor nogle andre, og at hun fortjener den mere end andre, for mig er det ikke sådan en konkurrence, der blev afgjort i går. Det er fordi, hun har vundet for litteraturen og dens berettigelse.

Hun skriver helt tæt. Om det nære, det relationelle, om følelser, sanser, om noget, der gør ondt i os. Hun skriver lige sådan, som jeg synes, man skal skrive, så vi får litteraturen op på det eksistentielle plan og væk fra det tematiske som eneste motor i teksten. Det har jeg ment en del om i det her blogindlæg, som blev provokeret frem af Anne Sophia Hermansens indlæg i Berlingske.

At skrive bredt med kvalitet er det sværeste i verden

Hun vinder for litteraturen, så vi ikke taber til alt det, der ligger uden for litteraturen, og hun er en forfatter, der kan få et meget større internationalt gennembrud af sådan en pris, og så synes jeg, at alt falder i hak. Og det gør mig meget glad. En Facebookven skrev, at det var nyt og fedt at have læst og elsket en forfatter, som nu blev hædret, og at det ikke var sket for hende før. Hun skyndte sig at skrive, at det sagde vist mere om hendes litterære niveau.

Jeg er slet ikke enig. Det sker bare så sjældent, at der kommer en litterær stemme, der kan skrive bredt med tårnhøj kvalitet, og det er måske suverænt verdens sværeste kunst.

Jeg så også en diskussion på Facebook, hvor en engelsktalende litteraturforsker sammenlignede hende med Ditlevsen og Branner – det sidste var mærkeligt, men nu skal jeg læse hende med nye øjne.

Alle hendes værker er ikke oversat til dansk, men det bliver de nok nu. Kender du hende ikke, så ville jeg – hvis du er fortrolig med engelsk – begynde med denne her vidunderlige samling, Alice Munro’s Best. Eller også grib den senest oversatte, hvis forside jeg forsøgte at prakke mit forlag på, da jeg skulle vælge forside til LAUST, omend han jo ikke er en kvinde, og han ikke løber rundt i sneen, men så kunne jeg måske få lidt Munrodrys på min tekst: (og bonus er, at den er oversat af Ida Jessen, kan man bede om mere?)