skip to Main Content

At gå sig til lykke

Jeg er ret misundelig på min ældste søn, fordi han har et NAVIGO kort. Det er sådan et bip bip-kort til metroen i Paris. Det er det ultimative, hvis man gerne vil lege, at man er pariser og altid har været det. Man kan passere metro-lågerne ved blot at sætte sin taske på bip bib-modtageren. Det går rasende stærkt. Til det skal man også bære stiletter, så er den hjemme.

Det er fjollet, at jeg er misundelig. For jeg har ikke noget at bruge det til; jeg går nemlig. Oppe i luften. Oppe hos gargoylerne, caféerne, vinduerne, altanerne og de lysegule facader. Jeg kan uden problemer gå 4-5 timer i de støvler. Når jeg har læst Houllebecqs “Kortet og landskabet”, går jeg en rute forbi alle stednavnene nævnt i romanen. Jeg går ikke efter seværdigheder, jeg går efter liv, mennesker, tilværelser, som man får øje på, overværer, glor indgående efter, når man ikke bevæger sig hurtigere end 5-6 km i timen.

Jeg kan gå en hovedpine væk, et dårligt humør, en halsbetændelse. Jeg kan få en pause fra min hjerne, der kværner for meget. På et tidspunkt diffunderer tankerne så meget, at de ikke længere er tvangsprægede gentagne systemer: “jeg må få en god ide til den scene, jeg må få en god ide til den scene”. Hvis ikke det lykkes, der er jo for meget rytme i gentagelser, hører jeg radio. Man tænker så frit, når andre putter tanker ind i hovedet på en. Undskyld til alle undervisere.

Nogle gange kommer ideen. Ret ofte faktisk, men jeg kan ikke gå i stå og så gå en tur, og vupti! så er problemet løst. Men det sker alligevel, fordi jeg fik et andet blik. Det er magisk. Det er magisk at flytte sig uden andet end netop det som formål.

Se, en blå hund!

Vi går meget tur med vores gæster. Rundt mellem Marais og St. Germain-des-Près og andre oplagte og vidunderlige parisersteder. De samtaler, der sker, fordi vi går, fordi vi ikke skal SAMTALE, fordi det bare opstår, fordi tankerne bare løber ud af munden, og “se! en blå hund!”- de samtaler, de er de bedste, jeg får med mine venner. Allerbedste.

Mest går jeg alene. Jeg kan bedst lide at gå i bad alene, og menneskebadet, som Kierkegaard kalder det, skal vi alle have, helst hver dag, ellers lugter vi indelukket, indesluttet, selvopslugt. Jeg ser bedre på andre mennesker, når jeg er alene og kan skule til dem.

Jeg har lige læst Tomas Espedals “Gå” eller som undertitlen siger “eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”. Fantastisk. Lidt for mange litterære henvisninger, klart bedst, når han uddybende tager os med på sine landstrygerture med sin rastløshed, og han så vælger at dele ulemperne ved asfalt med os.

Jeg ved, det er sandt. Man kan gå sig til lykke. Og alle kan være med. Og det er gratis. Ligesom sex. Livet er godt.

Kender du noget litteratur, der sætter ord på det at gå, så vil jeg mægtig gerne vide det.

This Post Has 16 Comments

  1. Kære Lotte Garbers,
    En skøn tekst, du her har skrevet! Tak. Jeg kommer til at tænke på tre bøger: Rebecca Solnit: Wanderlust og Michel de Certeau: The Practice of Everyday Life. Begge fagbøger, som jeg har læst for længe siden, da jeg studerede kunsthistorie. Og begge fantastiske. Og så er der Robert Walser. Både hans egen ‘Spadsereturen’ og så er der den fine, fine Carl Seelig: Vandringer med Robert Walser. Vidunderlige bøger, sgu! Årh, jeg får helt lyst til at genlæse dem… Og jeg har det på samme måde med at gå. Især i fremmede byer. Jeg ville ønske jeg kunne bruge København på den måde. Måske det bare kræver øvelse. Så du hører radio mens du går? Og vil du anbefale ‘Kortet og landskabet’?
    De bedste hilsner,
    Line

    1. Sikke nogle skønne litt.forslag, du kommer med, det er jeg mægtig glad for. Robert Walser. Mums. Du kan sagtens gøre det med Kbh, hvis du lover, du ikke lægger ruten med indbyggede ærinder, for så bliver du tidseffektiv. Ja, jeg hører radio – jeg kan også godt høre lydbøger, men det er mere lektiebøger eller bøger, der har et hvad skal vi kalde det – ekstensivt læserkrav? At man ikke behøver at høre det hele for at fatte det?
      Houllebecq er en af mine yndlingsnutidige forfattere, men det er ikke en gå-roman, den slags gør han ikke. Han kører i metro og taxa. Men han er rigtig god til at beskrive gader og kvarterer, og så er det sjovt at lave en dosmer seddel over stednavne og så bare – gå – så går det nok!

      1. Selvfølgelig: ingen indbyggede ærinder!!! Tak! Selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig! Det er jo lige præcis det, der bremser. Altid. Og alle de døre, man skal åbne og lukke og sådan. Men er der så en anden ramme? Et tidsinterval eller en rute? Nogle gange når jeg går, uden ‘ramme’ (!), så kan jeg godt blive lidt … panisk. Høre mit eget åndedræt og den slags. Det er selvfølgelig ikke det værste – at kunne dét! – men alligevel. Njaaa, det er nok bare at gå. Og hvis du kommer i tanke om andre anbefalelsesværdige bøger, gå eller ikke gå, så sig endelig til! Tak. Og en smuk dag til dig. Her er det tåge. Smukt.

        1. Tåge er godt. INGEN TID, INGEN AFTALER, men det kan man jo ikke. Sidst jeg var i Kbh, gik jeg rundt om alle søerne, den slags regler laver jeg altid: Alle søer, kom! Det er altid godt med kreativ begrænsning :)

          Og nu er det bare mørkt i hele Europa

      1. Det er jeg!Jeg elsker at gå, fordi det tømmer hovedet for tankemylder. Andre gange elsker jeg at gå sammen med en ven, fordi samtalen bliver så nem og pauserne helt naturlige. Har de seneste år fået gå-venner, som jeg alene møder i den ramme. Og der er ingen ambitioner om at “take it to the next level”. Vi fører dybe samtaler, mens vi går, men hvis vi sad til bords….???

        1. jeg tror meget på, at der sker noget, når øjenkontakten ikke er et krav, men blot en mulighed – som når man går eller sidder ved siden af hinanden i stedet for overfor. Vi sidder altid side ved side, når vi er på café i Paris. Man får lov at hente sine tanker frem helt inde fra mørket, og man leder ikke kun efter en bekræftelse i øjnene på sin samtalepartner, men også bare det at få lov at prøve at sige noget højt. Det er en stor gave.
          Og jeg har også en enkelt gå-veninde. Vi leger, vi skal gå tur med hendes hunde, men selv når de ikke er der, går vi.

  2. Ja, kreative begrænsninger er meget vigtige! :-) I øvrigt er jeg også med på at læse Proust i år. Har læst 1+2 for nogle år siden, og kom så ikke videre, men nu er jeg klar og mør og genlæser 1+2 og glæder mig helt vildt over det og også til de næste… Det er noget med at læne sig helt ind i den. Og også i at skrive, for eksempel. Og søerne, ja! God ramme! Så meget flade og lys. Et lille kredsløb. Jeg tror desværre ikke at tågen er her idag, men ok, grå er også fin. Næsten en slags sweet. Hvad gør du med alt det, der dukker op af tanker, ord, ting, når du går? Noterer du eller har du tillid til at det dukker op igen senere?

    1. Proust – here we come – nu er vi tre! Jeg noterer altid, når det er klogt (hvilket det altid er). På telefonen. Hvor radioen jo også er!
      Nu med regn…

  3. Hej.
    Jeg blev lidt nysgerrig på om der fandtes mere litteratur om at gå og fandt denne her. ” Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” af Tomas Esbedal. Jeg har ikke selv læst den, men har nu bestilt den. Den lyder interessant og får gode kommentarer med på vejen. Måske har du læst den, måske ikke, men du kan læse mere om den her på linket fra litteratursiden.

    http://www.litteratursiden.dk/debat/gaa-eller-kunsten-at-leve-et-vildt-og-poetisk-liv
    Hilsen Karin

      1. Jeg kunne da også bare have “læst ordentlig efter”. Blev vist mest fanget af din egen beskrivelse af at gå og så kommentarerne. Du må også have en god uge. Her i DK skal man virklige kunne lide at gå i blæst.

  4. Hej Lotte Garbers.
    Jeg ligger her i mørket med min lille nye søn mens jeg læser din gode og spændende blog! Og efter dit indlæg her, kom jeg til at tænke på bogen “Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” af Murakami. Det er en fantastisk bog!
    Den handler jo ikke om at gå men om at løbe – og skriveprocessen. Men alligevel en bog jeg lige ville nævne.
    Hilsen Toril

    1. Hej Toril. Hvor lyder det dog dejligt, og selvom mine drenge er 20 og 16, så kan jeg sagtens huske det med at ligge med sin lille nye søn. Jeg kender godt Murakamis bog. Den er en af mine favoritter, faktisk. Jeg er selv løber. Det kan være svært at formidle, hvad det er, der gør, at man kan lide den form for tortur, men jeg er afhængig. Dog ikke af maraton, bare en 5’er et par gange om ugen. Så falder romanerne som regel på plads. Eller det dumme skænderi. Eller manglen på penge. etc. Endorfiner er verdens bedste medicin. Nyd din søn!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top