Franske bøger – mest på dansk

1 aug

PicMonkey Collage franske bøger Lotte Garbers

Jeg har læst disse bøger – mest på dansk og engelsk og lidt på fransk, før og under mit Frankrigsophold 2012-2015, og jeg kan bare sige det, som det er: Jeg bliver ved og ved med at opsøge det franske. Jeg er vist ikke den første. Listen her er sidst opdateret februar 2016.

SKØNLITTERATUR

Anastassia Arnold

Smertefælden. Kan du godt lide at kigge med under berømtheders dyner, er denne her lige dig. Det er Simone de Beauvoirs kødelige kærlighedseventyr med den amerikanske forfatter Nelson Algren, som er skrevet ud som en brevroman, fordi forfatteren kun allernådigst har fået lov til at læse hans breve til hende. Hendes er forlængst offentliggjorte. Det er smertefuldt, og det er gnomen Sartres skyld. Blandt andet. En noget andet kvinde end hende, der opfandt den feminisme, vi stadig nærer os ved. Hold op hvor er det dog synd, at de ikke fik hinanden. En bog alle romantikere dør lidt over – sammen med en pastis i efterkrigstidens Paris.

Minuel Barbery

Pindsvindets elegance. Måske årets (2012) bedste læseoplevelse. Superfransk parisisk opgang med concierge, der ikke er, hvad hun ser ud til. Helt vidunderlig med gråhåret Føtex dame og 12-årig suicidal goth pige. Kærlighedsroman, klart. Forfatteren er yngre end mig og kan skrive som en 57-årig, så det synger.

Albert Camus

Den fremmede. Forsøgte på fransk, og så med dansk lydbog. Ikke helt stærk er jeg. Glæder mig til dansk genudgivelse i 2013. Men sikke en klassiker. Især i et land med andre etniske udfordringer end DK. Har nu læst den tre gange, og hver gang siger den noget nyt – nedslående hver gang, men nyt!

Jean Cocteau

Under foregivende. Sikke en perle. Som en Gatsby med humor. Som en opera af Mozart med intellekt. Som et rigtigt eventyr, hvor der for en gangs skyld er en dybere morale. Er du bange for franske klassikere, så skal du bare begynde her. Romanen foregår under 1. verdenskrig, hvor vi har det paralyserede parisiske dekadente borgerskab, der gerne “vil gøre noget”, nok mest fordi de keder sig. Ind på scenen træder den helt store bedrager, den unge, unge mand, der lidt kommer til at sige, at han er i familie med ham generalen. Så tager det fart. Det eneste dårlige ved denne ny-oversættelse er titlen. Hvor skidt en titel, især når originalen hedder “Thomas l’Imposteur.

Marguerite Duras

Hiroshima mon amour – på fransk. Den store gymnasieoplevelse genoplevet. Mere irriterende i dag end dengang. Men satans smukt. Jeg er lidt forelsket i hende og har taget fotos af hendes bolig i Paris.
Sommeren 80 – på dansk, genudgivet på ARENA 2012. Klummer som du ikke har set det før, fra regnvejret i Bretagne og Normandiet. Meget sørgelige tekster egentlig

Umberto Eco

I Pantheon i Paris hænger en kopi af Foucaults pendul (det er det oprindelige ophængingssted, men originalen faldt ned og smadrede lidt marmor for nogle år siden). Jeg genså det i efteråret 12 med en dansk skoleklasse, ledet af min seje bror, og derfor genlæste jeg Umberto Ecos roman af samme navn. Den er jo god, men Eco er omstændelig og glad for ord. Han er virkelig klog, selvom han i dag ville udsættes for redigering. Handler ikke meget om Paris, jo lidt om kvarteret, men ikke noget mindeværdigt

Jean-Christophe Grangé

Uh! Jeg læser kun Ulvenes rige, fordi der er noget med fransk/parisisk mafia, som jeg skal blive inspireret af til min femte roman, som lige nu hedder NETE (julen 2013 – bemærk mit navnetema). Til gengæld har jeg fået at vide, at det er hans allerbedste, hans allermest spændende, og jeg er allerede ved at dø af skræk. Hovedpersonen kan ikke huske sin mands navn, og måske er hun blevet hjernevasket. Det er alt nok af spænding til mig. Men researchmæssigt er det den brutale karakteristik af den parisiske undergrund, jeg skal bruge. Det er tyrkisk mafia, og jeg skal bruge fransk-italiensk, som er langt mindre voldelig, men det er vigtigt også at forstå sine fjender/konkurrenter. Bare rolig, der er ikke en thriller på vej fra mig. Det er jeg for inkompetent til

Ernest Hemingway

Der er ingen ende på Paris – og det har han virkelig ret i. Måske heller ingen ende på hans forfatterskab? Skal i hvert fald have fat i de nye samlede noveller, som Lindhardt & Ringhof har udgivet. Hvis du kun skal læse en bog om Paris, så er det denne her. Det er ikke en roman, men optegnelser fra hans liv her. Fra caféernes vinkort, gåture mod sult og anelser om et ægteskab, hvor man tænker: Uh, holder det? Bonuslæsning: Fitzgerald er jo ret moderne i denne tid, og Hemingway har et hudflettende kapitel om en tur til Lyon med hypokonder-Scott, som jeg havde glemt alt om. Den er den vildeste klassiker med referencer til steder, der stadig er levende i Paris. Han fik mig til at genopdage området bag Panthéon, ned mod Montparnassekirkegården. Hvor er det tæskeærgerligt, at jeg ikke levede for 80 år siden – måske

Michel Houllebecq

Var måske aspirerende til at være min yndlingsforfatter, inden jeg flyttede herned, men så kom Kortet og landskabet i 2012 på dansk på Rosinante & Co. (ham kommer jeg aldrig til at læse på fransk), og den er simpelthen fantastisk. Led, morsom, sørgelig, vigtig, kærlig, vedkommende. Åndssvag krimiafslutning, men han skriver sig selv ind i romanen på den fedeste, selvudleverende måde. Det kunne MANGE godt lære lidt af. Og nu ved jeg alt om kunstverdenen. Og ikke mindst en del om en besynderlig ny del af Paris.

Hans næste roman, Underkastelse, blev sådan forstyrret af terrorangrebet i Paris på Charlie Hebdo, fordi den udkom samme dag og handler om, hvad der sker, når det franske valgsystem bukker under i afmagt for at undgå en Front National-sejr, så det ender med, at Frankrig får en muslimsk præsident. Meget tæt på virkeligheden. Og ondt og sjovt, men lidt for politisk og for lidt litterært. Han er yndlings, men han er svingende. Til gengæld er de her artikler fra det nye netmedie Føljeton om ham fantastiske.

Jean-Claude Izzo

Solea. Kikset af mig. Begynder på en Marseille krimitrilogi med bind 3. Men det er heldigvis muligt at læse de to andre uafhængigt, omend denne sidste er temmelig – uafvendelig til slut. Jeg læser den allermest for research, da jeg ikke er en stor krimisluger, men denne her har smertelige miljøbeskrivelser og maddetaljer, der gør en sulten efter mere, og der er nu noget ved pensionsmodne mænd, der lægger damer ned på stribe. Og skurkene er nogen, jeg skal bruge til noget. Det er dejligt livspatetisk, hvor størst af alt er kærligheden. Jeg skynder mig at læse ”Total Kheops” og ”Chourmo” af denne desværre afdøde forfatter, der både var boghandler, journalist og militant kommunist. Og så har jeg mødt nogen, der har mødt ham. Så sejt.

Waciny Laredj

Det andalusiske hus. Ikke engang Frankrig har fået lov at læse dette arabiske eventyr – oversat direkte til dansk fra arabisk, noget vi ikke er vant til. Det er heller ikke en roman, som vi kender den. Bredahl fra Politiken skrev, at man kan flytte ind i den. Det er meget præcist, eller måske snarere som en slyngrose, man virkelig tror på, man kan gemme sig i. Det er også et historisk rids på den vilde måde – fra maurerne kom til Spanien og blev smidt ud – og nogle endte i eksil i Algieriet, som er mit interessefelt for tiden. Her ligger det længselsfulde hus – som savner sit Andalusien, og nu skal det gøre plads til endnu en betonghetto. Hvis du er til Alhambra og så hele vejen op til koloniens selvstændighedskrig, så er det her bogen. Den er for vild.

Vladimir Nabokov

Lolita. Überklassiker, som jeg har genlæst, fordi det er en roman, der tager sit udgangspunkt i Frankrig – gammel mand scorer alt for ung amerikanerinde – den gamle verden møder den nye; en fortolkning, han selv hadede. Hvis litteratur er højeste grad af empati, så er det lykkedes Nabokov her, for han formidler lysten, begæret, skammen, så man rent faktisk holder med slemme Humbert og ikke lader ham blive dømt for den forbrydelse, han begår til at begynde med, da hun kun var 12. Den kan sagtens tåle at blive kaldt for en erotisk klassiker, hvis du tør læse med åbent sind for den litteratur, den er.

Mazarine Pingeot

Bon petit soldat – på fransk. Mitterrands hemmelige datters dagbog fra særligt valgkampen 2012. Bare rolig, hun er litteraturkritiker og vildt intellektuel, så det er ikke BilledBladet. Daddy læste godnathistorie for hende hver dag… Hvad gør det ved et menneske, når mor kalder far Monsieur le president, når andre er til stede?

Marcel Proust

På sporet af den tabte tid. 1. Når man bor i Paris, 2. når Nymphomaniac hærger landet, 3. når man lige har genlæst Knausgård, 4. når det er en all time-klassiker, 5. når det er en super smuk nyudgave, så har man fem gode grunde til at give sig i kast med denne stemningslitteratur. Det går faktisk ret godt. Jeg læser ikke i dem hver dag (der er 8 bind af de 13 på markedet lige nu), for jeg har så meget, jeg skal læse. Men med lidt myntete (kan ikke lide mandelte, som Proust ellers er fan af) på balkonen, og fornemmelsen af æstetik helt ned i nylakerede tånegle, så er det en meget stor nydelse.

Saint-Exupery

Den lille prins. På fransk. Første livtag med sproget. Så fin og sød. Fandt den i en bogkasse ved Seinen. Dyrk universet på hjemmesiden med fotos af originaltegningerne.

George Simenon

Pietr fra Letland og Mordet ved vejkrydset. To krimier i en. Den belgiske forfatter, der er ophavsmanden bag begrebet Paris-noir. Der er sket meget i krimiland siden 1931; det er både blevet mere ble-venligt og mere makabert, men her kommer den store mand altid hjem til varm mad, og hans forbrydere er nogen, han forstår sig på, også selvom de kommer fra mørke gyder, trange kår og altid har fedtet hår. Dejligt med en anti-Sarah Lund, for Maigret fejler aldrig, og skildringerne af danserestauranterne i Paris drager bestandig, men så meget regner det altså heller ikke i Paris.

Jan Sonnergaard

Strandvaskeren i Saint-Nazaire. Først på dansk og så på fransk (det er en lang novelle). Alvorlig Sonnergaard, spændende! Den er også den sidste i hans nye udgivelse: Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. 

Delphine de Vigan

Alt må vige for natten. Åh, så fransk! Det er en katastrofeberetning på tematisk linje med Anne-Cathrine Riebnitzskys fremragende Forbandede yngel, men denne her er skrevet med den elegance, vi genkender fra en parisisk boulevard, når vi ser franske kvinder i deres små nederdele og høje hæle. Det er en forfærdelig historie om børn, der mistrives, om broren, der drukner, om natten, der trækker forældrene væk fra deres egentlige opgave – om børn, der bliver voksne for tidligt, og om Frankrigs skønhed og forfaldet i samme. Det er virkelig en poetisk, fin, grusom historie. Og vældig empatisk. de Vigan kan skrive fra barnets vinkel, uden det bliver følelsesporno. Den skal nydes i små lækre slurke – som en pastis.

Baseret på en sand historie. Alene titlen på den forrige semibiografiske roman Alt må vige for natten får en til at dø lidt over alt, hvad der er fransk. Og det tror jeg faktisk også, forfatteren gjorde: døde en lille smule over succesen. Så derfor denne nærmest thriller-agtige stalkerhistorie. Men hvad er det, der er sandt? Den forrige romans afsæt i virkeligheden, eller denne her historie, som handler om en forfatter, der har skrevet om sin mors selvmord og får skrivekrise, men får en beundrer, der også gerne vil hjælpe – med ALT… Dudududu. Delphine de Vigan bliver en af dem, hvor jeg læser ALT, hvad hun skriver.

FAGLITTERATUR

A Brief History of France

Paul F. State. Godt sted at begynde. Så man får styr på Charlemagne og hele l’hexagone

Édouard Louis

Færdig med Eddy Bellegueule. En dreng, der finder ud af, at han er bøsse og lever i laveste klasse i det fattige ex-industrielle, beskidte, racistiske Nordfrankrig er en sand fortælling skrevet af ham, der klarede den og nu læser på en af les Grandes Écoles i Paris. Lad mig være ærlig, det er ikke feel good det her, og reaktionerne var lidt som Yahya Hassan har oplevet det i DK: Man må ikke tale så grimt om dem, der i forvejen ligger ned. For mig er det ikke en Hassan. For mig er det her den vigtigste form for dannelsesroman, vi har, hvor pointen er: Når jeg viser, hvem jeg er, får jeg bank, og jeg lærte mig kunsten at skrive for at sige det til de voksne.

PARIS

Århus Universitetsforlag 2012. Superfed samling tekster om Paris. Nørdernes Paris. Ikke noget med taskebutikker. Elskede måske mest den om historien om Frankrigs nationalbibliotek eller den om Haussmanns byplanlægning

– og få fat i The Economist fra 17.11.12 – specialudgave om Frankrig. Så ved man alt!

3 svar til “Franske bøger – mest på dansk”

  1. Pia Borgstrøm 27. maj 2015 klokken 12:23 #

    Har selv først de senere år fået øjnene op for fransk litteratur og hvor god den er. Tak for din fine liste – lige til at gå på bib med :-) Hvad vil du anbefale til den 21-årige niece, dansk men kæreste med en par(ad)isisk ung mand? Hun har haft fransk i gymnasiet, så også ikke-oversatte bøger kan bruges.

    • Lotte Garbers 27. maj 2015 klokken 13:46 #

      Selv tak! Hun skal begynde med vigan. Mere fransk bliver det ikke :)

Trackbacks og Pingbacks

  1. Lotte Garbers - Forfatter, foredragsholder, debattør. Og megasej. - 3. november 2014

    […] har jeg delt, og alt hvad der har med franske bøger og bøger om Frankrig kan du finde i det her indlæg. Resten finder du lige her – og du må rigtig gerne kommentere det – elsker […]

Svar

This Blog will give regular Commentators DoFollow Status. Implemented from IT Blögg