Frankrigs bedste restaurant

Det var helligdag i Frankrig i fredags, og det småregnede, min mand og jeg skulle være alene hjemme hele weekenden. Vi havde skønne planer – nemlig at købe champagne i Champagne – og ved frokosttid var vi kommet til Troyes, den sydligste storby i Champagne, og der var helt dødt. Mere død end Herning første juledag. Julepynten var hængt op i de brostensbelagte middelalderstræder, men det var ikke engang tændt.

Restauranter, der var åbne, var Subway og McDonald’s. Vores ekskursion gik ind i en parforholdstruende fase.

Uvist hvorfor drejede vi pludselig til højre og stjernerestauranten, L’Etoile, havde tændt lys. Min mand gik helt hen til ruderne. De var duggede. Så åbnede han døren.

Vi elsker at sige i Danmark, at i Frankrig har de madkultur, og så tænker vi på Dronning Margrethes bugnende markedskurve eller de mange fine restauranter i Paris. Eller bare det at en rigtig bistro-entrecôte, der er velhængt og uplaget, koster det samme, som det gør at blive mæt på netop McDonald’s.

Men den ægte madkultur finder man i Troyes på en helligdag.

For det var herinde bag duggede ruder, at alle menneskerne var. Vi fik pastis i baren af en 14årig knægt med bumser, og så blev vi forbløffende hurtigt placeret under lysstofrøret mellem en asiatiskfransk familie med tre meget små børn og en ældre mor med sine tre meget voksne børn og virkelig meget alkohol.

I Troyes spiser de indvolde

Bag os stod iskummefryseren, og på væggen hang falmede plakater med ham charmøren, der kommer hver fredag og spiller op til dans.

I Troyes spiser de mest indvolde. Deres specialitet er tête de veau, kalvehoved, og de skærer den i så at sige mundrette stykker, så det er tunge blandet med kæbe og lidt øjne og pande. I mayonnaisesovs. Den tog min mand. Halvdelen var godt. Jeg tog en salade au chevre chaud. Fra lokal ged og en hel lokal bacon gris, tror jeg, og hvis det ikke var nok, var der euf mayonnaise i siderne af tallerkenen. Det var nok.

Larmen var til at tage at føle på, så vi måtte råbe lidt. Skåle lidt, og jeg ved ikke med jer, men vi ordner altid vores parforhold på restauranter. Vi er ærligere, modigere og mere sentimentale, og ingen forstår, hvad vi siger hernede, så i fredags havde vi begge tårer i øjnene, dog ikke over det samme.

Over armagnac’en bemærkede vi tre gange Obelix, der sad bag os. De drak noget brunt – venezuelansk rom, Diplomatique, råbte de, da vi havde skelet en enkelt gang til dem. Vupti – den ene tømte sit ølkrus, hældte lidt rom i og kom over til os. De syntes, vi lignede et ungt, nyforelsket par. Og det gør vi jo også – vi er kun 46 og 51. Men hvor skulle de tre så finde kærligheden, spurgte de.

Jeg tror, de fandt den i samværet med Diplomatique. Den smagte også pragtfuldt. Vi bestilte vores egne, og de kom aldrig på regningen. De tre mænd blev siddende, da vi vaklede ud, meget senere end planen havde været.

Det er dén madkultur, der er anderledes her. Familierne holder deres helligdagsfrokoster ude, og de tre tyksakker, hvor skulle de have været, hvis ikke der var et udeliv? Det er inkluderende med sådan en madkultur. Jeg tror ikke, jeg kunne have fundet sådan et sted i Herning. Men nu har vi fundet den bedste restaurant i Frankrig.