Fra stifinder til fejlfinder – hvorfor politik bliver et no-go

Her ser vi to afgående politikere, Eyvind Vesselbo fra Venstre og Ole Sohn fra DKP/SF/Socialdemokratiet i samtale med min yndlings-Deadlinevært, Niels Krause-Kjær. De giver deres kommende tidligere arbejdsplads tørt på. De siger alt det, vi også siger om mudderkast og profilering på enkeltsager og deraf følgende politikerlede.

Det optager mig en del, fordi jeg nu igen er blevet spurgt, om jeg vil gå ind i politik.

Jeg ville så gerne kunne sig ja! Selvfølgelig. Jeg betragter mig som et politisk menneske, og jeg kan alligevel ikke holde min mund. Jeg tror endda også selvfedt på, at jeg kunne bruges til noget konstruktivt. (Det er på mine gode dage, når romanen snart er færdig og er intet mindre end fremragende).

Men jeg kan ikke spille spillet, tror jeg. Jo, jeg er ikke hellig, det er ikke det. Men jeg ville gerne kunne se mig selv i øjnene som en, der finder stier gennem politiske problemstillinger og ikke kun finder fejlene hos den anden.

Du får ret, og jeg får fred

Jeg kommer aldrig til at sige til min modpart i en diskussion, at det han eller hun siger, er noget absurd vås (det er lige sket for mig), jeg kommer aldrig til at blive personlig, tror jeg (det ved jeg jo ikke, hvis man virkelig gør noget fælt mod mig, så laver jeg nok en Naser Khader og siger for åben mikrofon til Henrik Qvortrup, at han er et svin), men jeg tror hellere, at jeg på denne her side af hegnet vil sige, at jeg ikke vil være sådan.

Der er kommet en sær retorik, når man diskuterer politik i offentligheden – noget med at udnævne en vinder eller en taber efter en duel (det kalder vi det jo rask væk) – som om politik handler om at få ret, ligesom til private komsammener, hvor der altid sidder et underskudsmenneske, der ikke lader en sag falde, før vedkommende har fået dig til at sige, at du får ret og jeg får fred.

Sådan skal det ikke være at diskutere fagligt og sagligt. Da handler det om at se, om man kan forstå, hvad der er på spil hos den anden og respektere hinandens måske fundamentale uenigheder.

Jeg kan godt høre, at jeg lyder som en kandidat til Alternativet. Det er jeg ikke. Jeg ville kun gå ind i politik, hvis jeg kunne se indflydelsen inden for rækkevidde. Politik er det muliges kunst, og idealist er jeg ikke. Det har jeg ikke tid til.