Forfatter? Det har jeg også altid gerne ville være

Måske er det den sørgeligste sætning, jeg kender. Den fra bordherren: Er du forfatter? Det har jeg også altid gerne ville være. Det er en sætning, der emmer af bristede drømme og alt det, som livet kunne have budt på, men som ikke blev.

Det er også en irriterende sætning. For hvis det er sandt, og ikke en brændende drøm, man har forsøgt at realisere trods økonomiske og måske meget private vanskeligheder, er der kun et spørgsmål: Hvad stopper dig? Det kan selvfølgelig være, at man ikke har evner, talent, noget på hjerte, men det er jo ikke det, han siger, bordherren. Han siger: Mit liv blev ikke, som jeg drømte om, og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det.

Hverdagsmod på Radio 24syv

Lige om lidt skal jeg snakke om det her hverdagsmod, som jeg kalder det. Det med at gøre det, man ikke tør. Hver dag. Bryde en vane om sig selv, en måde man hver dag beskytter sig selv mod livet og de skuffelser, der bare følger med, om vi vil eller ej: Nej, jeg er ikke så meget for rutschebaner/skaldyr/store fester. Det er noget fra min opvækst.

Faktisk er det ikke det, jeg skal tale om; det er mere det, at man bliver nødt til at turde korrigere sine drømme. Turde sige: Forfatter? Det drømte jeg om engang, men denne her tilværelse, jeg har, er mere mig. Jeg skal tale om det i radio 24/7, og du kan først høre det på søndag mellem kl. 10-12 i programmet Ibens lige her.

LAUST – en kryster

Jeg har lige skrevet en hel roman om det mod. LAUST er ikke modig. Han er en værre kryster, og det spørgsmål, som han ikke engang har turde stille sin fiktive borddame, ville lyde: Familiemenneske? Det har jeg også altid gerne ville være, men noget skete. Det passer ikke. Han turde ikke. Hverken være glad for det liv, han fik, indtil jeg begyndte at skrive om ham, eller gøre noget anderledes. Men han havde vist brug for at straffe sig selv.

Ida Jessens lille perle af en skilsmisseberetning hedder Ramt af ingenting, det er den pæne bog øverst. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har ikke lyst til at spørge hende, for så kan det være, at min tolkning fordamper. For mig betyder titlen nemlig, at hun har oplevet den svære sorg at miste kærlighed og kan bagefter, altså efter al selvbebrejdelsen, bitterheden, længslen, sande, at hun ikke længere er ramt af noget. Hun er ikke ramt af livet og sat ud af spillet på grund af en mand. Hun prøvede, men det lykkedes ikke. Sådan er livet også.

Ida Jessen har heltemod

Ida Jessen ville aldrig sige til en bordherre: Lykkelig gift? Det har jeg også altid gerne ville være. Hun kan med sindsro sige, at hun prøvede, og hun ikke længere er ramt. At hun måske endda kan gå nye veje nu. Det er ikke hverdagsmod, det er heltemod, men jeg er sikker på, at det begyndte med hverdagen.

Ida Jessen er også med i programmet. Den bedste bonus. Lyt rigtig gerne med!