Ferie er noget, Fanden har skabt

Første gang, det blev svært mellem min mand og mig, at jeg var sådan en skrivende én, var, da det blev ferie. Sommerferie af den lange slags. Jeg tænkte: Fanden har skabt drømmen om benene op og uendelige strandophold og nærvær, nærvær, nærvær. Jeg ville hellere arbejde.

Min mand er lønmodtager. Han er ikke på nettet, når han har fri. Han holder fyraften og lille-weekendaften (torsdag) og så videre. Jeg synes, at lige efter ferie kommer weekend som noget, Fanden har skabt. Hvorfor er det ikke bare arbejdsdag hver dag?

Årets ferie er den perfekte kombi

Vi blev uvenner, da han kom hjem med tre uger foran sig og sagde “ah!”, og jeg sagde “øv”. Men nu har vi efterhånden lært det. Og årets ferie er den perfekte kombi: vi er i Pyrenæerne, hvor der er meget, meget pænt. Vi har hus med elkoger til teen og køleskab til mad, når det passer folket. Vi har fire racercykler (vi har feriebarn med i år), og de 4 unge mænd i alderen fra 16-51 bruger morgenen på at lægge ruten, formiddagen og henover frokosten på at cykle en eller anden Tour de France etape, eftermiddagen på at tale om, hvem der lå på hjul af hvem, og når proppen kan trækkes op, kan jeg begynde at tale igen.

I mellemtiden har jeg vandret, hørt lydbog, skrevet noter på telefonen, sat mig ved computeren, måske endda skrevet lidt, og faktisk har jeg i dag fundet på titlen til den roman, der skal skrives liiiige om lidt.

Måske kan jeg alligevel godt lide Fanden.