Fanget i homofobien

Jeg ved det godt. I Frankrig er de katolikker. I Frankrig demonstrerer de. I Frankrig er de sådan lidt anderledes i det. Deres homofobi er meget mere synlig end i lille åhså liberale DK. Derfor har de første mange demonstrationer mod loven om homoseksuelt ægteskab heller ikke ramt mig, men den har været en nautrlig del af den demokratiske proces hernede. Men den ramte mig i søndags.

Med vanlig forskel i opgørelserne var der ifølge arrangørerne af demonstrationen 1,4 mio. mennesker på gaderne og ifølge politiet 150.000. Sådan er det altid, og sandheden ligger et sted imellem. Mange var de i al fald, for jeg havde gæster, og vi skulle trave i Paris, og vi vidste ikke, der var varslet demo. Gader var lukkede, metroer spærrede, salatfade parkerede. Vi var fanget i en sand storm af homofober. Og så pludselig kunne vi høre dem. Retorikken fejler sjældent noget, når der bliver gjaldet i megafonerne, men jeg var slet ikke forberedt på synet.

Overskudsdemonstranter

Det var lykkelige klapvognsfamilier, voksne damer uden fransk hårlak, unge mennesker i Converse sneakers. Ingen piercinger, ingen løftede knytnæver, ingen masker og slet ikke noget sort tøj, kun disse røde og blå farver; pige- og drengefarven. Det kunne lige så godt være en demo mod hestekødsskandalen. Supertjekket udført med storskærme og bannerboder, hvor man kunne købe venlige sweatshirts med det nærmest fascistoide logo for bevægelsen: En far, en mor, en lille datter og en lille søn. Sådan er familien jo. I alle familier jo. Og så på Mors Dag.

Jeg er ikke flyttet til et mørkeland, for der er ikke flere franskmænd, der har noget imod homovielser end danskere. I gennemsnit går to tredjedele af den franske befolkning ind for, at de homoseksuelle får samme rettigheder som resten af samfundet. Og det svarer faktisk til niveauet i resten af Europa, ifølge forsker fra KUA Jørn Boisen.

Hvorfor er de så vrede?

Vi spurgte en purung pige, om hvad det i virkeligheden var, de protesterede imod. I kantinen havde min mand hørt den igen og igen: Det er ikke homoerne, det er børnene, det er synd for børnene, et barn har ret til en far og en mor, og det skal være manden, der er faren og kvinden, der er moren, ellers går det galt. Men den purunge pige havde et problem med, at homoer gifter sig. Det var ikke barnet. Det havde hun slet ikke tænkt på endnu, tror jeg. Eller på om hun måske selv var lesbisk?

Forklaringen er sløret, og jeg tror, homofobien er forbigående. Ikke for katolikkerne, for denne lov betyder jo, at deres verden går under – de er styret af en større lov, 0g hvad bliver det næste for at citere en dansk politiker, at vi kan gifte os med dyr?

Homofobi er bare lækkert

Politisk er homofobi bare lækkert. Endelig har højrefløjen fundet en sag, som de kan samle sig under, selvom moderpartierne (UMP og FN) ikke er entydigt imod loven. Landet er i dyb krise økonomisk, og det begynder nu også at gå ud over den hvide middelklasse. Stakkels præsident Hollande kommer til at pille ved både pensionsalderen, arbejdstiden, skolen og ikke mindst millionærskatten, og det er bestemt ikke let fordøjelige emner, som man kan skråle modstanden imod gennem megafoner. Og så er Frankrig vel i en slags moralsk krise, fordi den ene politiker efter den anden bliver knaldet eller knalder rundt i skandaler, finansielle, seksuelle, kriminelle. Det bliver den slags emner, der kommer til at optage franskmændene i tiden, der kommer. Ikke homovielser.

I morgen bliver de to første bøsser gift i Montpellier. I søndags vandt den franske film “Blå er den mørkeste farve” Guldpalmen til filmfestivalen i Cannes. Den handler om lesbisk kærlighed. Velkommen til et heterogent land. Jeg er nok bare fanget i egen homogenitet.