skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Er Det Mere Pinligt At Være Kvinde End Mand?

Er det mere pinligt at være kvinde end mand?

I går morges lidt over syv blev jeg spærret inde mellem gadeport og bilgarage. Jeg var iført det afbildede. Og søvn i øjnene. Nok også en mascaraklat. Det var pinligt.

Pinligt fordi alle på vej til station og skole på gaden kunne se mig, pinligt fordi det var en aftershave-duftende mand, der skulle lufte hund, der befriede mig. Pinligt fordi han gloede på mig, som om han var klar til at tage mit kørekort til at være kvinde. Pinligt fordi han ikke grinede af det fjollede i situationen. Pinligt fordi han lavede det elevatorblik, jeg får hernede, når jeg går rundt mellem chikke mennesker i Birkenstock, uglet hår og sportstøj. Brugt.

Pinligt fordi jeg aldrig i mit liv har været så bevidst om, at det at være kvinde er noget andet end at være mand, efter vi flyttede til Frankrig. Fordi jeg ikke tager rød læbestift på, når jeg skal hente post eller mælk, selvom de andre gør det. Jeg kan bare ikke ændre vaner. Eller jeg gider ikke.

Det her er for mig en helt lille historie om det at være kvinde i hverdagen i fancy Paris. Der er ikke mere i den. Alligevel har den fået mig til at tænke, fordi det skete i den selvsamme uge, hvor Facebook har kogt over af endnu en “hvem er bedst til at være feminist”-debat.

Det private er ikke længere politisk, men bare pinligt?

Det hele begyndte med Annegrethe Rasmussens klumme i Information. Nogle blev meget gale over, at den ikke længere gjaldt den der med, at det private er politisk, fordi Rasmussen var træt af at høre om intimbarberinger og parforholdsproblemer i en kønspolitisk kontekst.

Jeg læste med interesse kommentarsporene og blev mest berørt over det synspunkt, at vi skulle den anden vej: alle – også mænd – skulle kunne turde være mere skrøbelige (læs: private) i det offentlige rum. For mig blev skabet dog sat på plads, da kulturredaktøren fra Information, Anna von Sperling, skrev denne klumme om, at det private aldrig har været mere akut politisk end nu.

Tilbage er så min engang fikse men nu kun lurvede badekåbe i lilla med brille og Birkenstock. Og det pinlige. For jeg bliver nødt til at sige jer, at jeg kender ingen mænd, der ville finde den indespærrings-episode pinlig.

Vi kan lære noget af mænd – min far f.eks.

Er det så et problem?

Ikke for mig. Jeg finder mig ikke selv så pinlig, som andre gør – andre kvinder, f.eks., eller mine børn – men måske er der alligevel en pointe i, at jeg ligger under for en æstetik, som mænd ikke i samme grad ligger under for. Og det synes jeg faktisk er en smule kønspolitisk problematisk.

Jeg vover et øje og siger, at vi kan lære noget af mænd her; for når nogen kommenterede min fars gigantiske vom, så slog han på den og sagde: den har også været dyr eller: er du klar over, hvor meget jeg skal spise for at holde vægten?

Måske er det et spørgsmål om kommunikation. Det virkede lidt, som om det var det, der skete i kølvandet på Annegrethes klumme. For nu er alle mine feministvenner på de sociale medier pludselig enige igen.

Jeg har stadig morgenkåbe på, og klokken er 11.20. I dag er det ikke pinligt. Jeg skal nok forsøge at gøre det til en politisk pointe. Bare ikke nu. For nu skal jeg arbejde.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top