Endelig elskede jeg Danmark

Det er onsdag aften, og det er den første sommeraften, og jeg sidder her og elsker Danmark. Endelig. Det tog lang tid. Over et halvt år faktisk. Så lang tid har det taget at komme hjem, mentalt. Men lige nu er der ikke noget andet sted, jeg hellere vil være.

Forleden tog min mand et par shorts på, som han ikke havde haft på siden sidste efterår. Og i lommen fandt han denne:

En sød, lille metrobillet fra Paris. Så peb vi lidt.

Tænk at man kan savne at være i et andet land så hedt. Det er ikke lejligheden, det er ikke menneskerne, for bolig har vi stadig, endda nu med have igen, og menneskerne har vi jo altid med os. Og det er heller ikke maden og kulturen, for det har vi ret meget godt af her også.

Det, vi savner, er det her svære med ikke at være hjemme, at være på eventyr, at være på vej, i gang, at have retning.

Det vil jeg aldrig gå af med.

Men nu er der ro på her – for mig med roman, der er landet, projekter, der er landet, med åndssvage, kropslige tacklinger, der også er landet på den gode måde, så nu kan jeg igen spejde ud over livet og være mere ude på narrestreger, end jeg har været længe, og så må det være slut nu med at pibe over ikke at skulle spise frokost på lørdag i 11. arrondissement.

Så nu bliver der også mere plads til at være her på bloggen igen i lidt højere frekvens.

Jeg har nemlig formodentlig meget og mere på hjerte.