skip to Main Content

En storm i et glas vand?

En storm i et glas vand? Ja, måske. Men der er visse situationer, hvor svar er ligetil og ikke noget, nogen kan have misforstået, ikke noget en journalist kan have skarptvinklet, ikke noget der skal væves over, ikke noget, hvor man efter flere debatter på sociale medier kommer frem til det svar, der bare skulle have ligget forrest på tungen.

Nu skal I høre. Sissel-Jo Gazan skrev for snart mange år siden en roman, Dinosaurens fjer. Det er ingen hemmelighed, at hendes videnskabelige konflikt byggede på en virkelig en af slagsen, og alle i den palæontologiske verden har altid vidst, hvem der var hvem.

Sissel-Jo er grundig og kontakter alle inden udgivelse, i det danske miljø. Så de ved, hvad der rammer dem. Den eneste, hun ikke havde clearet, var den onde figurs virkelige forlæg – en amerikansk forsker. Det sker så først i et radioprogram i søndags, Kultursøndag på P1, hvor Sissel-Jo overraskes af, at journalisten har snakket med den virkelige forsker. God radio, joda, og Sissel uddyber og gør det tydeligt, at hun alene har brugt den virkelige persons faglige position, alt andet er det pure opspind. DR følger op, og andre journalister laver flere historier på det og ringer derfor til Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby.

Spørgsmålet går i al sin uendelige kedsommelighed ud på, om Sissel-Jo skulle have været tydelig nu og dengang, om at hendes onde figur i romanen har et mindre ondt men ikke desto mindre virkeligt, levende alter ego.

Som romanforfatter findes der ikke en mere uinteressant konflikt. For alt hvad vi laver er fiktion, og alt hvad vi laver er bygget på virkeligheden.

Friheden til at skrive, hvad man f**** vil, har et navn

Det er her, filmen knækker, og selvom det nu er flere dage siden, og at Vedelsby har forklaret og undskyldt, så er det ganske uforståeligt, at han ikke som automatpilot støtter sit medlem i hendes absolutte kunstneriske frihed. I stedet citeres han for at sige:

– Jeg har svært ved at forstå, hvis en forfatter ikke ændrer ved persontrækkene på en romanfigur, så den ikke kan genkendes. Jeg mener ikke, der er nogen kunstnerisk begrundelse for at gøre virkelige personer genkendelige i et romanunivers, siger Jakob Vedelsby.

Der er al den kunstneriske begrundelse i verden for at gøre, lige hvad man vil med sin fiktion, og den har et navn, der hedder kunstnerisk frihed. Og det er noget en forfatterformand aldrig må gå ned på, for det er ikke mange, der kan forstå, hvad det er, man laver, hvad det er for svære overvejelser, man har, når man skriver, om man skriver tæt på eller langt fra, om man uvidende sårer andre, om man stækker sig selv af ren skrøbelighed for at træde forkert.

At det ikke er det svar, at man må skrive lige, hvad man f**** vil, man får ved at vække en formand midt om natten er ganske ubegribeligt for mig.

Og det er jeg ærligt talt rigtig skuffet over.

Nok om det skvulp i det glas vand.

This Post Has 3 Comments

  1. Jeg har svært ved at blive “forarget” over Jakob Vedelsby svar. Han kan jo sige det som privatperson, og jeg er enig med ham i, at man kan ændre på en personbeskrivelse i en roman, så personen ikke bliver genkendt. Men nok mest hvis man har været hård ved personen.

    Det er lidt underligt, at én i programmet ringer Jakob Vedelsby op og spørger ham om det. Jeg mener, han har jo ikke mulighed for at “afgøre”, hvad forfatterne kan eller bør skrive om. Så hvorfor spørger de andre end forfatteren om hensigten med at skrive, som hun gør?

    1. Hej Anita
      Jeg er ikke forarget, jeg er skuffet, fordi der er intet, der er vigtigere for en forfatter end at blive bekræftet i, at den kunstneriske frihed er absolut, og Vedelsby kan selvfølgelig altid udtale sig som privatperson, men han blev ringet op som formand for forfatterforeningen, og ligesom forlagene, af hvilke jeg også har snakket med et enkelt af i denne sag, er der kun ET svar på den slags spørgsmål, og det er, at man må skrive, hvad man vil inden for lovens rammer, og sagsanlægget mod Gyldendal for nogle år siden ifm. Claus Beck-bogen vandt de jo også uden problemer. Et samfund, der ikke værner om de borgerlige frihedsrettigheder, er ikke et demokratisk samfund, hvis man nu skulle blive lidt højstemt.

      1. Jeg føler mig sikker på, at det beror på misforståelser, for Jakob Vedelsby ved jo godt, at alt er tilladt, når blot man holder sig indenfor lovens rammer, når man skriver fiktion.

        Det underlige i denne sag er, at radioprogrammets værter valgte at ringe til netop Vedelsby. Jeg mener, vi har alle en holdning til, hvad vi kan skrive om, og hvor langt vi kan gå. Når det gælder det juridiske, kunne de i stedet ha’ ringet til Dansk Forfatterforenings jurist og fået et svar, der havde med loven at gøre.

        Vedelsby sagde, at han havde “svært ved at forstå …” Det er jo blot en subjektiv betragtning, og hvad galt er der i det? Må en formand for Dansk Forfatterforening ikke have holdninger?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top