En falsk modsætning

Den gode nyhed i min branche i denne her uge er, at endelig bliver den store prisfest for litteraturen til noget. Gamle og nye priser finder sammen og får sin egen rødløber-fejring, noget vi er meget, meget dårlige til i min branche.

Den dårlige nyhed er, at et litteraturelskende medie som Information har en litteraturredaktør, Peter Nielsen, der nærmest skammer sig over, at vi godt kan lide en aften med knald på. Han mener ikke i gårsdagens avis, at vi skal have en tåbelig ceremonialisering af selveste litteraturen, som forstås rækker langt ud i de eksistentielle erfaringsomåder, hvilket man så kan sidde og tænke lidt over, hvad han mener med.

Han stiller det, jeg kalder en falsk modsætning op: At litteraturens ensomhedsfremmende produktionsvilkår gør, at vi ikke kan fejre den med scenens sprog.

Litteraturen skal ikke komme for godt i gang

Undskyld, men er det ikke selv samme branche – og heldigvis for det – som altid er at se med et glas i hånden i det offentlige rum? Hvor mange store receptioner er der ikke lige om året? Og hvem misser dem? Ikke redaktørerne da.

Forfattere er ensomme og derfor altid tørstige, og i de sidste år er det blevet mere almindeligt at holde mere eller mindre offentlige receptioner og events og våde aftener, hver gang en bog udkommer. Det er ikke, fordi vi er blevet tivoliseret, vi er bare sultne efter samvær og anerkendelse og måske endda engang imellem føle ude i verden, at vi betyder noget, og så er vi også nogle af de her mennesker, som godt kan lide at more os. Ligesom redaktører, vel?

Litteraturen er den fine kunstart, og det er åbenbart stadig muligt at se ned på andre kunstarter i 2015, fordi aktører i de andre kunstbrancher engang imellem tager lange kjoler på. Det tror jeg ikke gavner litteraturen. Faktisk er der en tendens til, at litteraturen skal da ikke komme for godt i gang, og hvad med de der legater, det svarer jo til jeg ved ikke, hvor mange millioner pr. næse, og så er der jo også biblioteksafgiften – vi svømmer i penge, og nu vil vi så også fejres? Vi skulle skamme os, skulle vi.

Tilbage på vores loftsværelse og dø lidt for kunsten. Ellers er vi jo ikke fine nok.  Jeg springer lige over den rolle og skal ud at købe kjole.

Stor tak til min forening, Dansk Forfatterforening og den anden forening også, da, og ikke mindst formand Jakob Vedelsby, som har kæmpet så bravt for at realisere dette nye, superfede initiativ.