En dag i en expat wife’s liv

Det er tirsdag. Det er 22 grader. Jeg er i dag ikke forfatter med seriøs hverdag, hvor jeg sidder og hamrer i tastaturet fra kl. 07.40. I dag er jeg vaskeægte expat-wife.

Expat er jo, når man er udstationeret. Det er jeg ikke. Jeg er medfølgende hustru. Godt min mor ikke ser det. Hun tog på Femø for min skyld. Blandt andet.

Min dag begynder med, at jeg laver morgenmad til de tre mænd. Så rydder jeg op efter de tre mænd. Så siger jeg Hej til de to smukke damer, der er på besøg. Dem rydder jeg ikke op efter. De er jo også på ferie.

Så lukker jeg Fernanda ind. Hun skal gøre rent.

Så går jeg. I høje sandaler og solbriller. Jeg har travlt i dag. Jeg har nemlig en aftale.

Klokken 10.30. Det vil sige tidligt. Bag de travle gader ved Rue Montorgueil ligger La Sultane de Saba. Ararabisk skønhedsbehandling. Der dufter så orientalsk, at der nok går lidt tid, før jeg putter kanel i maden igen.

Alt er mørke træsorter, levende lys og hulelignende rum. Teen er sød, og gu’ er de venlige, men de er ikke stille, sagtmodige, servile; de snakker og skraldgriner, og da jeg efter private behandlinger kommer ud til dér, hvor der er rigtig travlt i disse første sommerdage, nemlig dér hvor fødderne bliver sandallækre, sidder vi på række, og jeg tror, de taler om os. Her bruger alle smart phones, men jeg bemærker, at der også bliver tid til en lille skraber, når fødderne nusses.

Jeg får lige noget massage, jeg ikke har bestilt. Sådan noget med olie på skuldre i lækker kabine med kvinde med faste hænder. Der er meget langt til behandlingerne på Kropsinstituttet, som jeg har skrevet om før, og som selvfølgelig har et helbredende fokus.

Jeg er bare ikke syg, og kvinderne her taler ikke om mit dybe leverspænd, eller at jeg skal faste. De taler heller ikke om mit livs problemer, som venner, der har læst min blog og gået derhen, har prøvet og er løbet skrivende bort igen. Hos sultanerne får jeg akut velvære, og det koster mig i alt 50€ for 2,5 times opmærksomhed.

Men nu har jeg travlt. Jeg skal jo nå at netværke.

Det hedder ikke frokost. Det hedder netværke

Jeg iler til Canal Martin. Jeg har mødt hende en del gange nu, og når jeg skriver, at jeg kender hende gennem ambassaden, ser det ud, som om jeg kan trække frokosten fra.

Det passer jo ikke. Hun er ved at blive til en vaskeægte ven, og det vi snakker om, kan man ikke trække fra. F.eks. hvad der sker under private behandlinger hos sultanen…

Så har jeg travlt igen. Jeg skal købe ind til de tre mænd. De skal have rester. Økologisk lam fra søndagsmiddagen. Jeg pludrer med personalet i kassen, fordi jeg altid køber så meget frisk mælk. To liter koster næsten 3 €. Vi er fremmede, forklarer jeg, derfor den mærkelige fødevare. Så griner vi førsteverdensagtigt til hinanden.

Jeg tror, jeg når hjem til sundowneren på balkonen. Så må jeg også tidligt i seng efter sådan et slid.

Livet som expat-wife er hårdt. Men nogle må jo gøre det.