Eksil som parterapi

Det kan være, at det bare er fordi, vores børn er blevet store. Men noget er sket med vores parforhold her i eksilet. Det er parterapi for viderekomne på den gode måde.

Jeg har kendt min mand i 25 år, og aldrig har vores weekender været så skægge. I lørdags smed vi et par rene underbukser i tasken og kørte til havet. Der er jo alligevel 300 km ud til det lille bjerg midt på en sandbanke, Le Mont Saint Michel i Atlanterhavet, men det var superfedt. ikke selve øen; der er kun den og kirken at se og en masse boder a la den smalle gade i Tivoli. Rundt om øen ligger tidevandet og gør det enten til en mergelgrav eller en kviksandsgrund i evig tåge mod den amerikanske kyst, og på land ligger fem hoteller og et surt supermarked på en inddæmmet mark. Ikke noget hit; minder for meget om Rømø på en regnvejrsdag.

Men vi har tid. Tid til hinanden. Det forstår vi simpelthen ikke, for havde vi så mange børnefødselsdage og arrangementer i Danmark, at vores weekender ræsede afsted? Nu kan vi på en weekend nå til kysten, eller vi kan også nå til Central Massif, det store bjergmassiv midt i Frankrig, og tilbage igen efter at nogen i familien har tilbagelagt en Tour de France etape, og alligevel kan min mand nå at stryge skjorter inden mandag morgen.

Eller når vi siger: Søndagsfrokosten? Det bliver på Le Deux Magot i Saint Germain-des-Prés i downtown Paris. Og samme aften kan man sidde i sofaen, som om man kun havde været på genbrugspladsen.

Den tid bruger vi på hinanden. Det er faktisk ret vidunderligt. Han er jo meget fed, ham jeg giftede mig med. Han fortæller mig om strategi på arbejdpladsen, i detaljer jeg før har været skånet for, og han hjælper med nyt romanmanuskript; det har han aldrig gjort før. Vi taler færdigt om emnerne, uden at skøjte. Og laver kæresteting. Med champagne til.

Selvfølgelig har vi langsomt vænnet os til mere tid i hverdagen, fordi vi ikke skal hente børn, smøre madpakker og kede os på legepladser, og skoledagen er lang; den varer til et sted mellem kl. 16-18.  Her spiser man sent, og vi spiser tidligt, det vil sige ved 20-tiden, og det gør aftenen kortere i dansk sammenhæng. For som ex-børnefamilie sidder det fast, at man skal have fyldt den opvaskemaskine og puttet de børn, så man når at få lidt voksentid. Den er der masser af nu, for middagsmaden kan sagtens vare timer, fordi ens børn ikke længere er nogen, man skal have gennet af vejen, så vi kan nå hen til de rigtige samtaler.

Men weekenderne. De er blevet til små miniferier. Det er så meget i orden. Når vi ikke lige skal til Danmark og fejre det ene og det andet eller har gæster.

Eksil giver ikke bare oplevelser, der kan lægges oveni livet. Eksil giver også retro-oplevelser med ham, der gik med læderhalskæde, da jeg mødte ham i byen i 1988.

Gid det aldrig stopper.