Dødsruten

Jeg lytter til podcasts som sædvanlig, og endelig er der en sommer-serie, som jeg taber kæben af, fordi det er f…… god radio, som de ville sige i udsendelsesrækken Dødsruten på 24syv. 25 timers radio fra Tingbjerg. Med ægte mennesker, ikke nogen, man kender navnet på i forvejen, og som man hører blive velforberedt interviewet i et P1-studie – eller nogle gange helt vovet – på en café.

Selv er jeg også i gang med en dødsrute. Den hedder: rejse på ferie i næste uge og lande i Danmark lige bagefter og gøre to drenge klar til skolestart. Med en mand, der ikke kommer med i første omgang. Dødsruten er ikke det praktiske, det er sådan noget, jeg er møggod til, det er nok det følelsesmæssige. Det tager vi en anden dag.

Min dødsrute går i dag fra hengemte arkiver i lejligheden til affaldscontainerne i kælderen, men den går særligt mellem flyttefirmaer, der skal koordineres, fordi vi har et fransk firma, der skal pakke, et dansk firma der skal læsse, et andet fransk firma, der opbevarer nogle møbler, vi ikke havde plads til og nogle kubikmeter bøger i Danmark, der skal retur til mor, og som er det eneste, der var rigtig dumt at opmagasinere.

Det er den sjoveste dødsrute, jeg har været på – fordi det hele tiden går galt. Selv har jeg ikke været på andre dødsruter i København end den, hvor man ender på Andy’s bar, fordi alt andet har lukket. Den er ikke så sjov, bare sørgelig, mest fordi tømmermændene rammer en, inden man er kommet hjem. Dødsruten i Tingbjerg er heller ikke lokkende, men et vilkår for de 5.000 mennesker, der bor i bydelen.

En følelsesmæssig dødsrute

Ok. Vi rører lige ved min følelsesmæssige dødsrute: 3 år i Frankrig, fra bar til bar, sted til sted, oplevelse til oplevelse, fiaskoer, succeser, erkendelser – tilbage til livet nord for København med den samme skov, hvor jeg har løbet 5 km så mange gange, at Endomondo ikke kan tælle dem. Og havet – havet! DET glæder jeg mig til.

Nå. I radioen er vi kommet til hende med kiosken og de fire børn. Radio 24syv har sendt Ayse Dudu Tepe og Kristoffer Eriksen til Tingbjerg i en måned. De bor i egen lejlighed med læderhjørnesofa. Efter kioskdamen skal vi høre om, hvor mange indbrud man kan have, når man bor i stuen, og hvor hurtigt nogle 14-årige drenge kan fordufte, når politiet kommer rullende. Og hvor mange, mange år, folk bliver boende derude.

Så vedkommende og virkelig vigtig radio, når man selv er sådan en, der har en dødsrute mellem Paris og Nordsjælland. Jeg synes ikke, jeg burde skamme mig. Jeg synes bare ikke, at mine problematikker er relevante at dele lige i dag.