Det skæve skamben

Det første, han siger til mig, er ikke, at jeg har et skævt skamben. Det er det sidste. Det, der gør forskellen. Det, der gør, at jeg bliver omvendt. Det, der gør, at jeg nu praler, promoter og postulerer: Jeg er til alternativ behandling, som det så belastet hedder.

Det første, han siger til mig, er desværre, at jeg er stresset.

Det er utroligt, som min respekt for andre mennesker kan falde, hvis de fortæller mig, hvad jeg er. Sådan helt Lotte-12-år.

Jeg er fandeme ikke stresset. Jeg er træt. Jeg har været på bogmesse i tre dage og ligget i sprit i tre nætter. Jeg har ikke sovet i ske med min mand i 4 nætter, jeg har smilet og været på og også solgt bøger, mens jeg skulle være nærværende over for mennesker, jeg ikke ser så tit, som jeg kunne drømme om.

Jeg er ikke stresset.

Behandleren begynder med at hive mig i benene. Han hiver så meget, at jeg får sådan en videonakke i håret: lille ulden toupering lige dér, hvor nakkestøtten på en sofa sidder. Så trykker han mærkelige steder. Ikke skambensmærkelige, men midt på låret, oveni lægmusklen, inde i albuen. Det gør ondt.

Jeg kan egentlig kun lide at ligge på en briks i et halvkoldt værelse i trusser og fleecetæppe, hvis nogen kommer og giver mig blid ansigtsmassage og smører ting i krydderen på mig, mens de fortæller mig, at jeg mister rynker, pigmentforandringer og skærmer mig mod frie radikaler, eller hvad de hedder, de nisser der er i universet, der gør os gamle at se på.

Jeg kan ikke lide det, han gør. Så kommer han til nakken og al kiropraktor-angst kommer galoperende. Men han gør det ikke – knækker nakken og jeg bliver lam fra livet og ned. Han henter sin nakke-makker.

Mit Barbie-ben er ved at falde af

– Om jeg har haft migræne i mange år i forbindelse med menstruation? – Øh ja, svarer jeg.

Så beder han mig sprede og samle benene, og her kunne jeg blive lummer, men det var jo koldt, og tæppet var øko-fleece, og pludselig siger det så højt et klik i mit skamben, at jeg tror, jeg har fået et Barbie-ben, som nu er ved at falde af.

– Sådan. Jeg garanterer dig for, at det får du ikke mere. I kvinder er sgu mærkelige. I finder jer i menstruationssmerter i årevis, og det er det nemmeste i verden at slippe af med.

Hvis den mand har ret, så er han min bedste ven for evigt.

På toilettet så jeg ovenstående citat. Måske er det sandt; jeg har jo ændret dansetrin; jeg tog imod denne behandling; jeg gjorde noget andet, end jeg plejer. I dag gør jeg det også. Måske bliver citatet ovenfor fremover mit motto.

Mit skamben bliver i hvert fald aldrig mere det samme. Og det var herinde, det skete: Kropsinstituttet.