skip to Main Content

Det er tid til klassisk musik

Det er tid til klassisk musik på en dag, hvor DR Underholdnings-orkestret måske igen er i spil, hvilket jeg personlig ingen holdning har til, men dog en meget personlig holdning til, nemlig den at politikere ikke er dem, der skal obstruere, hvad deres institutioner beslutter – hverken hos DR, Statens Kunstfond eller sågar helt ned i syntaksen i Bornedals replikker.

Det er tid til det klassiske, fordi det egentlig er med mig fra barn-dommen. Jeg er temmelig blank rent teoretisk, sådan lidt ligesom da jeg begyndte at drikke champagne: Den kan jeg lide, den kan jeg ikke lide.

Det er tid, fordi jeg snart skal mene en masse om det i Søndags-klassikeren på P2 jeg ved faktisk ikke rigtig hvornår, men det kan du altid læse om her.

Jeg hørte ikke DR Underholdningsorkestret som barn

Jeg har det med mig, fordi min mor var sådan en, der elskede klassisk musik. Trompetmusik kaldte vi det. Hun bænkede mig foran DR lørdag aften, når der var La Traviata fra Det Kgl., og hun tvang mig til at gå til klaver. Det endte brat, da vi mødtes på stationen midt i den time, hvor en dyr, dyr spillelærer stod klar ved sit flygel for at manuducere mig.

Det er tid til klassisk musik, når ens knæ er betændt, ens hals er betændt, ens forhold til romanen er betændt. Det er, som om det rummer de store følelser – herunder selvmedlidenhed – flottere end lad os sige Pharrel Williams Happy.

Og for nybegyndere: Begynd ved Mozarts Requiem. Det er supertrist, meget smukt, ultrakort, og det var det, jeg hørte i Holmens Kirke med min mor den allerførste gang, jeg forlod hjemmet, efter jeg havde fået mit første barn.

Det er tid til klassisk musik, når man savner sin mor. Måske jeg så hellere må gå over til at høre det hver eneste evige dag.

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top