Det er bare mursten

Sådan sagde en god veninde til min mand, da vi skulle flytte fra huset i Danmark og på eventyr i Frankrig. Det er bare mursten har været et mantra, når hans savn efter danske, afkalkede blandingsbatterier har været for stort.

Det har virket, det mantra. For hjem er jo bare dér, hvor hjertet er. Hvor dem man elsker er. Ikke dér hvor der er rustfrie blandingsbatterier eller dér, hvor hortensiaen er blevet særlig stor.

Vi bilder os så mange ting ind. Desværre er det sjældent det storhedsvanvittige, vi tænker om os selv, men langt mere om alt det, vi ikke kan. For eksempel forlade noget, der er trygt og godt. En skole der virker. Et arbejde der ikke generer.

Gode grunde, selvfølgelig. Selvfølgelig!

I nat skal jeg sove på det skønne på billedet ovenfor. Jeg har lige vinket farvel til tre franske flyttemænd i vores skønne lejlighed. Det har været en tryg og god lejlighed, men jeg tror på, man må ud af sin comfort zone for at kunne mærke livet og undgå for mange rynker. Især de bitre, der går nedad ved mundvigene.

Det er bare mursten, sagde vi, og flyttede. Nu er vi på vej retur. Via tre ugers ferie og mursten som dem på billedet.

Mon ikke de alligevel bliver glade for at se os? Vi glæder os jo også til dem, murstenene.