Det er ægte mennesker, dem fra Facebook

Jeg sidder i Tines have i Champagne. Bordet er hvidt, roserne blomstrer, fuglene pipper. Laden er fuld af lade-ting, og skuret i hjørnet var oprindeligt til grisene.

Tine er et af de ægte mennesker, man kan møde på sociale medier. Hun er filsof, hun er psykoanalytiker, hun skriver film, bøger, artikler, og så laver hun paté og andebryst og hindbær-/rabarbergrød til mig. Jeg kender hende kun gennem Facebook.

Alligevel har jeg fået lov at komme og sidde i hendes have og skrive.

Hendes hus er i tre etager, hvide skodder og gamle mahognimøbler. Badeværelset er på et trægulv, og jeg har fået en himmelseng foran vinduer så store, at jeg kan se månen – eller mindst den lille prins.

Jeg er ellers ved at være lidt træt i det med hensyn til de sociale medier. Ikke fordi de i sig selv er trættende, for det er alting jo;  jeg bliver også træt af serien Venner, spegepølse og at høre om min mands arbejde hver eneste aften, og så har jeg et trick, jeg gerne vil dele med jer: jeg lader bare være med at se/spise/lytte.

Det kan man snildt kopiere over til sin omgang med sociale medier.

Sniglæserne – dem er jeg træt af

Grunden til at jeg er blevet lidt træt, det er, at folk er fedtede med deres affærer på de sociale medier. Nu har jeg været sådan flot aktiv i et års tid – via denne her blog – og jeg kan sige, at jeg har efterhånden fundet ud af, at der er nogen, der er gode til at lege med, og nogen der ikke er.

Dem jeg er lidt træt af, det er dem, jeg kalder sniglæserne. De falder i to store bunker:

Der er dem, der læser med, og som ikke giver sig til kende. Det skulle jeg vænne mig til i begyndelsen. For når jeg har to likes på det her blogindlæg, kan jeg se på min statistik, at der er ret mange flere, der har læst det. Det finder jeg som udgangspunkt uproblematisk, fordi det er de af jer, som bare vil læse, ikke andet, og hvis jeg møder jer, har I ikke noget problem med at referere til det, I har læst. Altså: lige som det skal være.

Det er den anden bunke. Dem der også sniglæser og ikke vil vedkende sig det. Som nærmest griber til løgnen for at afværge en eller anden farlig sygdom, som man får, hvis man siger, man har været inde på Facebook.

De lader, som om de er ligeglade/ikke læser. Det synes jeg er underligt. Jeg kan huske, at der var en, der kommenterede noget, jeg sagde til en fest her i år. Jeg sagde: “Nå ja, det så jeg godt på Facebook” – til en eller anden, og vedkommende siger så: siger du, at du læser den slags på Facebook? – sådan lidt undrende, nok mest over, at jeg INDRØMMEDE det.

Lige bagefter afslørede hun, at hun havde læst det selv, for det fandtes kun på nettet. Så havde vi masser af snakke om i vores bordende.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt for nogen at sige noget dårligt om sociale medier. Jeg synes at kunne spore et sammenfald mellem dem, der siger noget skidt, og dem der aldrig kommer der. Det er sådan en angst for ikke at være fed nok på de sociale medier, tror jeg, og det man ikke mestrer eller kender, må man hellere lægge afstand til.

Nu er det sommerferie, og nu skal en masse fortælle os, at de i hvert fald ikke har tænkt sig at bruge deres kostelige tid på sociale medier, men vi ses på den anden side. Til dem har jeg også et råd: Bare lad være med at logge ind. Man bliver jo heller ikke narkoman af, at der findes narko.

Tine er ikke sniglæser. Hun er mere sådan frontløber – lige ind i en statusopdatering, hun enten er enig eller uenig i. Og så fyrer hun den af. Jeg elsker det.

Tine er generøs med sit liv, sit hus og sin mad. Sådan et ægte menneske. Jeg tror, jeg har fundet mig en ny ven. Det synes jeg godt om på Facebook.