skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Det Bedste Og Værste Ved Frankrig

Det bedste og værste ved Frankrig

Det bedste…
er at gå ned ad Rue de Courcelles i Paris’ 17. arrondissement efter en croissant på La Place med Anne-Grethe Felter Rasmussen og tale i telefon med den næste, jeg skal møde og spise frokost med, mens jeg kigger på de meget bare forårsben på de fikse, franske kvinder og føler, at jeg kan finde rundt og ikke længere behøver et turist-afslørende kort i hånden. Solen skinner, jeg har solbriller på, og art deco-bygningerne, der huser Banque de France, blinker til mig.

Det værste…

er at jeg ikke ved, hvad jeg skal mene om det franske skolesystem, som jeg er ved at skrive lidt om og måske skal mene noget om inde i fjernsynet, for deres skolesystem er lidt af mavepuster, når man kommer fra en “egen læring og stå gerne op, mens du regner”-dansk folkeskole. Til gengæld lærer de noget om Napoleon og Zola og hvilken vej, den lille streg over bogstaverne skal vende. Og jeg kan godt lide viden. Fik at vide i går at blandt OECD-landene er Frankrig det land med flest elever, der går om. Igen og igen.

Det bedste…

er at når tæskeklækre identitetsforandrende og ikke mindst -fremhævende stylist Christina Wedel skal herned og have lidt insiderviden, så skriver hun pænt om mig på sin blog, og det er en fornøjelse at give hende tips om de steder, vi efterhånden har fundet hernede. Hun kommer i juli og interviewer mig om biler. Og lige dér er jeg en tøs. Er flintrende ligeglad med biler.

Det værste…

er at jeg ikke kan finde ud af at gå over metro-risterne på fortovet, og at hælene på mine sorte Costume National støvler ryger ned i hullerne, og jeg er vildt bange for at smadre dem, og selvom det er min mand, der pudser læderet her i huset, så har han virkelig svært ved at ordne stilethæle. Og jeg VIL ikke gå i Sneakers, for der er for mange amerikanske kvinder i Paris med hårudfordringer, som jeg ikke vil ligne.

Det bedste…

er at når man sådan går hen og lancerer en ny blog, så er der masser af spændende mennesker, der træder ind i mit liv, som ellers ikke kommer her. Der er en Lone Mørch, som vil lege, og der er en Henriette Rostrup, som jeg jo godt kender. Hun er forfatter, og vi begyndte med, at jeg anmeldte hende, og nu har hun lige redigeret (ENDNU) en af mine erotiske noveller, 8. arrondissement, der udkommer til august. Eller når man spørger psykoanalytiker Tine Byrckel, om en man kender kan leje hendes lejlighed i Paris, så får man det vildeste foto retur, og jeg har lovet ikke at fortælle nogen om det. Men lækkert var det. Tak Tine.

Det værste…

er at sådan er dagene ikke hver dag. Det var i går, og det var en god dag. Livet er også almindeligt her. Som i dag, tirsdag. Og i dag savner jeg bare min store søn, som jeg glemte i Danmark. Det er suverænt det værste ved Frankrig.

This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top