Den skamløse selvpromovering

Ok. Så har jeg gjort det. Sat denne ud på internettet som skamløs selvpromovering.

Men er en forfatterblog ikke altid det? Eller som en læser på min Facebook side skriver, efter jeg har skrevet alt det gejl om, hvem og hvad jeg er: “tilføj: Selvoptagethed”.

Forfattere er altid meget selvoptagede, som i: optaget af at forstå sig selv og det, vi nørkler med og forsøger at formulere ned på papir og så bagefter taler meget længe om. Eller: Det virker selvoptaget. Det er i mine øjne en del af jobbet. Vi skal jo for h…. formulere, hvad der foregår.

Jeg er gået i gang med pressearbejdet til min nye roman, hvad det indebærer af dameblads- og feel good interviews, og jeg har forberedt mig ved at lave en del spørgsmål-svar (det er sådan noget, man lærer på Handelshøjskolen – at være beredt på hvad som helst): hvad handler bogen om, er der en morale, hvad siger den om samfundet, og har du selv prøvet det?

Det er helt ok. Det er sjovt og vigtigt, og jeg er på hjemmebane; det er ord med ord på.

Du ligner jo Alexis fra Dollars

Så er der pressefotos. Eller fotos til artikler. Eller skærmtid. Eller noget, hvor nogen bruger en airbrush (en vandpibelignende sprøjte, der fordeler foundation over hvad som helst, fjerner bumser, modermærker, brune gammelmandspletter, men ikke den lille skelen, jeg har). Resultatet er, at jeg helt sikkert ikke ligner mig selv, som jeg så ud, mens jeg skrev bogen. Fotodokumentation her.

De fleste af dem, der er tæt på mig, hader mine pressefotos. De synes, jeg ligner Alexis, en dulle, eller bare alt andet end Lotte.

Det har jeg det dejligt med. Så er der nemlig en Lotte og en Lotte Garbers, og jeg deler kun den ene.

Den skamløse nervøsitet

Men så er der forsiden på bogen. Den har vi bakset med. Frem og tilbage mellem grafiker, forlag, forfatter, og “den der skrifttype gør, at alle bare HELT misforstår HELE bogen”. Her bliver jeg skamløst nervøs. Som om det er verdens navle, at jeg har romanudgivelse. Tør øjnene, tag en kiks og kom i gang med at prale med forsiden, smil og vink.

Det gør jeg så. Lige her midt i argurketiden, hvor I alle sammen er langt, langt væk fra tastaturet. Hæ.

This Post Has 6 Comments

  1. Kære Lotte-kollega,
    det glæder mig meget, at mande-romanen nu udkommer – og jeg kan godt lide forsiden, incl. skriftypen. Jeg er også glad for, at jeg har set andre udgaver af dig end de officielle. Og så er jeg lidt misundelig over, at du sådan bare kan klare det – at stille dig op og promovere dig, på trods af, at du åbenbart finder det skamløst.
    Måske lærte du/ man også det på Handelshøjskolen? Eller måske er det udsagn om, at du er ca 20 år yngre, end jeg er? For da jeg var ung, blev jeg grundigt oplært i (søster)solidaritet og kollektiv ansvarlighed og den slags, og det er forfærdelig krævende for mig at promovere. Mig. Hæve mig frem foran andre. Med det resultat, at når jeg så alligevel prøver, for andet går tilsyneladende ikke, så bliver det sært sidelæns og akavet.
    Måske skulle jeg også få taget officielle fotos af mig selv med ho’det omgivet af store krøller. Måske er det her, tricket ligger?
    Hmm. Næppe.

    Jeg glæder mig til at læse om Laust. Du kan til gengæld glæde dig til at læse om min Lola. Udgivelsesdato kendes endnu ikke, september, en gang, vel – og bladene har ikke vist interesse, selv om den faktisk handler om at være helt ung og opdage, at her i verden må man sørme finde ud af at promovere sig selv. Om man så har lyst eller ej. Måske handler det om, at den er en børnebog.
    Held og lykke med din roman!
    Kærlig hilsen Janne

    Svar

    1. Hej søde seje Janne. Jeg er lykkelig for, at du kan lide forside og skrifttype og det hele, lige den slags opbakning jeg havde brug for. Og så har jeg tænkt lidt over dit indlæg i et par dage. Er det mig, der er skamløs, fordi jeg promoverer, eller – eller er det fordi, vi lever i en tid, hvor der både er et krav til øget professionalisme i alt, hvad vi gør som arbejdende samtidig med, at jeg i hvert fald kan mærke, at “jeg burde skamme mig” over at fremhæve mig selv. Altså at jeg kun er skamløs, fordi jeg ikke burde gøre den slags selvrefererende ting. Et svært sted at balancere. Jeg tror, vores følelser er en og samme sag, og når du føler dig akavet, når du arbejder for din bog, hvilket jeg virkelig mener, at du skal for at være professionel, så er det fordi du har lært ikke at stikke snuden frem. Det må man ikke. Jeg ved ikke, om det at være ung i dag generelt kræver, at man ligefrem promoverer sig selv, men der kan være en optagethed af identitet, som både er gammel og ny, men det synes jeg ikke er helt det samme. Jeg synes til gengæld, at i vores branche har vi været meget længe om at tage arbejdet med en udgivelse seriøst nok, og forstået, at der er en offentlighed, der bliver nødt til at vide, at NU kommer der nyt fra VERDENS BEDSTE FORFATTERE, og at man skal skamme sig, hvis man ikke læser med…

      Svar

  2. […] så ringede telefonen. Det var min redaktør. Om vi ikke skulle holde en reception, når min roman LAUST udkommer d. 20. september. Han ringede lige efter, jeg havde læst Weekendavisens opsummering af […]

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Læs også

Back To Top