I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig,…
Den politiske mazarin
I går spiste jeg en halv mazarinkage. Sådan en til 15 kr. i plastic.
Det har jeg ikke gjort i mange år. Men engang, dengang jeg lagde grunden til et venskab, der nu lever smukt og stærkt på i hvert fald 30. år, så gik vi ned på Shell-tanken, mens hun røg sin cigaret, og så købte vi sådan en slambert, rund og pyntet med postuleret chokolade.
Den blev fortæret over samtaler om, hvad kærlighed, drenge, tøj, Gud, familie, litteratur, P4 og hende den irriterende gjorde ved os.
På vej op til veninden i går sagde jeg til min søn, at jeg udover samværet glædede mig vildt til alt det lækre mad, hun helt sikkert havde købt for at forkæle mig, nu når jeg endelig var i landet.
Og så havde hun købt en venerationskage. Fordi mazarinen var lige så vigtig i hendes univers dengang som for mig, og på en måde er den det stadigvæk.
Ramsløg og blåbær-tapas
Der er nok af socialt samvær, hvor rammen af det nye cross-over mellem ramsløg- og blåbær-tapas larmer alt for meget, og hvor vi i samtalen kommer til at tale alt for længe om næringsindholdet og sidebenene i stedet for, hvad det egentlig er, der gør, at vi netop snakker om det og finder det relevant nok at bruge tid på.
For mig blev mazarinen dengang et helle, hvor jeg blev mig selv i samtalen. Et fristed, hvor der var højt til loftet og langt til kalorietabellerne. Et sted, hvor vi begyndte en nu livslang samtale om betydningen af det, vi går op i, i et langt bredere perspektiv.
Man kan sige, at det virkelig er at gøre noget privat (og eventuelt uendelig ligegyldigt) politisk. Kvaliteten af vores samtaler over mazarinen er bare så høj, at det er umuligt at holde fast i et synspunkt om at samtaler mellem kvinder i private rum ikke er vedkommende politisk det være sig værdi-, familie- eller kønspolitisk.
Aldrig har vi været klogere, som når vi har smæsket os igennem en mazarin. Og de samtaler ville verden have godt af at lytte med på – i redigerede versioner naturligvis.
Den smagte ikke særlig godt. Fuldstændig ligegyldigt.
Comments (0)