skip to Main Content
Hvad skal næste bog hedde? Det er om Saudi og kærlighed og parforhold
Den Nye Skurk: Den Kostoptagede Forælder

Den nye skurk: den kostoptagede forælder

I dag fik jeg, som jeg plejer, mit nyhedsbrev fra Berlingske og fik så den store bekræftelse på noget, som min næse altid har sagt mig: forældre, der er meget optaget af kost, kan overføre optagetheden af kost til deres børn på en rigtig uheldig måde. Som i: spiseforstyrrelser.

Mine drenge er 17 og 21 år. De ved mere om kost, end jeg gør. Det er tiden; det er fint. De er så gamle, at da jeg skulle lave deres hirsegrød, så puttede jeg smør i. Det må man godt igen; der var en lang tid, hvor man ikke måtte, og hvor man skulle skylle hakkekødet rent for fedt, inden man lavede kødsovs. Så var det sukker, som børn nærmest døde af, hvis de fik. Så var det gluten. Og så videre.

Min mand arbejder i Novo Nordisk, så det er ikke fordi, jeg er blind for, at vi har et problem, et globalt problem, med kosten. Og det er ikke, fordi jeg ikke selv er optaget af kost. Faktisk er det kommet så vidt, at min mand og jeg er gået på vores første diæt nogensinde, sammen med resten af den første verden: 5:2-kuren. Det fungerer fint, og det gør, at vi kan hælde champagne og foie gras i kæften uden at skulle lægge bukserne ud om mandagen. Vi er blot blevet så gamle, at vi ikke kan løbe det nydelsesfulde kalorieparadis af længere.

Det betyder samtidig, at vores børn også er blevet gamle. Med egne madvaner, holdninger, indsigter. Identiteten er udviklet, deres værdier er ved at gå op for dem, de er flyveklar, også selvom de ikke selv synes, at de skal undvære vores vaskemaskine, køleskab og ikke mindst kreditkort. De er med på det med 5:2. Altså til os, de gamle. De kunne ikke drømme om det.

Men tænk hvis man havde siddet dér med dem som to-årige og most deres broccoli ud med smør til dem, og kun vand til mor, tak. Nu har vi så fået det dokumenteret, at det ikke er en god måde at opdrage børn på – at være sygeligt optaget af kosten, også selvom det kun er til dig selv.

Mad er nødvendigt. Det glemmer vi, og det skal vi måske også i vores del af verden. For mad er også alt muligt andet i en familie – måske den vildeste identitetsskaber: Spiser man sammen? Foran tv’et? Hvem laver maden? Taler man om den? Taler man om andet, fordi man spiser? Hvem kritiserer? Hvilken magt giver det at undlade at spise den? Hvem bestemmer i virkeligheden, hvad vi spiser?

Min mor hadede at lave mad, hvilket resulterede i, at jeg er vokset op i et kulinarisk Sibirien. Der gik så mange år, før jeg fattede, at det ikke var noget med maden, hun hadede. Det var det, at det forventedes af hende, at hun havde maden klar, når far kom hjem. Det var sådan set en hel kvindefrigørelseskamp, der lå bag alle de kogte gulerødder, jeg har spist som barn.

Vi er på det der 5:2, fordi vi har et kalorieproblem; vi ved godt, hvad vi laver. Men hvis vi havde revolutioneret vores kostvaner, hver gang vinden vendte, så ved vi også godt, at det ikke længere kun kunne være kosten og kalorierne, det handlede om.

Tænk over det, næsten gang, du synes, dine børn også skal droppe marmeladen på bollerne eller de otte pastaskruer med uøkologisk købeketchup. Det er ikke det, der får dem til at blive bedre til at tie stille, når du synes, de skal. Det handler ofte om noget helt andet. Måske endda om dig.

Det er nemlig aldrig børnenes skyld.

This Post Has 2 Comments
  1. Tak for et godt indspark i debatten. Jeg er ikke forundret over, at man nu ser børn med spiseforstyrrelser på grund af forældres overdrevne sundhedsinteresse, hvor bestemte madvarer udråbes til at være djævlen selv. Det måtte næsten komme, for jeg oplever i hvert fald selv på nært hold, hvordan mad for nogen kan udvikle sig til at være tæt på religion – hvor noget er okay at tilbede, og noget andet skal forsages med al vold og magt. Fanatisme har aldrig været godt for nogen. Heller ikke når det handler om mad.

    1. Hej Monica, velkommen på bloggen! Jeg er ked af, at du oplever sådan noget på nært hold. Jeg tror, at vi alle sammen kan være så forhippede på at lykkes 100%, at vi tror, at når noget ikke er perfekt, så må det have en årsag – og gerne noget, der ligger uden for os selv: sukker, candidasvamp, smog, støj, barndom, etc.
      Men sandheden er jo, at vi og resten af livet ikke er perfekte, og det skal og må vi lære at acceptere. Det er vel i virkeligheden den sande fanatisme – drømmen om det perfekte. Så jeg er 100% perfekt enig med dig :) God påske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top