Den fortabte Wi-Fi generation

De fleste teenagere kan deres hjems wi-fi koder udenad. De fleste teenagere kan ikke gennemføre et måltid i familiens skød, uden telefonen bimler. De fleste teenagere kan ikke længere udvise nærvær, har aldrig øjenkontakt og har i det hele taget et alvorligt misbrugsproblem. Vi har at gøre med endnu en fortabt generation – Wi-Fi generationen.

Den sang er jeg træt af. Jeg bor sammen med en på 16 og en, der ganske vist ikke er teenager længere, for han er 20, men bestemt også en del af generationen, der tilhører de digitalt indfødte.

Vi har mange dimser, der kan gå på nettet. Og mine sønner gør det. Hele tiden.

Spørgsmålet er, om det ikke er mig, min generation og ikke mindst generationen ældre, der har et problem.

Teenagere må ikke være teenage-agtige

Mine sønner tager aldrig telefonen, når den ringer, med mindre det er meget vigtigt. Mine sønner har altid telefonen på lydløs, så jeg hverken hører eller ser den – og hvis den er på brummer, og den ligger og hopper i spinatlasagnen, så bliver den slået fra. Mine sønner kan sagtens space ud efter intens personlig samtale på ca. halvandet minut – og i stedet for at kigge på kniven, på neglene, på det de finder i næsen, så kigger de på en skærm.

Det har ikke noget med internettet at gøre; det har noget med os at gøre – at de skal være på en bestemt måde, så vi ikke synes, de er teenage-agtige.

Det er ikke god stil, når min 16-årige går på café med sine venner, at kigge på telefonen i stedet for hinanden. De synes, det er uhøfligt. Til gengæld tjekker de dagens lektier, fordi de har internettet i lommen, og så ved de, om de kan blive hængende lidt længere – i det der gammeldags, fysiske møde.

Kan du gå på café uden at tjekke din telefon? Kan du lade være med at tage telefonen, hvis den ringer? Skal du altid lige google det, vi snakker om?

iPhone’n stjal min mand

Da min mand endelig fik en iPhone, mistede vi ham. Han kan på ingen måde multitaske, og når han sidder med sin lange, Iphone 5 i hånden og laver sin Spotify playliste til morgendagens biltur, så ligner han en arkæolog, der har fundet de første hieroglyffer, og selv når man tilbyder ham massage, hører han det ikke.

Hvis du så kigger på telefoni / SMS-adfærd hos generationen, der er ældre end os, så ser du nok det samme, som jeg gør: En telefon, der er tyran, ligesom i mit barndomshjem, hvor man bogstaveligt talt styrtede ud i gangen for at tage den, når den ringede og var ved at dø over det, hvis man ikke nåede den. Jeg kender i hvert fald ældre mennesker, der sætter alt på freeze, hvis der kommer en sms. Den skal så åbnes, læses, forstås, læses højt, og så kommer vi til planlægningen af svaret, skrivningen og så oplæsning igen. Og så send – og så lige en gang til, for gik den nu igennem?

De unge har styr på det. De kan sms’e uden at kigge, hvad er problemet? Det er os, der er bagude. De er præcist lige så nærværende, som de skal være, og da min søn holdt fest i fredags, blev hans telefon high-jacket, og vedkommende sendte en video ud fra festen til hele hans kartotek på Snapchat. Lad mig sige det sådan – det lignede IKKE det foto øverst her på siden. Mere røber jeg ikke her, for han ved ikke, det skete :)