I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig,…
Den ekstroverte introvert
Det er jo mig på fotoet. Det er sådan, jeg genkender mig selv. Det er også sådan, resten af verdenen genkender mig, mega-ekstrovert. Det er sådan, jeg mødes med og møder verden, og det betyder ofte, at jeg kan have lidt let gang på jord: Som en kollega engang sagde: “Du kommer der med din golden retriever-adfærd og får det, som du vil have det.” Der er en rigtig god forklaring på det, og det er alene, fordi jeg har helt vildt meget tid, hvor jeg ser sådan her ud:
Jeg tror ikke, man overhovedet kan være forfatter uden at bruge mest tid med brillerne på. Så er jeg for mig selv, og jeg skal ikke tale, mene, smile, gøre. Jeg er et meget privilegeret menneske, som har fundet løsningen på kombinationen mellem foto 1 og foto 2. Den hedder 70/30. Gæt selv hvilket foto der får hvad. Egentlig ville 80/20 passe mig bedre, men så bliver jeg nok for sær, og når den når ned til 60/40 bliver jeg akut kronisk PMS eller får mindst influenza.
Bare lige 47 timer til
At skrive betyder altid, at man ikke har tid nok. Jeg har lige haft en masse ekstrovert-tid, og det der beroliger mig undervejs er, at jeg tænker på, hvornår jeg er alene igen: Bare lige 47 timer til, det kan jeg godt. Det betyder konkret, at jeg regner ud, hvornår jeg kan gå fra et arrangement, og hvornår jeg så er hjemme. Som i antal minutter. I Danmark, hvor jeg har boet i samme hus i 16 år, har jeg altid, altid, altid løbet op ad havegangen, når jeg kom hjem fra ekstrovert tid. Og aldrig hvis jeg havde været ude at løbe, købe ind med radio i ørerne, rejst alene hjem fra fjerne destinationer.
Fordi jeg har denne golden retriever-adfærd, bliver jeg ofte dømt på forhånd. For mange år siden sagde en pædagog til mig i vuggestuen, fordi min søn vist havde været urimeligt bidende eller noget, at “det jo også er klart, når der er så meget fart på, at han måske bliver påvirket af det”. Der er ikke fart på i min hverdag. På det tidspunkt arbejdede jeg allerede hjemmefra og tog ham ikke med i Netto efter dagens institutionstid. Vi skulle ikke til alt muligt også, fordi jeg jo har min 70/30-formel. Men jeg LIGNEDE sådan en. For det meste bliver jeg dog bare dømt som en ekstrovert, og når man så kommer lidt tættere på, får jeg at vide, at jeg er “vildt sammensat”. Men er vi alle ikke det?
Føler du dig den mindste smule ramt? Så læs for Guds skyld Anna Skyggebjergs nye bog: Introvert. Stå ved dig selv.
DEL:
This Post Has 7 Comments
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Læs også
[…] Resultatet er, at jeg helt sikkert ikke ligner mig selv, som jeg så ud, mens jeg skrev bogen. Fotodokumentation […]
[…] Skov forsøger at tilskrive sit paradoks med, at hun er anderledes (end os andre?). Jeg tror, hun refererer til sin frivillige barnløshed, at det er noget særligt anderledes. Jeg ser ikke det anderledes, jeg ser bare et skrivende menneske, der kæmper i de to verdner, helt på linje med Tafdrup, der fortæller, hvor meget det dræner hende, hvor meget hun forbereder sig på alle sine optrædender – præcis som vi kender Skov i den offentlige debat. Og præcis som det, jeg beskriver i mit indlæg om at være en ekstrovert introvert. […]
Jeg føler mig helt vildt ramt!
Jeg har altid set mig selv som über ekstrovert – og haha, jeg griner over den med goldenretrieveren… ;-)Man kommer længst med et smil ;-)
Men i virkeligheden… ja, så er jeg måske en smule meget introvert, under cover. Har egentlig lige blogget om det selv her:
Og det er egentlig ikke for at logge dig over på min blog, bare fordi det popper op lige nu her. Og på en anden blog læste jeg også om Anna Skyggebjergs bog – og jeg tænkte, at jeg ville læse den, for min ældste datter er udpræget introvert… Men det fik mig til at tænke..
Kender jeg overhovedet mig selv? :-)
Kh Hyldemor…
Hej med dig, hyldemor – det er hyldeblomst og hyldebær og hyldemeter af skønne bøger, ikke? så er det jo et fantastisk navn. Fedt blogindlæg, du har skrevet – for mig er det ikke dér, jeg er introvert – i mødet med venner, tværtimod tror jeg. Det har altid været noget, jeg har taget meget alvorligt. Jeg havde kun mange venner, da jeg gik i Folkeskolen og ikke vidste bedre. Det er noget med at vide, hvor man får sin energi fra, tror jeg. Dræner det eller giver det? Og en fed aften kan jo godt være fed, selvom man skal ligge i fosterstilling hele næste dag. kh Lotte
Ja der er mange slags hylder… ;-)
Men det kræver tid at nå til den indsigt at man må vurdere hvert enkelt tilfælde, netop om de giver eller suger energi! Og også turde at give slip på netop det, der dræner, selvom det jo er så trygt, at blive ved det kendte… :-)
Åh ja, det er vise ord – lad os tænke videre over den i weekenden :) Og ikke mindst hvorfor det er så slemt at give slip – dels for en selv, men også for den der bliver sluppet? For ofte er der jo en gensidig, ufarlig grund – dansen er slut, og det var skønt, lige så længe det varede.
[…] Vi skal have flere af denne her slags bøger, der bevæger sig på kanten af selvhjælpsbøger, men som ikke bare bekræfter dig i, at der er noget galt: ”100 måder at forføre din mand på” giver jo kun tanken: ”findes der mere end 1, og er jeg derfor ikke god nok?”. Skyggebjerg sætter dig fri. Hun insisterer på, at vi skal anerkende, at vi er forskellige, og at vi ikke giver plads nok til dem, der ikke kan drible til receptioner, børnebuffeter og gennem overfladesnakken. Særligt varmt skriver hun om forældre med introverte børn; de er ikke generte eller nørder, de er ikke sære men særlige. Og så er hun konkret med ønsker til daginstitutionerne og skolerne om, hvordan man skal behandle introverte børn. Læs evt. også mit blogindlæg her på siden om hvordan det er at være ekstrovert introvert. […]