Den daglige ild

Det er egentlig noget rod, at der skal skrivehi til, før der kommer ild i skrivefingrene. Men nu har jeg i snart en uge haft denne fikse, stramme brændeovn som nærmeste omsorgsperson.

Det er det repetitive, der virker. Det at man står op på samme tid, ved, hvor længe en birkeknold brænder, ved hvornår der skal logges på nettet, gås tur, og ikke mindst hvornår mine søde værter i det store hus ved siden af kalder mig ind til middag.

Jeg mistede ilden over julen. Måske endda inden. Et kedeligt forløb omkring nyt køkken (dog efterhånden ret smukt i det, det er ikke det), en mand der kom hjem efter fire måneders pariserpendling, en masse arrangementer, en masse snot, og en massiv mangel på repetitiv hverdag fik min ild til at gå ud.

Min mand bestemmer over alt, jeg gør

Jeg har sådan en mand, der coacher rigtig meget på sit arbejde. Det gør han også over for mig. Men det er ikke på coach-måden. Det er på ordre-måden:

Nu gider jeg ikke vente længere på den roman. Nu tager du op til Anna og Jesper. Og så kommer du ikke hjem, før du er færdig. Du må ikke være på nettet, og du må kun kontakte mig efter kl. 17. Men du må gerne komme hjem, hvis du bliver trist.

De to første dage var jeg på familie- og den øvrige verden-detox. Helt samtidig med katastrofen i Paris. Meget passende at blive tvunget til at koncentrere sig om en brændeovn, en eng, der måske bliver oversvømmet af Egon, og så ellers forsøge at holde både terroristerne, udslettelse af landsbyer, kronprinser, der er frække, og ikke mindst ulykkesturisterne her ved fjorden for døren.

Det lykkedes.

Nu mangler jeg kun klistrekapitlerne, tror jeg.

Så har jeg skrevet endnu en bog. Og bagefter: Så skriver jeg en til. Repetitivt liv.