Debatindlæg lytter ikke

For et par uger siden skrev  jeg et debatindlæg til Politiken, fordi deres mægtigt søde debatredaktør, Tarek Omar, spurgte mig. Det kan du finde lige her. Tegningen ovenfor fulgte med. Ja, det er en svinehund, der læser Politiken. Den er jeg meget tilfreds med.

I dag kom jeg til at læse kommentarsporet, her efter det kom på nettet. Jeg er egentlig enig med de fleste. Det tror jeg ikke, de – eller I? – regnede med.

Jeg tænkte lidt over kommentarerne, fordi nogle af dem fremstod som en kritik af mit indlæg, men vi var alligevel en-til-en enige. Jeg tror ikke, det handler om ikke at kunne læse indenad, jeg tror, det handler om, at når man mener noget, sådan rigtigt, så skal man bare ud med det. Og det er egentlig lige meget, om det er sagt før, eller om der er nogen, der er enige, eller nogen der ikke er.

Autobiografisk lytning

Mit indlæg er sådan et, der sætter den helt store autobiografiske lytning til – som betyder: Man kan slet ikke vente med at høre en anekdote færdig, før man må toppe med sin egen, gerne mens man nærmest afbryder den forrige. Og nogle gange kan det næsten være lige meget, hvad den andens anekdote handlede om.

Nuvel, rummelighed er en eftertragtet størrelse. Ikke kun når man som jeg postulerer i debatindlægget, at den indre svinehund – eller bare den mindre fordomsfrie – findes i os alle, også os der tror, vi er så dydige, når det handler om hverdagsracisme, men altså også i debatkulturen. Det vil jeg så snart skrive et debatindlæg om… Sikke en revolution.