Skip to content

De onde parforhold

Her i sensommeren har jeg krydslæst to nordiske, onde parforholds-romaner. Det har været syle-fedt. Parforhold er suverænt det mest uhyggelige i ethvert menneskes liv.

Det er så synd, når den slags temaromaner ikke bliver blæst til bestsellere, fordi det måske er den eksistentielle udfordring, som vi alle kommer til at døje med – kærligheden – som Strindberg sagde: Ægteskabet er som en åleruse, dem der er ude vil ind, dem der er inde vil ud.

Første onde parforhold – lægen med dolken udenpå

Første onde roman er Hjem til mig af norske Trude Marstein – den er et par år gammel. Om lægen Ove, der simpelthen ikke kan lade være med at være sine koner utro. Kommer der en uimodståelig kvinde forbi ham, så stikker han den ind. Det følger vi fra lige før, han gifter sig første gang, til han går på pension.

Måske tænker du, at hans selskab orker du ikke, men Ove er ikke bare en psykopat. Ove er i sine behov. Det er bare det. Han kan ikke undertrykke dem. Han kan vælge at cykle en omvej hen til elskerinden, inden han skal hjem og snakke om at lave en baby til og lade intermezzoet med elskerinden vare i måske 10 minutter. Måske køber han avocadoer med hjem. Ove kan nemlig slet ikke være her, hvis han ikke får lov at lade sine impulser styre ham.

Der er noget ødselt og grådigt ved hans måde at være utro på, som jeg synes ligger i vores tid. Hvorfor skal jeg ikke have en kage til, når den er her? Jeg har da fortjent den. Samtidig får Ove ligeså ondt i hjertet over sin adfærd, som vi andre gør i kagedellen. Belav dig på at krumme dine tæer. Jeg synes, at det pinlige er meget, meget morsomt.

Anden onde parforhold – kvinden uden grænser

Anden onde roman er den nyoversatte, svenske Lena Anderssons Uden personligt ansvar. Det er den modsatte roman: Det er kvinden, lidt yngre end jeg, som har et forhold til en gift mand. (Romanen er en selvstændig fortsættelse af En roman om kærlighed.) Her bliver det ligeså tåkrummende som med den gode Ove, fordi vi råber hende ind i hovedet om, at hun skal lade ham være, og han kun kommer til at såre hende, og han går aldrig fra sin kone, men det bliver ved og ved og ved. Det gør ondt!

Hun køber faktisk en bil for at have den, så hun lige kan køre ham til og fra steder, hvis han skulle have brug for det. Hun flår begrebet service op til nye højder. Det er lige så meget et symptom i tiden, at vi er så normstyrede, hvor normen kræver en kæreste, og han skal KUN være vores, og hvis vi ser nogen, der gør som hun gør i denne roman, så er det nærmest borgerligt ombud at råbe hende ud af forholdet. Jeg havde så bare valgt en sødere en at være elskerinde for, end hun gjorde. Måske var hverken hun eller han klar til den trekant. Måske vi bliver det en dag.

At krydslæse bøger er noget, jeg efterhånden er blevet god til, dels fordi jeg altid er i gang med flere på en gang, dels fordi jeg virkelig nyder lydbøger (det er netop i går i P1 Morgen blevet godkendt af forskerne til at være lige så litterær en oplevelse, som det er at læse, pyh). Når forfatterne så tematisk skriver sig op mod hinanden, ganske utilsigtet, er det en sand fryd. Det kan varmt anbefales.

Marstein læste jeg i printbog med æselører, Andersson lyttede jeg på Storytel.

Comments (1)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Back To Top