Damebladsbashing

Jeg røg ind i en ordentlig debat sidste uge, fordi jeg lavede en klassisk Facebook-fejl: Delte noget, som jeg ikke kendte ophavet til og lagde ordene og holdningerne i munden på et helt dameblad, selvom det netop ikke var deres holdning men Malene Lei Rabens ord, hvor hun lidt kækt forsøgte at adressere en trist tendens om, at kvinder sidder i den ene ende af en middag og snakker relationer, børn og smykker, mens mændene i den anden ende snakker om digte, skattetryk og ytringsfrihed.

Debatten blev meget interessant; og det var ikke på grund af det forudsigelige nej, det kender jeg overhovedet ikke, for sådan er det ikke blandt mine venner, som var min egen pointe, da jeg delte opslaget, men mere på grund af to pointer, som faktisk irriterer mig langt mere, end hvis et dameblad mente, at kvinder ikke snakker politik men kun om børn og smykker.

Den ene pointe er:

Når det her debatteres, f.eks. hos Ditte Giese på Facebook, så skal der ikke mange omgange til, før én vil sige, at det kender hun jo ikke til, denne kønsopdelte samtalekultur, fordi hun altid sidder nede hos drengene.

Jeg hader det argument, for hvis der er noget, der fastholder os i stereotype kønsmønstre, så er det, at drengene er det gode selskab. Vi kender det også under begrebet drengepige, og det er noget med en pige, der ikke piver og klatrer i træer og har sprunget den lyserøde fase over.

Den slags sagde jeg også selv engang, fordi jeg elskede at fremhæve mig selv som hende, der trænede med drengene i gymnasiet, fordi jeg ikke havde menstruation og dermed fravær som stort set resten af mit køn. Ja, det var før, man fik karakter i idræt. Det sagde jeg alene, fordi jeg ville fremhæve mig selv som sejere, hvilket også er sandt, men det er mig, der er sejere, ikke drengene, og de er ikke sejere end pigerne. Pigerne ville bare hellere ryge, hvilket jo ret beset også var ret sejt.

Den anden pointe er den vigtigste:

For mens karrikaturen af det ærgerlige middagsselskab beskrives, kommer der også lige det med relationer med. Mellem smykker og børns fritidsinteresser. For mig er relationer dem, der bærer stort set al kommunikation med mine venner. For mig er det her, livet leves og forstås. Relationerne i vores liv er meningen med det hele – hvordan vi elsker og sørger og forbander og velsigner dem, vi har i vores midte. Jeg var i biffen med en ven i går, og vi var lige ved at skippe filmen, så meget talepres havde vi om netop det (og ikke om skat og digte og ytringsfrihed).

Jeg kan ikke forstå, at jeg selv faldt i gryden med behovet for at fyre noget damebladsbashing af, da jeg delte fotoet ovenfor. Hvorfor er det vigtigt at tage afstand fra dameblade? Jeg kan selvfølgelig heller ikke forstå, hvorfor jeg ikke tjekkede kilden, men hey, den slags sker jo. Og så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor vi skal nakke kvinder så hårdt, fordi de interesserer sig for nære ting.

Mine bøger handler ikke om andet. Og når jeg taler med mine venner (køn uspecificeret), så taler vi om nære ting. Den sidste fødselsdag, jeg var til, blev kodeordet for aftenen spejderskeder. Ret nært. Måske lidt poetisk? Men ikke ret meget om ytringsfrihed. Og dog?