Champagne hamstring

Kan man hamstre det, der er dejligt lige nu, og så spise en lille del af det, hver gang livet driller? Jeg ved det ikke. I dag står den i hvert fald på champagne hamstring, fordi vi jo desværre snart skal hjem. Og udover at der er en vis økonomisk logik i at hamstre bobler, så er det måske dybere end så.

For er det ikke det, livet handler om? At samle på stunder man kan hive frem senere?

Plejehjemmet er vel ikke det eneste sted at mindes gode stunder?

Vi har i Danmark en talemåde, som egentlig er lidt trist, fordi vi siger om mange ting, at vi ikke vil sidde og ærgre os på plejehjemmet over, at vi ikke gjorde eller turde – skrive en bog – sige op – blive skilt – sove med en skorpion.

Det er både det, at plejehjemmet er noget, der pr. definition er trist, en endestation uden andet at tænke på, end alt det der ikke længere er eller kan være, og så også mere det, at talemåden for mig lugter lidt af, at den der gemmer til natten, gemmer til katten.

At vores minder bliver noget, der først skal hives frem, når de er falmede og måske blevet lige lovlig idylliseret.

Champagne kunne jeg ikke lide eller tåle eller drak kun, når jeg havde en kransekage eller et kanonslag i hånden. Det har forandret sig totalt her. Enten er det bare midtlivsalkoholikeren, der er ved at vågne, eller også er der noget med at drikke en drik, som andre drikker som det naturligste i verden, når man lige skal have et glas.

Og her er det altså altid champagne. Ikke cremant, ikke mousserende vin, ikke cava, ikke spumante. Champagne fra Champagne.

Her i huset skal vi forhåbentlig ikke vente, til vi sidder på plejehjemmet og ikke længere kan tåle syren fra boblerne i de gamle maver. Vi skal forhåbentlig mindes vores stunder i dejlige Paris hele tiden resten af livet. En gang om måneden måske? Så har vi lige købt os til 42 mindestunder.