Arkiv | Top-ti RSS feed for this section

Vi er endnu ikke de samme for hinanden

5 dec

Sheik Caggi 1 Lotte Garbers

I disse år lever jeg tit uden min mand. Igen igen ændrer vores parforhold sig, og efter 30 år er vi endnu ikke de samme for hinanden.

Jeg bor ganske vist i Riyadh sammen med ham, men jeg er også ofte i Danmark, hvor mine store sønner bor, og hvor mit arbejdsliv hører hjemme.

Jeg er imod at leve uden min mand. Han er ikke min elsker, mit tidsfordriv, min legekammerat, som jeg kan tage frem og være sammen med, når der ikke lige var noget mere spændende. Han er min livsledsager, mit livsvidne, ham jeg deler med. Det hele. Ok. Næsten.

Når vi er væk fra hinanden, taler vi i telefon om aftenen, men det er ikke det bedste, jeg ved. På den måde taler man til hinanden i overskrifter: godt møde på forlaget, ingen vandskade i bryggerset, Støjberg er stadig minister.

Men hvad så med alt det, der er indeni mig, som ikke kan kommunikeres i overskrifter: tvivlen på det hele, den lede tanke om en, man holder af, jubelglæden over et glas god te, forskellige blikke på ens børn og deres frådende fremtid - alt det - det forsvinder. Jeg producerer for mange ord om livet på en dag til at kunne rapportere om det i overskrifter.

Det er ærgerligt at mangle det, når man snart har fulgtes ad i 30 år. Og så har vi slet ikke snakket om den tomme seng.

Jeg ser min sheik, når jeg ikke er tæt på ham

Men så sker der noget andet i vores forhold. Det er, som parterapeutguruen Esther Perel (hende jeg interviewede sidste år i Politikens Hus) siger, at når man er så tæt, så tæt, så kan man ikke se hinanden. Hvem kan se noget som helst, når man er helt fysisk tæt? Afstand giver indsigt. Jeg ser min mand, min sheik, når han er væk fra mig.

Jeg ser ham på de fotos, vi sender via snapchat hver dag. Jeg ser hans blik, der ikke har ændret sig et sekund siden påsken 1988. Jeg ser hans hudfolder, der er kommet på halsen, den let tynde hud, og jeg føler, den er min, fordi jeg har set den blive til. Jeg ser ham. Husker hans sidste sætning i sidste samtale og tænker: det var da egentlig meget klogt sagt. 

Det når jeg ikke, og det ser jeg ikke, når vi er sammen hver dag og nat. Det gør jeg nu, når vi er på afstand, og jeg ser, at han forandrer sig, at jeg forandrer mig, at vi forandrer os sammen, og det gør ham mere interessant, ikke mere kendt, eller mere af det samme. Jeg når endda at tænke: ham vil jeg gerne tættere på. Og heldigvis, lykkeligvis er jeg også det. Helt tæt så jeg intet kan se.

Det er nu også meget godt.

Burkaforbud - nu skal I høre, hvordan det er ude i virkeligheden

9 okt

Riyadh

Billedet er fra kvarteret ved Clock Tower her i Riyadh. Det er fra den del af virkeligheden, hvor der i hvert fald ikke er burkaforbud. Jeg er inde i en lille borg med mindesmærker fra Saudis unge fortid - landet blev først samlet i 1932.

Kvinderne bærer alle niqab på billedet. Det er det mest almindelige i det offentlige rum. Vælger jeg restauranter, private arrangementer og hoteller er tørklædet ikke bare sort niqab, men alt muligt fra ingenting til fuld burka med gitter og også blot en serviet lagt over de smukke, sorte krøller. Måske er der en social rangorden i tildækningen, som jeg endnu ikke har afdækket. Det skal jeg nok rapportere mere om, når jeg bliver klogere. Selv skal jeg ikke dække hår og ansigt til.

Burkaforbud - det er tvang. Prøv med valgfrihed

Min mand er HR chef i Novo Nordisk her i Golfen og har ansat enkelte kvinder. Nu skal han til at ansætte flere, fordi kørselsforbuddet for kvinder er blevet ophævet, men han skal stadig overholde loven om, at kvinder skal have separate indgange og eget kontor, hvor der ikke må være mænd.

Han har sagt til mig, at han ikke vil ansætte kvinder, der har niqab for der er han helt på linie med Martin Krasniks berømte Deadline-interview, som jeg har smidt ind nederst her, hvor han bl.a. siger til en niqab-klædt kvinde, at han ikke kan aflæse hende, når han ikke kan se ansigtet, at hun er som en figur. De kvinder, der er i Novo bærer ikke niqab, men blot tørklæde, og det samme gælder de kvinder han møder hos leverandører, netværk osv. Dem, der vil dækkes helt til, arbejder nok ikke i den type virksomheder. De har taget et valg.

Nu skal vi så have burkaforbud i Danmark. Og selvom det ikke turde være nødvendigt at sige højt, så bryder jeg mig naturligvis ikke om tvang og så videre, men den slags har vi allerede lovgivning imod i Danmark, og vi har endda også maskeringsforbud ved demonstrationer og lignende. Vores demokrati har allerede tænkt på at beskytte sig selv og dets borgere.

Her ude i virkeligheden er problemet indgrebet i den personlige frihed

Nu får vi en lovgivning, som griber ind i den personlige frihed. Det kender jeg alt til. Jeg bor i et land, som er ret god til netop det. Jeg er gæst i Saudi, og jeg er en god gæst. Jeg aflæser kravene og glider ind. Jeg går i abaya, som er den Harry Potter kappe, jeg skal bære i det offentlige rum. Jeg undgår at give hånd til mænd, der ikke vil give mig hånden (det er sket to gange i alt), og jeg lader være med at køre bil indtil juni næste år.

Men hvis jeg tænker over det, når jeg sidder på en lækker restaurant helt ned til Det Røde Hav med min mand ved min side, og samtalerne er ved at nå ned i god dybde, så bliver jeg jo stødt. Det er klart. For hvorfor er der nogen, der skal vælge for mig, at jeg ikke må nyde et glas lige da og smide kappen og vise min smukke kjole frem? Hvorfor er der nogen, der skal sige, at jeg ikke kan sidde på den gode udendørs terrasse, for lige den, jeg har udset mig, er kun for mænd, der ikke er i selskab med kvinder?

Når kvinderne hernede i deres sorte niqab’er følges med deres mænd i deres nylonsportstrøjer, badetøfler og lange shorts, så ser det modsætningsfyldt ud for mig. Han vælger tilsyneladende selv (eller??), hun gør ikke. Eller også gør hun. Det ved jeg ikke. Jeg ved kun, at der er konsensus her, om hvordan man opfører sig som kvinde i det offentlige rum.

Jeg er jo ikke kulturel døv

Hvis jeg ikke fik dikteret, hvad jeg skulle eller ikke skulle bære, så ville jeg jo af mig selv dække bare skuldre og ben til, ligesom en turist gør på vej ind i en katedral midt i højmessen. Jeg er jo ikke kulturel døv. Og jeg ville nyde mit glas på restauranten ved havet og skåle til dem ved nabobordet, som har det lige så dejligt med deres vandpibe.

Så var der plads til os alle sammen, og jeg ville bevare min personlige frihed. Det er den, vi ikke kan lide, der bliver pillet ved i konservative lande som Saudi. Og nu gør vi det så selv.

 

Hvor lidt skal man lade sig nøje med?

11 jun

2017-06-07 19.58.21

For tiden lader jeg mig nøje med virkelig lidt, når det gælder mit ægteskab. Jeg kan fortælle to historier: Jeg kan fortælle den om, at vi er sådan nogle vilde kugler, der rejser hvor som helst hen i verden, bare vi er sammen, og mens min mand er nede på den store arabiske halvø, så sidder jeg her og passer børn (på 20 og 24) og venner og vesten, og vi snakker sammen i telefonen i timevis næsten hver dag, og det hele kilder og er spændende. Og vi glæder os til alt det, vi skal opleve sammen.

Den anden historie er den, vi ikke giver så meget sprog. Han flyttede i januar, og selvom jeg har set ham hver eneste måned siden da, og om en uge ser ham i virkelig lang tid i streg, så lader jeg mig nøje i en grad, hvor jeg kan blive i tvivl, om det er meningen. Hvorfor skal man kunne lade sig nøje og udholde? Hvorfor skal man savne - det er en af de værste følelser - dens veninde hedder længsel, og det kan være meget sådan lækkert, men at mangle, savne, miste en hverdagsnærhed - det er sgu åndssvagt.

He doesn’t complete me - det er mit eget ansvar

En af mine venner sagde sådan kækt, at ethvert ægteskab skal kunne holde ud at være væk fra hinanden. Og kækt kan jeg svare, at det er vi nok en slags verdensmestre i i forvejen. Vi har altid - og det er så siden 1988 - levet sammen hver for sig, været i samme rum uden at lave det samme, jeg har været væk og opslugt af skrivning og rejser, og jeg tror, der ligger et godt ægteskabstrick her: at vi bliver ved med at gå ud af døren hver for sig og kommer hjem og viser den anden, hvad vi nu har fundet derude. Vi har altid fået noget med hjem og aldrig forventet, at det er den anden, der skal give dig alting. He doesn’t complete me. Det er mit eget ansvar.

Efter så mange år er der faktisk kommet en hverdagsmæssig kropslighed, som jeg efterhånden skønner, at jeg ikke vil undvære. Jeg kan sagtens. Jeg kan også lappe en cykel og hente noget på loftet, men jeg gør det bare ikke. Jeg ser ikke skønheden i at kunne klare mig selv. Jeg savner min livsledsager.

I sidste uge var jeg i Oslo og så Munch by Knausgård (STOR anbefaling herfra). Karl Ove siger det langt bedre end jeg gør:

 

 

Hvordan nogen reagerer, når de hører, vi flytter

30 maj

Um al Hammam street Lotte Garbers

Vi flytter til Saudi Arabien for en stund. Det har jeg sagt rigtig mange gange nu. Der er noget, der slår mig her i mine første livtag: Det er, hvordan nogen reagerer, når de hører, vi flytter. Her kommer det ordret fra en fra Gyldendal, hvor jeg arbejder som konsulent for tiden. Bare rolig. Jeg kan godt høre kærligheden og humoren:

Kære Lotte,
Så på FB, at du flytter til Saudi Arabien til sommer!! Det kan du simpelthen ikke mene! Hvad med Klareboderne?! Altså Lotte. Er du klar over, der ikke er WIFI for kvinder dernede? Jep, du kommer ikke til at være online med mindre du går under cover som mand! Du må heller ikke drikke vin? Eller køre bil. Du kan risikere at blive idømt piskeslag eller håndafhugning (hvilket er bedre end hoved). Er du sikker på, du helt har gennemtænkt den beslutning? Og så skal du have en værge. Husk det. Kvinder kan ikke være i SA uden en værge.
Du kan sikkert godt nå at blive hjemme, så kan du skype med din mand. Han har formentlig WIFI.
Håber du bliver. Det er ikke godt for en forfatter at miste højre hånd … siger det bare.

Jeg synes, det er ret sjovt. Og hun ved, at jeg ved, at det halve er gas. Men der er nu noget interessant ved denne forbudsinteresse. Min mand møder det også hos sine nye, særligt egyptiske kolleger - hvordan kan nogen flytte fra paradiset mod nord med øl og SU og frihed, frihed, frihed?

Hvad ved vi egentlig om arabisk kultur i Danmark?

Jeg har før skrevet om min danske penneven, der har boet i Frankrig i 40 år. Jeg beskrev en saudisk nationalfestival for ham, fordi det var en sjov oplevelse, og ikke mindst fordi det er rigtig svært at kende koderne, når man får at vide, at man ikke må synge og danse i det offentlige rum, men når der er Janadriyah festival, så er det første, der møder en, når man ankommer, netop syngende og dansende - mænd.

Hvad ved vi egentlig om arabisk kultur, om islamisk etikette, når det kommer til stykket? Min penneven skriver:

Saa udstillinger og kamelloeb kan afholdes, bare praesentationen er afrettet efter reglerne, interessant nok. Du maa endelig berette om de andre ting, der egentlig er forbudt og alligevel finder sted. Maaske er landet i virkeligheden et velfungerende demokrati?

Jeg ved, at han ved, at jeg ved, at det er sarkasme, humor. For nej, det er ikke et demokrati. Det er et kongedømme. Det er ingen hemmelighed. Men det er også et land fyldt med mennesker, der lever blandt mennesker. Som gør, som mennesker gør.

Jeg ved, det er en spændende tid, som vi flytter til Saud-Arabien i. Det er jeg ret taknemmelig for, og det betyder også, at der kommer masser af disse modsatrettede iagttagelser. Som en saudier sagde forleden til mig: This country is in labor. 

Lad os se, hvad det bliver. Et nyt lille sødt land måske.

På billedet står jeg på en dejlig gade, Um al Hammam Street, med masser af butikker og min mands nye barber.

I dag græd jeg næsten i radioen

30 sep

Tak til Politiken 090915
Tak til Politiken 090915

Tak til Politiken 090915, fra forsiden af kultursektionen

 

Jeg var kulturknuser igen i dag. Jeg græd næsten inde i radioen på P1. Det var Nordbrandts skyld.

Vi debatterede det pludselige engagement hos kunstnere og kulturpersonligheder i lyset af det historisk store antal mennesker, der er drevet på flugt. Er det et krav, at kunstnere skal blande sig i den debat? Er det ikke for galt, hvis kunstnere bare putter sig? Eller er det selvpromovering, hvis de ikke gør?

Jeg sagde noget a la det her, men du kan selvfølgelig bare høre det selv; Kulturknuserne på P1 fra i dag. Kunst og kunstnere SKAL ikke noget. Der er ikke grænser for, hvor ofte det sker, at vi skal spændes for vogne: så skal vi skrive om islamisme, og hvis vi ikke gør det, er det selvcensur. Så bliver den store samtidsroman også altid efterspurgt og så videre.

Men omvendt er det i mine øjne naturligt, at når man har en platfom at tale ud fra, så skal man da bruge den, hvis man selv synes, man har noget at bruge den til. Det er ligesom, når de store virksomheder går ind i debatten og markerer deres holdninger, som når Dansk Supermarked modtager nytilkomne flygtninge som sprogpraktikanter.

Vi har brug for et moralsk kompas

Det bliver ekstra smukt, når det som hos Nordbrandt - lejlighedsdigtet øverst på siden - er et budskab, der stråler ud af værket, altså digtet, og ikke bare ud af munden på ham i et debatprogram. Nordbrandt er jo et brand, og det er da så smukt, at han bruger det til noget. Han kan formodentlig samle flere, end han kan skille, og er det ikke det, vi alle savner? Moralske kompas i en grum verden?

Politisk kunst er ikke noget, der er efterstræbelsesværdigt i sig selv, men når stillingtagen er uundgåelig, som i de eksistentielle dramaer, vi ser omkring os i disse år, så bliver det politiske budskab så tydeligt, at selv medierne får øje på det og kalder det en tendens. Når ikke-politiske kunstnere som Medina blander sig, så er det vel et udtryk for, at det her, det er større end næste finanslov; det her rammer os på det eksistentielle plan, hvad det vil sige at være menneske, og her har popdronninger altså også en styrke.

Jeg græd næsten, fordi jeg skulle referere Nordbrandts digt. Den sidste sætning kommer jeg aldrig til at glemme.

Indlæg fra Skønlitteratur på P1 i dag

18 feb

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn
Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

Tak til Politiken/Jakob Ehrbahn

 

I dag har jeg læst den nedenstående tekst op i Skønlitteratur på P1. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg havde så meget på hjerte efter weekendens tragedie. Her kommer den:

Da London om morgenen d. 7 juli for ti år siden var udsat for et terrorangreb, hvor tre bomber sprang i undergrundsbanen og 1 på en dobbeltdækkerbus, reagerede befolkningen dagen efter på en meget stærk måde, som jeg husker det: De kørte med bus og undergrundsbane på vej til arbejde, som de havde gjort dagen før, og som de ville gøre igen dagen efter. De fortsatte. Sammen. Tragedien var kollektiv, og svaret var forenet: Vi vil ikke være bange.

Det bevægede mig. Udover det åbenlyse mod, kaldte reaktionen på en fælleskabsfølelse, som jeg tror, vi indtil nu har manglet i Danmark. Indtil nu har debatten om retten til at skrive, tegne, sige, hvad man vil, overvejende holdt sig inden for det intellektuelle reservat, og det er ikke fællesskabet herinde, der har hersket.

Her i stilheden efter weekendens rædsel, tænker jeg på, om vi sammen i Danmark har fået overskredet en tærskel. En tærskel, der en gang for alle har ført os ud i den store, farlige verden, som er den, vi har været så længe om at tilpasse os - den verden, som har terrorangreb som en mulighed. Den verden, som ikke lader frihedsværdier som forsamlings- og religionsfrihed være noget, vi diskuterer i Deadline, men værdier vi praktiserer som noget naturligt hver dag, som da englænderne dagen efter tog den bus på arbejde. Igen.

Da tegningerne af Muhammed ramte os, var vi ikke en del af den store verden. Vi levede i andedammen, hvor ænderne blev fulgt over fodgængerfeltet. Vi kunne ikke håndtere det, for vi vidste ikke, hvad det egentlig var, der ramte os. Selv har jeg skullet stå på mål for en aldeles fraværende opbakning til Kurt Westergaard, dengang jeg var formand for forfatterforeningen, også selvom det ikke var mig, der ikke engang sendte en pressemeddelelse om hans naturlige krav på støtte.

Den andedam har været meget svær at forlade. Den har bestemt haft sin funktion - og ikke mindst givet frit spillerum for meningsdannere med stærke, skråsikre dagsordner, men den har også taget forfatterens vigtigste trumfkort fra os - nemlig tvivlen.

Den tvivl, der gør, at man må løbe efter sin hovedperson af mere og mere kringlede veje, fordi man gerne vil forstå og forløse, og selvom man er ophavsmanden altid er usikker på om lykkes. Fordi tvivlen, undren, undersøgelsen er vores benzin - for kender vi svarene på, hvorfor Jeppe gør, som han gør i baronens seng, bliver vores personer ikke interessante for andre end de allerede omvendte.

I mange år har debatterne om ytringsfrihed snoet sig mere og mere indad i en medie-indslags-skabende spiral. Hvad synes du, Lotte: Er du for eller imod? For eller imod Stjernfeldt / For eller imod Lidegaard /For eller imod Henrik Dahl / For eller imod Carsten Jensen?

En forfatter skal gerne kunne bevare muligheden for både og. Alligevel er vi inde i reservatet blevet skubbet i båse - et for eller imod.

Jeg tog ikke ind i Krudttønden i lørdags til debatmødet. Lige med det møde var det, fordi jeg var blevet træt. Træt af behovet for at postulere kravet om, at Lars Vilks må tegne lige så mange forkølede hunde, som han vil. Træt af behovet for at demonstrere retten til en ytringsfrihed, som jeg personligt ikke har følt har været truet. Jeg har heller aldrig haft Muhammed-hunde på hjerte, men ved ikke at have det har jeg automatisk valgt side i en debat, som fremmer skråsikkerhed og ødelægger tvivlen.

Var jeg kommet, hvis det havde været Rushdie? Under hans fatwa var der ingen diskussion om retten til i en bog at antyde, at koranen var skrevet af satan selv. Måske er det så snævert, for han er jo en god kunstner.

Det er kun fem uger siden, at et angreb fandt sted i Paris. Et angreb, der på mange måder blev efterlignet i lørdags. Alligevel sagde en kunstnerkollega til mig om magasinet Charlie Hebdo, at “deres humor er for grov til mig, så “jeg er ikke Charlie”.”

Den relativisme tror jeg sluttede i lørdags. Vi blev skudt ud af vores andedamsdiskussioner, og truslen på vores frihedsrettigheder blev omsider et allemandseje, fordi det ikke blev Lars Vilks, der fik det sidste ord. Andedammen sluttede inde ved synagogen, og nu er det ikke længere meningsdannernes konflikt, hvor modsætningen ligger i, om man siger “MEN” efter man siger:  “JP må trykke, hvad de vil”.

Nu er det vores alle sammens tragedie. Nu kan vi endelig holde op med at diskutere, hvorvidt danske forfatteres påståede manglende romaner om radikaliserede muslimer er et udtryk for selvcensur, eller om Lidegaard lider af fortrængning, når han siger, at ytringsfriheden ikke er truet, mens han klikker sig igennem sit kontors dobbeltsikrede døre.

Det kan få en vigtig betydning for kunsten, her i skyggen af tegningskrisens æra og midt i såret fra i lørdags.

Kunsten bliver fri igen. Den SKAL ikke noget. Ikke andet end det den plejer: At spejlvende og retvende vores samfund og give os dyb undren og hurtig forbløffelse. Den skal ikke vælge side.

Vi som forfattere skal ikke gå til ytringsfrihedsmøder for at markere, at vi må; vi skal bare gøre, som vi gjorde i sidste uge. Vi skal skrive, hvad vi kan og har på hjerte, og det er lige meget, om det er de fortættede, skandinavisk-klassiske familiedramaer, eller om vi brænder for at skrive om terror, religionskrig og værdikamp. Vi fortsætter igen i næste uge - ligesom de gjorde i London.

Vi skal igen skrive om mennesker blandt mennesker, fordi det er det, vi kan.

Jeg ved, det virker absurd i denne tid at sige, at noget kan blive bedre efter det, vi oplevede sammen i weekenden. Men måske har vi fået kunstens undren, tvivl og nuance tilbage. Vi har i hvert fald aldrig haft brug for kunsten, som vi har lige nu.

 

Har du vinket til en ven i dag?

7 mar

venskab Lotte Garbers

venskab Lotte Garbers

I dag skal jeg vinke til en ven. Jeg skal nemlig runde et langt Danmarksophold af, og jeg har faktisk vinket til venner hele ugen, hver gang jeg har sagt farvel, og vi ses, og skriv lige, og husk det med nogle datoer for besøg i Paris, og hvad med den bog, og så videre.

Jeg har før skrevet om venner her og her, for det optager mig - det er, som om min venne-linse er blevet stillet skarpere af, at jeg hele tiden flytter mig.

Til jul lavede jeg så en virkelig flot tre-kategorisering af venner. Jeg kan bare kun huske to af dem: Livsvidnevenner og netværksvenner. Måske var den sidste bare affaldsvennerne, altså ikke at vennerne er affald, men dem som man ikke kan få til at passe ind i de andre kategorier. Sådan er lister og kategorier jo.

Livsvidnevenner

Det er dem, der har været med hele vejen. Dem, der ved, hvornår man kyssede første gang/kastede op mærkelige steder/ved, at det ikke er sandt, når man siger, man er virkelig god til at sige undskyld.

Sådan en var jeg sammen med i et splitsekund i går over vedkommende asiatisk fast food. Sådan en der faktisk ved mere, end jeg gør, og husker det. Røvirriterende men vigtigt, når man er på vildspor. Det er kærlighed over forårsrullen, og man når fra tilknytningsforstyrrelser til vinterfrakker på den tid, det tager at bunde en mangojuice, som man i øvrigt får at vide er teenageagtig. Point taken. Tåler bare ikke mere alkohol i 2014. Og jeg er elsket alligevel, og der er en favn lige meget, hvilken positur jeg kommer hjem fra; lige meget hvor kort vores stund var i går, og vinket var et gensynsvink.

Netværksvenner

Det er de famlende, nye. Dem man kender på grund af noget. Dem man godt kan risikere at miste, hvis man flytter sig fagligt, for eksempel. Forfattermiljøet er ret inkluderende i Danmark, fordi vi nok ellers er lidt ensomme i det, selvvalgt dog. Vi kender ikke alle historierne, men vi er gamle nok, til, at vi efterhånden har styr på os selv. Så historien om første gang bliver nuanceret, fortættet, perspektiveret og derfor umiddelbart meget tiltrækkende - fornemmelsen af at man bliver klogere pr. sætning, der bliver sagt, er forjættende.

Det er som at være forelsket. Dramaet ligger så i, når forelskelsen hører inde. Hvad så? Kan netværksvennen vokse ind i livsvidnekategorien, eller bliver man drænet, tømt for historier og så må alle videre til næste netværk? Det er det sårbare, men også her, at noget nyt i livet kan ske.

Sådan en skal jeg vinke til om en time. Jeg er nu efterhånden ikke nervøs. Hun er der også næste gang.

Boblevenner eller måske de uundgåelige?

Så var der den tredje kategori. Det er nok boblerne, dem der står og venter på en kategori - enten brandnye eller nogle, der flytter sig mellem kategorierne. Eller også er der de uundgåelige. Både livsvidner og netværksvenner kan udvikle sig til nogen, der bare skal være der. Familie, naboer, folkeskolevenner, virkelig gamle venner, der ikke plejes så dygtigt, men som render rundt og har en luns af én, om man vil det eller ej.

Nej, jeg tror, det er boblerne, og måske fik jeg en i tirsdags. En spritny en. En jeg ikke engang ved, hvad hedder. Hun kom til mit foredrag, og hun kom lige inde fra Kvinfo, hvor hun havde mødt en masse unge kvinder, der talte om den nye Kvinde, kend din krop. Hun var lad os sige det ret meget ældre end mig. Men hun sagde så hurtigt så kloge ting om den nye generation, mens hun virkede så varm, menneskelig, og humorfyldt, at jeg gerne ville se hende igen.

Hun vinkede faktisk, da hun gik. Det vil jeg også gøre fremover.

Kærlighed sker, dernæst er der kun umage tilbage

7 feb

IMG_2642
Fra soveværelsesvæggen. Gl. foto fra Femina

Fra soveværelsesvæggen. Gl. foto fra Femina

 

Ovre på litteratursiden kører de lige nu et ret fedt kærlighedstema. Jeg blev bedt om at skrive et essay om kærlighed, og det kommer her:

Tidligt i halvfemserne besluttede jeg, at jeg ikke ville være kæreste med min kæreste længere. Jeg havde det ikke i mig. Det der kærlighed.

Det var en tirsdag aften, og det var koldt. Det var nok februar, det er altid koldt i februar. Jeg ventede på, at han skulle komme hjem fra fodboldtræning. Han skulle cykle fra Amager, og vi boede i en etværelses på det yderste Østerbro. Og han var forsinket.

Han gik altid sukkerkold på den cykeltur på sin grimme, neonfarvede citybike. Sådan ryste-fryse-svede-knæ-eksende-sukkerkold.
Når man får det sådan, så er det helt sikkert, at man vælter og ryger ind under en lastbil, der ikke engang ser ens neonfarvede cykel, men blot kværner den over, igen og igen.

Jeg ringede derfor til hospitalerne. Så lagde jeg på igen og tænkte, at der var en lettere løsning: jeg kunne bare lade være med at elske ham, for så ville jeg ikke skulle forholde mig til alt det, jeg ville blive ked af, nu når lastbilen havde kværnet ham og hans neonfarvede cykel over.

Det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke slukke for kærligheden. I år har vi kendt hinanden i 26 år. Jeg bliver stadig nervøs. Jeg har dog trænet ham godt, så han meddeler mig, hvornår han er på vej ind under en lastbil, og mestendels hvornår han ikke er.

Kærlighed sker bare

Hvad er det, der er på spil her? Det er kærlighed. Jeg elsker ham, og der er ikke noget at gøre ved det. Kærlighed sker.

Vi ved ikke altid, hvornår vi er blevet ramt at kærlighed. Det kan til tider have form af noget andet: Forførelse, begær, besiddertrang, at få en partner, for det skal man; det står i normalitetsbiblen. Er det ikke kærlighed, så opdager man det på et eller andet tidspunkt. Det er trods alt halvdelen, der bliver skilt igen.

Men hvis det bliver ved med at være vigtigt, at han kommer hjem, så kan det være kærlighed.

Kærlighed har det svært i disse moderne tider, siger vi. Jeg tror ikke, kærligheden har det svært. Jeg tror, vi har det svært med kærligheden.

Den kan for eksempel dø rigtig hurtigt. Den første tisselyd, når han plasker direkte ned i kummen, det første morgenkys, der ikke sker, fordi hans ånde er for ringe, ikke det første skænderi, for det kan være vigtigt og forløsende og fuldt af sandhed, men den første gang, man hvisler mellem tænderne, at “hvis han rører mig i nakken nu, så smadrer jeg ham”.

Kærlighed kræver, at du taber dig selv

Kærlighed lever dog ofte længe, især hvis man ikke slår længslen ihjel. Længsel er at vente på, at han kommer hjem fra træning eller til næste gang, hvor han rører én i nakken, og man ikke har spor lyst til at smadre ham.

Kærligheden dør uden sin længsel. Et ungt kæresteforhold, jeg kendte til, døde helt, da hun formulerede det sådan her: “Nu skal jeg ikke mere”, efter han var scoret, og de skulle flytte sammen. Der var foretaget et endegyldigt valg, og længslen var sendt til opmagasinering.

Kærlighed er at vælge. Men var det ikke det, den unge kvinde gjorde? Jeg tror det ikke, for hun tog en beslutning som i: jeg vil være mor, og der er ingen vej tilbage. Lykkes det at blive mor, står man med en helt anden slags definitiv kærlighed, en ubetinget en.

Men kærlighed mellem kærester er ikke et afsluttet valg. Den skal vælges til hver eneste dag. Ikke som i to skåle, hvor skilsmissen ligger i den ene, den slags kan ingen holde til, men som at vælge at give efter for sin længsel, at tabe sig selv lidt hver dag. Give efter for den dårlige joke. Det er ikke det samme som at gå på kompromis, men at give efter er en kærlighedsgave, fordi det gør den anden glad.

Hver dag skal man elske den anden glad. Det kan man godt.

Kærlighed er at gøre sig umage

Kærlighed er den hemmelige ingrediens i sex, siger veninden til Joe i Lars von Triers Nymphomaniac. Det kan i hvert fald hjælpe. Også forstyrre, og selvfølgelig findes sex, også god sex, uden kærlighed, men at finde at et andet menneske er uendeligt erotisk; det er ikke noget, der går over, hvis længslen og trygheden er der samtidig. Disse to kræfter, der arbejder imod hinanden, de kan holdes flot i ave med et formfuldendt knald.

Kærlighed er at være sårbar. Det var det, jeg ikke ville være den tirsdag i februar for mange år siden. Men at elske er at give slip, at give sig hen. Og vi lærer, at det skal vi ikke, vi skal ikke give os hen til fristelserne, som i dag hedder slik, sport, shopping, sprut, cigaretter, supermeget sex og sindssyg meget arbejde. Selvfølgelig er det synd for kærligheden.

Kærlighed er mest af alt, at man gør sig umage. Med det hele. Hver dag. Så er der en præmie, for kærligheden kan holde uendeligt længe. I en tale til en rund fødselsdag fornylig, sagde den tydeligt rørte ægtemand, at for ham var hun stadig pigen i den røde frakke, som han cyklede efter, dengang i studietiden.

Og da den neonfarvede cykel nåede frem den tirsdag i februar i de tidlige halvfemsere, et kvarter senere end vanligt, så fik han et glas saft til sukkerkulden, lidt skældud, og et kys.

For kærlighed, der gengældes, er slet ikke svært.

Meta porno snak

7 jan

Dette er ikke meta snak om porno. Det er The Real Thing
Dette er ikke meta snak om porno. Det er The Real Thing

Dette er ikke meta snak om porno. Det er The Real Thing

 

Det er sluppet ud nu. På lørdag er der DR2 temaaften om porno. Den er god nok, og det er rigtigt, at det er Hornsleth i midten - og Adrian Lloyd Hughes til højre. Vi snakker om porno, sex, erotik, det dyre, det frække, det fornedrende, det ret sjove, og vi gør det i lyset af kunst. Så må man nemlig godt.

Bøgerne på bordet er spækket med fede og mærkelige pornografiske fotos; jeg læser op, Hornsleth viser malerier, og vi bliver forstyrret af Blachman, Sanne Søndergaard og Jørgen Leth og mange andre, og jeg ved, der er blevet klippet rigtig meget i den udsendelse, så ja, jeg er måske en smule nervøs.

Derfor nu snak om snak om porno. Meta.

Jeg er nervøs, fordi jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på at fremstå klog, vidende, sjov, en frækkert og så videre, men også fordi at snakke om DET er det mest skamfulde, man kan.

En gammel veninde kommenterede netop det, da jeg havde små børn. Jeg holdt min søn for øjnene, fordi der pludselig i filmen kom lidt af en - ja, lad os sige det højt - baghyler.

Hvordan kan det være, at du vil skåne ham for det, han formodentlig og forhåbentlig kommer til at opleve, når du ikke skåner ham, når en lastbil kører over en mand / en morder parterer sit offer / en soldat rammer en hel familie med sin sniper?

Det har hun jo ret i. Hvad er det, der gør, at vi lige skal rødme, tage forbehold (ødelægge sit naturlige forhold til teenagesønner, fordi man engang har skrevet lidt erotiske noveller?) Hvorfor er det ikke det mest naturlige i verden? Hvorfor er von Triers filmplakat til Nymphomaniac lidt af en blikfanger? Den er i hvert fald all over Paris. Hvorfor bliver vi tre voksne mennesker på billedet helt sikkert også fjogede at høre på på lørdag?

Du må ikke rutte med det dyre

Jeg overvejede at skrive en kronik inden udsendelsen på lørdag. Sådan så jeg kunne kontrollere at fremstå klog, vidende, sjov, en frækkert og så videre. Jeg snakkede med min personlige rådgiver om det - AKA min mand. Han sagde: Du må ikke rutte med det dyre.

Jeg tror, han mener, at jeg ikke må stille mig et sted, hvor jeg får taletid, fordi vi eventuelt kan få sneget et lille “pik” ind i samtalen. At det er alt for billige opmærksomhedspoints. For så kan man jo ikke høre, hvor klog, og vidende og så videre, jeg er.

Jeg tror, han har ret.

Men hvorfor er det sådan? Er det bare, fordi sex er det dyrebareste i verden? Er svaret så smukt? Og pornoen ødelægger det? Men hvor kommer skammen så fra? Er det ikke netop pointen i von Triers to sidste film, at skammen er kommet for at blive?

Jeg kan ikke huske, om jeg i udsendelsen får svaret på, hvad porno er for mig. På mine noter står der: Kedsommeligt og nødvendigt. Så behøver jeg vist ikke sige mere.

Den ekstroverte introvert

31 maj

La Coupole maj 2013
La Coupole maj 2013

La Coupole maj 2013

 

Det er jo mig på fotoet. Det er sådan, jeg genkender mig selv. Det er også sådan, resten af verdenen genkender mig, mega-ekstrovert. Det er sådan, jeg mødes med og møder verden, og det betyder ofte, at jeg kan have lidt let gang på jord: Som en kollega engang sagde: “Du kommer der med din golden retriever-adfærd og får det, som du vil have det.” Der er en rigtig god forklaring på det, og det er alene, fordi jeg har helt vildt meget tid, hvor jeg ser sådan her ud:

Antigua 2008 med forfatter Lise Bidstrup

Antigua 2008 med forfatter Lise Bidstrup

 

Jeg tror ikke, man overhovedet kan være forfatter uden at bruge mest tid med brillerne på. Så er jeg for mig selv, og jeg skal ikke tale, mene, smile, gøre. Jeg er et meget privilegeret menneske, som har fundet løsningen på kombinationen mellem foto 1 og foto 2. Den hedder 70/30. Gæt selv hvilket foto der får hvad. Egentlig ville 80/20 passe mig bedre, men så bliver jeg nok for sær, og når den når ned til 60/40 bliver jeg akut kronisk PMS eller får mindst influenza.

Bare lige 47 timer til

At skrive betyder altid, at man ikke har tid nok. Jeg har lige haft en masse ekstrovert-tid, og det der beroliger mig undervejs er, at jeg tænker på, hvornår jeg er alene igen: Bare lige 47 timer til, det kan jeg godt. Det betyder konkret, at jeg regner ud, hvornår jeg kan gå fra et arrangement, og hvornår jeg så er hjemme. Som i antal minutter. I Danmark, hvor jeg har boet i samme hus i 16 år, har jeg altid, altid, altid løbet op ad havegangen, når jeg kom hjem fra ekstrovert tid. Og aldrig hvis jeg havde været ude at løbe, købe ind med radio i ørerne, rejst alene hjem fra fjerne destinationer.

Fordi jeg har denne golden retriever-adfærd, bliver jeg ofte dømt på forhånd. For mange år siden sagde en pædagog til mig i vuggestuen, fordi min søn vist havde været urimeligt bidende eller noget, at “det jo også er klart, når der er så meget fart på, at han måske bliver påvirket af det”. Der er ikke fart på i min hverdag. På det tidspunkt arbejdede jeg allerede hjemmefra og tog ham ikke med i Netto efter dagens institutionstid. Vi skulle ikke til alt muligt også, fordi jeg jo har min 70/30-formel. Men jeg LIGNEDE sådan en. For det meste bliver jeg dog bare dømt som en ekstrovert, og når man så kommer lidt tættere på, får jeg at vide, at jeg er “vildt sammensat”. Men er vi alle ikke det?

Føler du dig den mindste smule ramt? Så læs for Guds skyld Anna Skyggebjergs nye bog: Introvert. Stå ved dig selv.