Arkiv | Saudi-Arabien RSS feed for this section

Hvor lidt skal man lade sig nøje med?

11 jun

For tiden lader jeg mig nøje med virkelig lidt, når det gælder mit ægteskab. Jeg kan fortælle to historier: Jeg kan fortælle den om, at vi er sådan nogle vilde kugler, der rejser hvor som helst hen i verden, bare vi er sammen, og mens min mand er nede på den store arabiske halvø, så sidder jeg her og passer børn (på 20 og 24) og venner og vesten, og vi snakker sammen i telefonen i timevis næsten hver dag, og det hele kilder og er spændende. Og vi glæder os til alt det, vi skal opleve sammen.

Den anden historie er den, vi ikke giver så meget sprog. Han flyttede i januar, og selvom jeg har set ham hver eneste måned siden da, og om en uge ser ham i virkelig lang tid i streg, så lader jeg mig nøje i en grad, hvor jeg kan blive i tvivl, om det er meningen. Hvorfor skal man kunne lade sig nøje og udholde? Hvorfor skal man savne – det er en af de værste følelser – dens veninde hedder længsel, og det kan være meget sådan lækkert, men at mangle, savne, miste en hverdagsnærhed – det er sgu åndssvagt.

He doesn’t complete me – det er mit eget ansvar

En af mine venner sagde sådan kækt, at ethvert ægteskab skal kunne holde ud at være væk fra hinanden. Og kækt kan jeg svare, at det er vi nok en slags verdensmestre i i forvejen. Vi har altid – og det er så siden 1988 – levet sammen hver for sig, været i samme rum uden at lave det samme, jeg har været væk og opslugt af skrivning og rejser, og jeg tror, der ligger et godt ægteskabstrick her: at vi bliver ved med at gå ud af døren hver for sig og kommer hjem og viser den anden, hvad vi nu har fundet derude. Vi har altid fået noget med hjem og aldrig forventet, at det er den anden, der skal give dig alting. He doesn’t complete me. Det er mit eget ansvar.

Efter så mange år er der faktisk kommet en hverdagsmæssig kropslighed, som jeg efterhånden skønner, at jeg ikke vil undvære. Jeg kan sagtens. Jeg kan også lappe en cykel og hente noget på loftet, men jeg gør det bare ikke. Jeg ser ikke skønheden i at kunne klare mig selv. Jeg savner min livsledsager.

I sidste uge var jeg i Oslo og så Munch by Knausgård (STOR anbefaling herfra). Karl Ove siger det langt bedre end jeg gør:

 

 

Hvordan nogen reagerer, når de hører, vi flytter

30 maj

Vi flytter til Saudi Arabien for en stund. Det har jeg sagt rigtig mange gange nu. Der er noget, der slår mig her i mine første livtag: Det er, hvordan nogen reagerer, når de hører, vi flytter. Her kommer det ordret fra en fra Gyldendal, hvor jeg arbejder som konsulent for tiden. Bare rolig. Jeg kan godt høre kærligheden og humoren:

Kære Lotte,
Så på FB, at du flytter til Saudi Arabien til sommer!! Det kan du simpelthen ikke mene! Hvad med Klareboderne?! Altså Lotte. Er du klar over, der ikke er WIFI for kvinder dernede? Jep, du kommer ikke til at være online med mindre du går under cover som mand! Du må heller ikke drikke vin? Eller køre bil. Du kan risikere at blive idømt piskeslag eller håndafhugning (hvilket er bedre end hoved). Er du sikker på, du helt har gennemtænkt den beslutning? Og så skal du have en værge. Husk det. Kvinder kan ikke være i SA uden en værge.
Du kan sikkert godt nå at blive hjemme, så kan du skype med din mand. Han har formentlig WIFI.
Håber du bliver. Det er ikke godt for en forfatter at miste højre hånd … siger det bare.

Jeg synes, det er ret sjovt. Og hun ved, at jeg ved, at det halve er gas. Men der er nu noget interessant ved denne forbudsinteresse. Min mand møder det også hos sine nye, særligt egyptiske kolleger – hvordan kan nogen flytte fra paradiset mod nord med øl og SU og frihed, frihed, frihed?

Hvad ved vi egentlig om arabisk kultur i Danmark?

Jeg har før skrevet om min danske penneven, der har boet i Frankrig i 40 år. Jeg beskrev en saudisk nationalfestival for ham, fordi det var en sjov oplevelse, og ikke mindst fordi det er rigtig svært at kende koderne, når man får at vide, at man ikke må synge og danse i det offentlige rum, men når der er Janadriyah festival, så er det første, der møder en, når man ankommer, netop syngende og dansende – mænd.

Hvad ved vi egentlig om arabisk kultur, om islamisk etikette, når det kommer til stykket? Min penneven skriver:

Saa udstillinger og kamelloeb kan afholdes, bare praesentationen er afrettet efter reglerne, interessant nok. Du maa endelig berette om de andre ting, der egentlig er forbudt og alligevel finder sted. Maaske er landet i virkeligheden et velfungerende demokrati?

Jeg ved, at han ved, at jeg ved, at det er sarkasme, humor. For nej, det er ikke et demokrati. Det er et kongedømme. Det er ingen hemmelighed. Men det er også et land fyldt med mennesker, der lever blandt mennesker. Som gør, som mennesker gør.

Jeg ved, det er en spændende tid, som vi flytter til Saud-Arabien i. Det er jeg ret taknemmelig for, og det betyder også, at der kommer masser af disse modsatrettede iagttagelser. Som en saudier sagde forleden til mig: This country is in labor. 

Lad os se, hvad det bliver. Et nyt lille sødt land måske.

På billedet står jeg på en dejlig gade, Um al Hammam Street, med masser af butikker og min mands nye barber.

Mellemøsten – mit eget lille bibliotek

15 feb

Her kommer mit eget lille bibliotek om Mellemøsten over bøger, medier, blogs, mennesker, jeg læser, følger, holder fast i for at sætte mig lidt ind i den verden, som jeg skal bo i fra 2017 til 2020.

Jeg skal bo i Riyadh med min mand og pendle lidt, fordi mine store drenge lige nu bor i Danmark.

Er du selv en kender, eller har bare læst en rigtig god bog, følger en skøn personage hernede, så skriv til mig, så vi kan udveksle. Jeg vil så gerne blive klogere.

SKØNLITTERATUR

15.1.17 Zoë Ferraris: Slørets by

En Facebook-ven gjorde mig opmærksom på denne amerikanske krimi-trilogi, der foregår i Saudi-Arabien. Den er ikke noget særligt, men den findes, og den jeg har læst, som er nr. 2, jeg ved det, det er utjekket, har alle mulige genkendelige rekvisitter med: kvinderne bærer abayaer og niqabs, og en af dem har faktisk Bluetooth i tørklædet. Meget avanceret. Nå, men den handler forresten om en kvinde, der bliver fundet i Jeddah på stranden. Død. Er det almindelig, velkendt hustruvold? Eller? …. dudududu

FAGLITTERATUR

1.10.16 Meghan D. Jakobsen: Om at være kone i Saudi

Jeg kender Meghan, som for en million år siden (20) boede i Riyadh. Det er nedslående læsning. Det er alt det, der er så deprimerende ved at forsøge at kigge ind i et samfund, som for en skandinavisk opdraget kvinde er fornedrende: Forbuddene er fokusset, kvindens rolle i huset og restriktionerne i det stort set fraværende offentlige rum. En diplomatfrue sagde til mig, at man kun skal tage med til Saudi, hvis man har et mål. Man er ikke på 3 års ferie i et spændende, arabisk land. Man skal ville noget. Sådan fik jeg det også efter at have læst denne bog. Og bare det ikke at være ung, mens man bor i Riyadh, betyder en del, tror jeg. Jeg bliver ikke krænket af det, der kunne krænke mig som 25-årig. Jeg ved, jeg duer til noget, og jeg kan altid, altid, altid tage hjem igen med mit rødbedefarvede pas.

1.2.17 Robert Lacey: Into the Kingdom

Denne bog er jeg blevet anbefalet som at være den, man begynder med. Ikke Koranen. Den er sgu svær. Men i denne bog lander Lacey, englænder, i Riaydh for første gang i firserne, og så begynder en slags interviewbog med ALLE vigtige interessenter, der fortæller om tiden, hvor man kunne gå i hot pants i Riyadh helt frem til 9/11, hvor 16 ud af de 19 terrorister kom fra Saudi-Arabien. Her læser man historien om Bin Laden, om hvordan landet lukkede sig, og det er rigtigt: Det er en god begynderbog. Så er man med. Så kan man begynde at navigere.

15.2.17 Eugene Rogan: Osmannerrigets fald

Jeg indrømmer. Man skal være lidt historieglad for at kaste sig over denne bandit. Men historiske bøger er blevet så meget bedre de sidste ti år. Det akademiske sprog er væk, og der bliver gået til pointen (og stålet). Jeg læser om osmannerne, fordi jeg skal bo i deres hood. Og alt i Mellemøsten handler om tilhørsforhold. “Hvor kommer du fra?” betyder: hvilken stamme. Ikke bare sunni, shia, katolik. Denne her historie har vi glemt i Europa. Nu skal vi tage den med os for at forstå.

1.5.17 Åsne Seierstad: To søstre

Kan det også undre dig, hvorfor to piger, født og opvokset i Norge, døtre af to somaliske, indvandrede forældre, kan synes, at det at tage til Kalifatet i Syrien og gifte sig med ISIS-krigere er det eneste rigtige? Seierstad har forsøgt at finde ud af det. Der er to vilde ting ved denne meget velskrevede dokumentaristiske bog: 1. Deres far undrer sig også og rejser efter dem for at få dem med hjem. Det går ikke godt. 2. Du får ikke svaret, du forstår ikke, men du lever med dem, du lever dig ind i disse piger. Det hedder empati. Det er det, litteratur kan.

Life in Saudi Arabia Når man vil have at vide, at der sker nyt på denne blog, skal man sende sit telefonnummer på WhatsApp, og så er man i personlig kontakt med redaktøren. Her står der en masse gode expat nyheder Om trafik og billige æbler. Kontakter. Netværk. Mums.

SKREVNE MEDIER om hele Mellemøsten

Bloomberg kommer godt rundt men er også her, kan man se, at andre medier låner fra. Det kan godt tage en uge, før der kommer en nyhed i eurpæiske medier, som først breakede her.

Al-Monitor er gode til at differentiere: Vil du have lange artikler en gang om ugen, eller vil du have små, hurtige nyheder. Velfungerende nyhedsbrev.

Saudi Gazette er et sjovt sted. Sådan et med kun positive nyheder. Ligesom en meget lykkelig lokalavis: Nu er ventelisten til børnehaven halveret. Der ligger jo en helt anden historie her, som ikke bliver dækket.

TV

Al-Arabiya er meget omnibus-agtigt. Og pænt. Jeg ser ikke tv hernede. Pt. har vi slet ikke tv, kun computere.

Al Jazeera er meget ligesom CNN eller endda BBC World, synes jeg. Der er bare så mange lande, jeg skal have styr på. Og der sker så meget. Tror ikke, jeg bliver loyal.

RADIO

Arabiske stemmer er noget af det bedste i DR P1. Nu om onsdagen. Heldigvis har jeg haft et enkelt møde med værten, Steen Nørskov, hvor jeg kunne få lov at rose ham. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af noget.

Hvordan det er at dække sig til

11 feb

Foran Masmaq-fortet i Riaydh. Den ældste ting i byen

 

Jeg sidder i flyveren på vej ind over saudi-arabisk luftrum. Om lidt vil stewardessen sige, at al alkohol skal samles ind, og de ikke tildækkede kvinder vil begynde at dække sig til – i alt fra løsthængende Puk Damsgaard-tørklæde til fuld burka med net foran øjnene.

Selv har jeg min abaya i håndtasken. En abaya er en sort, gulvlang kåbe, der går til håndled og hals. Jo mere frigjort (og rig, tror jeg), jo mere farvestrålende er den. Det er 3. gang, jeg er her, og jeg ved, at det er rarest for mig at tage den på, inden jeg står af flyet.

Første gang jeg kom, havde jeg ingenting i håndtasken. Min mand og jeg havde siddet på samme flyrække som to teenagesøskende – en dreng og en pige – der pjattede hele vejen fra Europa og så “Sex and The City”, og da advarslen om, at vi nærmerede os Riyadh lød, forvandlede den unge pige sig foran os og hyllede sig selv helt ind i sort. Også foran øjnene. Det gjorde indtryk.

Første gang vi kom, røg vi i den lange kø i “immigration”, fordi vi lige skulle ses an med fingeraftryk og visum og stempler med kryds og slange, og foran os i køen stod 10 asiatiske kvinder i farvestrålende tøj med masser af plasticposer i hænderne med alle mulige godter. De kendte hinanden og stod og snakkede løs, mens de klædte om i køen og blev sorte og tildækkede.

Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til

Efter det kiggede jeg mig omkring, grundigt. Der var vel 300 mennesker. Jeg var den eneste kvinde, der ikke var dækket til. Jeg havde relativt tækkeligt tøj på, men jeg bad instinktivt om min mands sweater. Jeg var højere end de fleste kvinder, og jeg er meget sådan blå øjne og lyshåret i det. Min trang til at blive sort og tildækket var instinktiv, intuitiv. Væk var holdninger for og imod tildækkethed, islam og kvindesyn. Det handlede for mig om, at man kun ønsker at være unik, hvis man selv vælger det. Det er meget lammende, denne følelse af ikke at være med i fællesskabet. Som at komme til fastelavnsfest og have glemt sin udklædning. Men på en måde værre end det.

I det øjeblik, hvor vi trådte ud af tolden, stod der et hav af chauffører med skilte. En af dem var til os. Han havde en lille, delikat pose i hånden, som han med det samme rakte til mig. Jeg troede, det var en “welcome to the Kingdom”-chokolade eller nok snarere dadler, men det var en abaya. Tag den på nu, sagde han. Der var intet, jeg hellere ville.

Foran de måske 50 ventende chauffører med deres skilte tog jeg abayaen omvendt på. De råbte alle sammen: – nok ikke sandt, men nogen af dem – “turn it around!”. Det gjorde jeg. Og passerede det religiøse politi lige bagefter. Dem har jeg ikke set siden.

Abayen er på i alle offentlige rum. Det er virkelig ikke der, min frigjorthed sidder. Det er bare lige meget. Det er mere sådan: sådan er det. Det er fristende at sammenligne det med, at alle unge mænd har sneakers på, også selvom de ikke har aftalt det, men forskellen ligger i, at de har et valg.

Når man lander 3. gang, vimser man gennem “immigration” og er ude af lufthavnen i samme tempo som var det i Kastrup. Nej. Det er lidt bedre. For der står mænd i thobe og keffiyeh – hvid skjorte til gulvet og rødt og hvidt tørklæde som vi kalder et palestina-tørklæde – og byder dig “most welcome”. 

Hvem vil træde på andres følelser, bare fordi man ikke selv føler dem?

I morgen skal vi til kamel-væddeløb i ørkenen. Kongen kommer også, vistnok. Der står eksplicit i invitationen, at jeg skal have abaya på. Man bliver hjulpet her. Det sidste jeg vil er at træde på nogen følelser, jeg ikke ser, fordi jeg ikke selv har dem. Sådan har vi det forhåbentlig i alle relationer, og nu skal jeg praktisere den slags sensitivitet i meget stor skala.

Men lige nu er abayaen det mindste. Den har jeg vænnet mig til. Nu skal jeg se min mand, som jeg har kendt siden 1988. Jeg er helt nervøs. Jeg har ikke set ham i over tre uger.

Her kommer en ret relevant artikel om abayaer og kvinder og det hele:

 

Da min mand lagde min søn ned i kufferten

16 jan

Eventyret i Saudi-Arabien er allerede i gang. Jeg er i Riyadh lige nu for at aflevere min mand hernede, og da han rejste, lagde han vores yngste søn ned i kufferten. Han kunne godt være der.

Vi har to sønner: En der flyttede, da han var 15 (nej, stadig ikke tilgivet, selvom han bliver 24 om et par uger) og en vi tvang med til Frankrig, da han var 14 (nej, jeg regner ikke med, at vi er blevet tilgivet). I de to linier har jeg etableret det, familier består af: Myter – familien med de to sønner, hvor en har udlængsel, en har det modsatte.

Myten igennem nu snart tyve år er, at den yngste søn ikke kan lide eventyr. Hvis man spurgte ham, da han var lille, om hvilken dag han bedst kunne lide på ferien, så var det “den dag vi blev hjemme”. Det var ham, der som 4-årig stod i en thailandsk bungalow og savnede “murerhuset” i Danmark, og den rolle holder vi ham alle fast i.

Men det første han sagde, da han ankom til første by på sidste års sommerferie i Mexico var: vi skal ind i junglen, ned i mangroven, ud til djævlerokkerne, hen til ruinerne. Vi andre fremhævede det straks som undtagelsen, der bekræfter reglen.

Jeg ved det jo ikke, men jeg gætter på, at han kommer til at blive ham, der får rollen som den konforme og tryghedssøgende i vores families fortælling, og når hans kone om 20 år siger med spids stemme: “jeg gider ikke vise vores billeder fra Svalbard / månen / Marianergraven, for din famile spørger bare, om du savnede murerhuset”.

Familie tillader ikke forandring af personligheder

Der er mange grunde til, at familie er svært. Det ved I fra jer selv. En af dem er måske, at vi ikke tillader forandringer i personligheder. Eller vi er bebyrdet med viden om hinandens tidligste tegn på personlighed, som vi måske en kende for stædigt holder fast i.

Et af familiens stærkeste kort er udveksling af anekdoter. Anekdoter er historiefortælling, og historiefortælling er værdier, som vi bringer videre. Men er familiens snubletråd så, at vi ikke hører eller ser hinanden, når vi forandrer os? Det er vel en af de mindst elskelige situationer, når man ikke bliver set af sine nærmeste.

Min mand ville have ham den tryghedssøgende med i kufferten, fordi han tror, at det bliver ham, han kommer til at savne. Han bor hjemme lidt endnu. Han fylder 20 om et par måneder. Og pludselig går det op for mig, at myterne er nogen, vi lægger over i vores børn: Min mand er en eventyrer, javist, men han er den vildeste tryghedsnarkoman.

Vores yngste søn skal ikke bære vores myter. Han skal lave sine egne. Og så skal min mand ikke putte ham i kufferten længere. Han skal løsrive sig. (Den sidste sætning er nok mest til mig selv).

Disse ord er skrevet lige her – midt i januar på balkonen, som min mand har dedikeret til mit kontor.

Jeg flytter til sommer – til Saudi-Arabien

3 jan

 

Ja, den er god nok. Jeg flytter til Saudi-Arabien til sommer. Sammen med min mand. Han flytter allerede her i januar, og så kommer jeg i fuld abaya (det er den, jeg er ved at tage på på det øverste foto) til sommer, når sidste søn er blevet færdig med skolen.

Det er den vildeste beslutning, vi nogensinde har taget. Vi rejser til verdens ende uden børn, ned til noget fremmed med ekstrem varme, ekstrem fattigdom, ekstrem rigdom, ekstremt meget sand og helt bogstaveligt 1001 arabiske stjernenætter. Og: kvindeundertrykkelse.

Vi er dødnervøse, men det er gjort med åbent sind. Mellemøsten og Saudi-Arabien er noget af det, vi taler mest om i disse år, og noget af det jeg ved mindst om. Det vil ændre sig. Det nederste foto viser, hvad jeg indtil videre har scoret fra Saxo og Amazon. Mere vil komme.

For Saudi-Arabien er indtil videre også et land med en uventet imødekommenhed. Da vi var dernede for første gang, var det særligt danskere, der allerede bor i Riyadh, hovedstaden, der var imødekommende. Det er noget ganske andet end at flytte til Frankrig. Jeg har allerede fået løfte om at gå på fangst i velassorterede biblioteker.

Vi kan ikke blive her og vente på, at vores sønner vil lege med os

Min mand arbejder i Novo Nordisk, og det er derfor vi skal afsted i tre år. Vi havde sølvbryllup i 2016. Vi kan ikke blive her og vente på, at vores sønner på 23 og 19 gider at lege med os. Jeg tror på, at eventyr er noget, der går begge veje: der er både det eventyrlige, det fantastiske, det fremmede, men det fremmede kan også være farligt; det fantastiske kan være for meget. Som at bestille mad, man ikke kender: Noget er godt, noget er skidt, og det hele er en oplevelse, både god og dårlig.

Jeg kommer til at dele det hele med jer. Indtil sommer kan det være, jeg også skriver om hvorfor jeg ikke går ind for sharialovgivning, diktatur, kvindeundertrykkelse, ikke at jeg tror det – it goes without saying – jeg er umiddelbart mest interesseret i menneskerne, relationerne, alt det jeg ikke forstår. Når jeg er flyttet, bliver jeg lidt mere subtil, fordi der naturligvis også er ytringsfrihedsrestriktioner, også for mig. Jeg bliver nok lidt mere vi binder os på mund og hånd-agtig. Sådan er jeg nemlig allerede blevet rådgivet :)

Allermest kommer jeg til at gå direkte efter fordommene: En af dem kommer her: Er det virkelig rigtigt, at kvinder ikke må køre bil?  Den er god nok. Men denne her vidunderlige musikvideo, der bliver delt overalt i dag, vidner om bevægelse. Du kan se den på min Facebookside.